Debat

DA: Afskaf modregningen af arbejdsindkomst i folkepensionen

DEBAT: Arbejdsmarkedet får efter coronakrisen behov for så mange ældre medarbejdere som muligt. Få flere seniorer i arbejde ved at sikre en økonomisk gevinst, skriver DA's underdirektør.

De forslag, som Seniortænketanken fremlagde i efteråret 2019, er stadig væsentlige at se nærmere på, skriver DA-underdirektør Erik E. Simonsen.
De forslag, som Seniortænketanken fremlagde i efteråret 2019, er stadig væsentlige at se nærmere på, skriver DA-underdirektør Erik E. Simonsen.Foto: Pressefoto/DA
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Erik E. Simonsen
Underdirektør, Dansk Arbejdsgiverforening

Lige nu er store dele af det danske samfund optaget af at håndtere den sundhedskrise, som covid-19 udgør.

I kølvandet på coronakrisen vil beskæftigelsen i Danmark falde. Det vil også påvirke den ældste del af arbejdsstyrken.

Det er dog værd at notere sig, at da beskæftigelsen efter finanskrisen faldt med næsten 200.000 medarbejdere i den private sektor, faldt beskæftigelsen for personer over 60 år som den eneste aldersgruppe ikke.

Alt peger på, at ældre medarbejdere fortsat vil være helt centrale for dansk erhvervsliv.

Erik E. Simonsen
Underdirektør, Dansk Arbejdsgiverforening

Om det gentager sig, ved ingen, men ét er sikkert: Vi vil igen få brug for, at så mange ældre medarbejdere som muligt vælger arbejdsmarkedet til.

Vi skal huske, at hvis først ældre medarbejdere af den ene eller anden årsag har forladt arbejdsmarkedet, så er sandsynligheden for, at de vender tilbage, ikke stor.

Derfor er de forslag, som blandt andet Seniortænketanken fremlagde i efteråret 2019, stadig væsentlige at se nærmere på.

Seniorbeskæftigelse er fortsat lav
Reformerne af efterløn og folkepensionsalder er endog meget positive for Danmark.

Man tør næsten ikke tænke på, hvor Danmark havde været finansielt i forhold til at håndtere coronakrisen, hvis ikke et politisk flertal i Folketinget havde taget dét ansvar på sig. Stigningen i beskæftigelsen for 60- til 65-årige er en succeshistorie.

Men beskæftigelsen for personer over folkepensionsalderen er fortsat lav. Her er der et stort potentiale for at sikre, at flere kompetente medarbejdere fortsætter med at arbejde.

Vejen til at få flere folkepensionister i arbejde er primært at sikre, at der er en økonomisk gevinst ved at arbejde.

Analyserne, som Seniortænketanken fik udarbejdet, viser, at den økonomiske tilskyndelse er det, der havde størst betydning for, at ældre vælger at forlade arbejdsmarkedet.

Læs også

Afskaf modregning af arbejdsindkomst
I DA synes vi derfor, at man bør afskaffe modregningen af arbejdsindkomst i folkepensionen.

Blandt andet modregningen af arbejdsindkomst indebærer i dag, at for visse indkomstintervaller skal folkepensionister aflevere fem kroner til det offentlige, for hver gang de tjener seks kroner. En så høj beskatning får ikke ældre til at vælge at blive på arbejdsmarkedet.

En afvikling af modregningen af arbejdsindkomst vil også forenkle reglerne betragteligt. Dét er et andet vigtigt spørgsmål.

Vi skal gøre det væsentligt mere enkelt at overskue betydningen af at fortsætte med at arbejde frem for at gå på pension. Det var der også enighed om i Seniortænketanken.

Endelig skal vi sikre, at personer over folkepensionsalderen har samme servicemuligheder, når de arbejder som andre borgere.

Alderen må ikke have negativ betydning for at kunne deltage i for eksempel kompetenceudvikling eller hjælp i jobcenteret.

Udfordringerne er aktuelt store og perspektiverne desværre negative for beskæftigelsen, men det er vigtigt, at vi også nu ser blot to til tre år frem i tiden.

Alt peger på, at ældre medarbejdere fortsat vil være helt centrale for dansk erhvervsliv.

Dokumentation

Temadebat: Hvordan får vi ældre til at arbejde længere?

Økonomer, erhvervsliv og det brede politiske flertal har blikket stift rettet mod, at flere ældre skal arbejde længere end den nuværende pensionsalder.

Mange ældre oplever dog, at regler og arbejdspladsers kultur primært er indstillet på fuldt stop ved pensionsalderen.

Sidste år præsenterede Seniortænketanken 20 anbefalinger, som sendte opfordringer til arbejdsmarkedets parter, pensionsbranchen og politikerne.

Nu giver Altinget i en temadebat ordet til en række centrale aktører, som vil give hver sit bud på, hvordan de vil få ældre til at arbejde længere.

Hvad er det vigtigste greb, hvis vi skal have flere ældre til at arbejde længere? Hvad er den største barriere for at fortsætte i job, når ældre er nået pensionsalderen? Og hvad har Seniortænketanken overset?

Her er aktørerne:
  • Anna Sophie Debel, politisk konsulent, Ældre Sagen
  • Camilla Gregersen, formand, Dansk Magisterforening
  • Ejner K. Holst, næstformand, Fagbevægelsen Hovedorganisation (FH)
  • Erik E. Simonsen, underdirektør, Dansk Arbejdsgiverforening (DA)
  • Hans Andersen (V), medlem af Folketinget og beskæftigelsesordfører
  • Henrik Bach Mortensen, direktør, Ledernes Hovedorganisation
  • Jesper Brask Fischer, direktør, PFA Senior Services
  • Per K. Larsen, landsformand, Danske Seniorer
  • Samira Nawa (R), medlem af Folketinget og beskæftigelsesordfører
  • Torben Poulsen, formand, Danske A-kasser

I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Erik E. Simonsen

Vicedirektør og chef for beskæftigelse og arbejdskraft, Dansk Arbejdsgiverforening
cand.scient.pol. (Aarhus Uni.)

0:000:00