Verden forstår ikke de danske lempelser, fordi den ikke forstår tillid

I Danmark er corona-epidemien overstået. Det har vi i hvert fald besluttet. For os herhjemme er det rart. Med Omikron var vi alligevel nået til et punkt, hvor det, vi frygtede, ikke så meget var sygdommen, men forholdsreglerne. Og det kan jo ikke være meningen.

Ude i den store verden er de danske corona-lempelser blevet mødt med vantro. I Tyskland er vi blevet anklaget for at have kapituleret. I den amerikanske debat ser toneangivende stemmer nu kritisk på Danmark.

Det drejer sig ikke bare om enkelte stikpiller fra de sociale medier, men om en veritabel misinformationskampagne. Det er i hvert fald holdningen hos Serum Instituttet, der nu har set sig nødsaget til at lave en engelsksproget modkampagne.

Lige nu forstår verden os ikke. Særligt ikke de progressive, som plejer at elske Danmark og holde os op som et ideal. Det er som om, vi har svigtet.

Det drejer sig ikke bare om enkelte stikpiller fra de sociale medier, men om en veritabel misinformationskampagne.

Christian Egander Skov

Her hjælper det nok ikke engang med en nok så engelsksproget kampagne. Der er noget helt basalt på spil. Noget, der ikke kan oversættes. Det handler om tillidskultur og konsensuskultur, ja ret beset om dansk (eller rettere skandinavisk) exceptionalisme – altså om det, som gør, at vi herhjemme er ret mærkelige i forhold til resten af verden.

Jeg oplevede det selv for nyligt, da jeg var i Berlin.

Her blev jeg overrasket over både de aktuelle corona-restriktioners omfang men også af det, jeg fornemmede som et tryk i hele stemningen. En morgen gik jeg ind på et bagerudsalg for at købe en kop kaffe og en croissant. For at komme ind måtte jeg igennem en art sluse bestående af flagrende plastiklameller.

Det bed jeg dog ikke mærke i. Ej heller faldt det mig ind at undre mig over, at damen bag disken ikke bare havde en men hele to ansigtsmasker på. Alle disse unormale forhold er jo blevet normale, og nu er overdrivelser kun afvigelser i omfang ikke i art.

Jeg må altså med skam erkende, at det først var da corona-kassens låg smældede ned over mine fingre, at absurditeten i sceneriet blev synligt for mig. Det viste sig, at jeg ikke kunne få lov til at spise min morgenmad i bageriet, fordi man ikke blot skulle være vaccineret, men også have et booster-skud, før det var muligt.

I sidste ende handler det om, at vi stoler på hinanden og vores myndigheder. Det gør tyskerne ikke.

Christian Egander Skov

Og så viste det sig, at tyskerne ikke anerkender Johnson-vaccinen som en fuld vaccine. Ja, mange ting viste sig – men det korte af det lange var, at det viste sig, at jeg ikke kunne få min mad der.

”Welcome to Germany,” sagde de et andet sted, ”nothing works here”

Ja, det var en anden konsekvens af den tyske corona-tristesse. Jeg måtte helt opgive at tale tysk dernede. For selvom jeg egentlig godt kan tysk, måtte jeg sande, at tysk er et vældig vanskeligt sprog at forsvare og forklare sig på. (Min trøst er, at mange tyskere har sandet det samme gennem historien). Jeg måtte på grund af min status som halv-vaccineret halvmenneske gå med de sproglige parader oppe.

Ikke uforståeligt, at mange tyskere selv er voldsomt frustrerede over situationen. 75 procent af befolkningen er vaccineret, men langt færre har booster. De er reelt set afskåret fra at deltage i det offentlige liv. Samtidig må myndighederne gribe til drakoniske tiltag for at begrænse smitten. Intet fungerer.

I Danmark har over 60 procent booster. Det er fordi vores systemer er bedre. Vi har kort sagt uendeligt mere Bessermachen end tyskerne.

I sidste ende handler det om, at vi stoler på hinanden og vores myndigheder. Det gør tyskerne ikke. Det er der udmærkede historiske grunde til, men mistillid er dyrt. Nu er landet dybt splittet.

Der er en meget stærk vaccineskepsis, der strør om sig med de mest umulige historiske analogier. Og denne bliver på den anden fløj mødt af en ideologiseret, corona-strammer-linje, hvor der aldrig kan være masker, forholdsregler eller plastiklameller nok. Den manglende tillid fører til endnu mindre tillid og til mere splittelse.

Det er helt ligesom situationen i USA.

Da Danmark bebudede sin corona-demobilisering, blev det ikke bare mødt med forargelse fra progressive maskerings-entusiaster, men også med begejstring fra højrefløjen. Et klip med professor Michael Bang Petersen på den konservative nyhedskanal Fox News viste situationen.

Bang Petersen er ikke alene i spidsen for det danske forskningsprojekt HOPE, der har kortlagt danskernes holdning til corona-restriktioner, myndigheder og det politiske system gennem krisen, men har også været med til at rådgive regeringen om at lempe restriktionerne på baggrund af disse data.

Når det store regnskab skal gøres op, vil vi herhjemme kunne notere os værdien af en bred folkelig konsensus og en udbredt tillidsbaseret autoritetstro.

Christian Egander Skov

For værten på Fox News var der en klar dagsorden. De danske lempelser skulle bruges til at stille den amerikanske situation i et kritisk lys. Og det gør de måske også?

Alligevel kunne man notere sig, at glæden, livslysten og ønsket om at fortsætte interviewet helt forsvandt fra den blankpolerede studieværts ansigt, da den danske professor udlagde danskernes tillid til sundhedsmyndighederne som en væsentlig forudsætning for lempelserne. Danmark kan lempe, fordi vi ikke er USA.

Den slags er vanskeligt at forstå i den store verden. For her er corona blevet en ideologisk kampplads – sådan som visse borgerlige meningsdannere også har forsøgt at gøre det til herhjemme. Derfor handler håndteringen af corona derude lige så meget om ikke at tabe ansigt til den anden fløj.

Når det store regnskab skal gøres op, vil vi herhjemme kunne notere os værdien af en bred folkelig konsensus og en udbredt tillidsbaseret autoritetstro. Der er stadig, som Francis Fukuyama i sin tid gjorde opmærksom på, en vis ræson i for andre lande ”at nå til Danmark”.

Problemet er bare, at de nok ikke kan komme dertil uden videre. Det kan de heller ikke forstå – men derfor kan vi jo godt glæde os så meget desto mere over, at vi er her.