Ældre Sagen: Kommunerne har gjort plejehjem til velfærdssamfundets sorte samvittighed

Om 10-15 år vil antallet af personer med demens være steget med næsten 50 procent.

Det er en udvikling, som vores kommuner slet ikke er parate til, og det vil få katastrofale konsekvenser.

Allerede nu hører vi næsten dagligt om omsorgssvigt på vores plejehjem, og det vil naturligvis kun blive værre, når flere ældre med demenssygdomme får behov for pleje.   

Det korte af det lange er, at hvis ikke der handles nu, vil vi kun opleve endnu flere sager om omsorgssvigt, elendig livskvalitet og en betydelig risiko for alt for tidlig død blandt plejehjemsbeboere.

Plejehjemmene er allerede i dag vores velfærdssamfunds sorte samvittighed, og det er som om, hverken borgmestre, byråd eller forvaltninger tør tænke tanken til ende: Hvad gør vi, når vi om få år står med 50 procent flere demensramte og meget plejekrævende ældre?

Måske håber kommunerne på, at teknologien eller nye politiske mirakler vil redde dem. Eller måske tænker kommunalpolitikere ikke længere end til næste kommunalvalg?

Omsorgsfattigdommen breder sig

Virkeligheden er, at der allerede i dag er alt for få plejehjemspladser, og normeringerne halter, selvom beboerne er mere plejekrævende end nogensinde.

Hver måned uden handling er en måned tættere på en virkelighed, hvor vi svigter de mest sårbare.

Bjarne Hastrup
Direktør, Ældre Sagen

En ny undersøgelse fra Vive viser, at normeringerne ikke er fulgt med det stigende behov – og det er ikke bare en udfordring, det er en krise.

Kommunerne skal i gang med at bygge plejehjem nu. Ikke i morgen. Ikke næste år. Nu. Det tager tre år fra beslutning til ibrugtagning – og vi ved, at mange med fremskreden demens vil få brug for en plads.

Hver måned uden handling er en måned tættere på en virkelighed, hvor vi svigter de mest sårbare.

Samtidig ser vi, at hjælpen i eget hjem er blevet skåret ned til et minimum.

Hjælp til rengøring er reduceret til 20 minutter hver tredje uge i mange kommuner – en praksis, der mest af alt minder om en afvikling af hjælpen.

En undersøgelse, vi i Ældre Sagen har stået for sammen med RUC, viser, at over 90.000 svækkede ældre allerede oplever utilstrækkelig hjælp, og at det har større negativ betydning for deres livskvalitet end selve deres helbredstilstand. 

Kommunerne er begyndt at omstille til faste teams i ældreplejen, og det er en positiv udvikling, der kan skabe kontinuitet og tryghed.

Målet må være, at ældre oplever nærvær, kendskab og relationer i hverdagen, men det kræver både tre-fire år til omstillingen og tilstrækkelige ressourcer til at udføre opgaverne.

Især ressourcer er fortsat en mangelvare, og derfor oplever alt for mange plejekrævende danskere det, vi – med et hjerteskærende præcist udtryk – har valgt at kalde 'omsorgsfattigdom'.

Ældre-millioner samler støv

Det mest bekymrende er, at 92 ud af vores 98 kommuner lige nu ligger inde med betydelige statslige midler, som netop er målrettet ældreområdet.

Især ressourcer er fortsat en mangelvare, og derfor oplever alt for mange plejekrævende danskere 'omsorgsfattigdom'.

Bjarne Hastrup
Direktør, Ældre Sagen

I 2024 fik kommunerne 1,4 milliarder kroner til ældreområdet, men regnskaberne viser, at udgifterne kun steg med 500 millioner kroner.

Det betyder, at pengene imod al fornuft ikke er blevet brugt som tiltænkt.

Ældre Sagens beregninger viser, at ældreområdet blev nedprioriteret i 92 ud af 98 kommuner – og især udgifterne til plejehjem er ikke fulgt med udviklingen.

Kommunalvalget står for døren, og netop derfor kan jeg ikke understrege nok, hvor vigtigt det er, at kommunerne tager ansvar for de ældre.

Det er ikke nok med løfter, visioner og flyvske strategier.

Der skal arbejdes hårdt på den helt korte bane: Bygges flere plejehjem, ansættes flere medarbejdere og investeres i kærlig, nærværende og værdig pleje.

Ellers taber vi kapløbet med tiden – og det er de ældre, der betaler prisen.