DSR: Frikommunerne skal lade sygeplejersker udføre flere opgaver

Af Grete Christensen
Formand for Dansk Sygeplejeråd

Syv kommuner får fra årsskiftet ”fuldstændig frihed” til at udvikle servicen til borgerne på udvalgte områder.

Vi håber, at kommunerne tager imod regeringens opfordring og udnytter muligheden til at gøre os mere opmærksomme på, hvordan velfærdsydelser kan leveres på en klog og effektiv måde med høj kvalitet.

Der er i dag flere bindinger og låste rammer, som vi i Dansk Sygeplejeråd gerne ser frikommunerne tage brydetag med. Ministeriet har her en stor rolle i at give kommunerne de rette frihedsgrader.

For det første skal kommunerne give sygeplejerskerne lov til at udføre opgaver, de allerede – som uddannede sygeplejersker – har kompetencerne til.

For eksempel må en sygeplejerske, der konstaterer, at en ældre borger lider af forstoppelse, ikke igangsætte en behandling uden lægens tilladelse. Eller undersøge en urinprøve ved mistanke om en urinvejsinfektion.

For eksempel må en sygeplejerske, der konstaterer, at en ældre borger lider af forstoppelse, ikke igangsætte en behandling uden lægens tilladelse

Grete Christensen
Formand for Dansk Sygeplejeråd

Imens risikerer borgeren at skulle vente på behandling, fordi sygeplejersken ikke kommer igennem til lægen.

Derfor er der brug for et selvstændigt virksomhedsområde til sygeplejerskerne, og frikommuneforsøgene er en oplagt mulighed for på den måde at vise tillid til sygeplejerskernes faglighed.

Så kan vi også undgå noget af det unødvendige bureaukrati, der stjæler kostbar tid hos både læger og sygeplejersker.

Overlap på sundheds- og servicelov
For det andet skal der tænkes nyt, i forhold til at medarbejderne i kommunerne både leverer pleje og behandling efter serviceloven og sundhedsloven.

En borger kan i dag modtage personlig pleje, ernæringsvejledning og forebyggelse efter både serviceloven og sundhedsloven.

En borger kan også modtage for eksempel rehabilitering efter både serviceloven eller sundhedsloven.

Og serviceloven og sundhedsloven har vidt forskellige krav til blandt andet skriftlig afgørelse, klagevejledning, dokumentation og opfølgning. Dette er langt fra optimalt set fra medarbejdernes og borgernes synspunkt.

Slip fagligheden fri
For det tredje er det vigtigt, at frikommunernes nye frihedsgrader bliver udnyttet og udfyldt i en dialog mellem den øverste ledelse og medarbejdere og ledere.

Kommunerne skal slippe medarbejdernes og ledernes faglighed fri og vise tillid til, at de bedst ved, hvad der er brug for hos den enkelte borger og dennes pårørende.

Tilliden til medarbejderne kan også ske ved, at kommunerne tager et opgør med bestiller-udfører-modellen, hvor der skal ligge en visitation forud for, at medarbejderne iværksætter en indsats.

Samtidig skal kommunerne gives mulighed for flerårige budgetter. Her har ministeriet også et ansvar.

Samarbejde med foskerne
Endelig – og for det fjerde – skal der lyde en kraftig opfordring til, at kommunerne indleder et samarbejde med forskningsmiljøer og derigennem sikrer god vidensopsamling og dokumentation.

I Norge oprettes der Universitetskommuner – som en kommunal pendant til Universitetshospitaler. Dette vil styrke forskningen i god omsorg, pleje og sygepleje og generere viden, som kan sikre høj kvalitet og sammenhængende og helhedsorienterede indsatser til den enkelte borger.

En sidste opfordring skal lyde, at frikommuneforsøgene ikke bliver en sovepude for landets øvrige kommuner.

Dog kan man håbe, at frikommunerne sætter et ambitionsniveau, der kan rykke ældreplejen i alle landets kommuner.

Men under alle omstændigheder ser vi frem til at såvel medarbejdere, tillidsvalgte, ledere, borgere og pårørende vil blive inddraget i denne vigtige proces for at skabe nye og bedre løsninger for værdig ældrepleje.