Erhverv Aarhus: Stive regler står i vejen for udenlandske sosu'er i ældreplejen

Helle Bastrup
Chef for international talent og relationer, Erhverv Aarhus
Vidste du, at hver femte sosu-medarbejder i Danmark er udlænding?
Tal fra Dansk Erhverv og Danmarks Statistik viser, at der siden 2015 har været en tilvækst på 22.000 nye sosu'er i Danmark – og af dem er næsten alle udenlandske statsborgere.
Med andre ord: Hvis ikke vi havde udenlandske sosu-medarbejdere, hang vores ældrepleje i en tynd tråd.
En problemstilling, vores danske politikere er godt bekendt med.
Regeringen har derfor også aktuelt planer om at hente mere udenlandsk sundhedspersonale til landet og er i dialog med både Indien og Filippinerne om dette.
Men selvom tanken er god, bør regeringen dog tænke sig om, inden de gør alvor af frieriet til de asiatiske sygeplejersker.
Vi har nemlig allerede tiltrukket cirka 1.800 iranske sygeplejersker, viste tal fra Dansk Sygeplejeråd i 2023. Men tal fra Udenrigsministeriet fra december 2025 viste, at der i dag kun er cirka 1.000 iranske sygeplejersker med opholdstilladelse.
Så man må antage, at omkring halvdelen desværre har forladt Danmark igen.
Ikke fordi de ikke gerne vil arbejde her, men på grund af regler, som vanskeliggør en egentlig ansættelse, hvad enten vi snakker jobs som sygeplejersker eller sosu-medhjælpere.
Stive regler står i vejen
En helt konkret udfordring er, at overenskomsten for sosu-medhjælpere indebærer, at der skal medregnes erfaring fra hjemlandet.
Det kan medføre et lønniveau, som gør ansættelse vanskelig.
For selvom en udenlandsk sosu-medarbejder kan bidrage positivt, vil kultur- og faglige forskelle ofte gøre, at vedkommende ikke starter på samme niveau som en medarbejder med tilsvarende erfaring fra det danske sundhedsvæsen.
Forståeligt nok er danske arbejdspladser ikke tunet ind på at ansætte kolleger, der måske ikke taler dansk.
Helle Bastrup
Chef for international talent og relationer, Erhverv Aarhus
Et problem, som dog må kunne løses med en mere fleksibel tilgang til ansættelsen. Og en erfaring, som må mane til eftertanke i jagten på at tiltrække flere udenlandske hænder.
Mange af de iranske sygeplejersker har taget danskundervisning, er faldet til og er stærkt motiverede for at bidrage i det danske sundhedsvæsen.
Det er spild, hvis stive regler står i vejen for, at de kan blive en del af løsningen.
Samtidig kan der være andet end regler, der står i vejen for et blivende ophold.
Desværre er Danmark ikke så nemt et sted at slå sig ned, som vi måske selv går og tror. En ny analyse fra Dansk Industri viser, at mange internationale forlader landet igen.
For EU-borgere med erhverv som opholdsgrundlag forlader cirka halvdelen Danmark inden seks år, og for statsborgere uden for EU er tallet næsten 60 procent.
Naturligvis skyldes nogle af udrejserne udstationeringer, forskerophold og lignende.
Men tallet dækker også over, at vi i Danmark har et kæmpe forbedringspotentiale, når vi taler om tilknytning og velkomst af internationale tilflyttere.
For hvordan skal vores internationale kollega egentlig få et netværk?
Når vi danskere får fri, er vi hurtige til at forlade arbejdspladsen, optaget af vores egen familie og foreningsliv. Tilbage står vores internationale kollega. Dertil kommer udfordringer med sproget og få karrieremuligheder.
Vi kan ikke klare os uden
Forståeligt nok er danske arbejdspladser ikke tunet ind på at ansætte kolleger, der måske ikke taler dansk.
En udfordring, som sidste år fik Aarhus byråd til at vedtage en ny strategi for international arbejdskraft, herunder oprettelsen af en ny organisation med navnet Hello Aarhus.
Vi skal nemlig blive bedre til at sige hello til alle de dygtige mennesker, som har valgt at gøre Danmark til deres nye hjem.
I Hello Aarhus arbejder vi på at klæde arbejdspladser bedre på, så de bedst muligt kan tage imod og integrere deres internationale medarbejdere.
Vi tror på, at den gode velkomst og inklusion er nøglen til, at tilflyttere vælger at se Danmark som deres nye hjem.
Helle Bastrup
Chef for international talent og relationer, Erhverv Aarhus
Vi arbejder også på at give internationale tilflyttere det bedst mulige overblik i forhold til alt det, man har brug for som ny i et andet land.
Vi tror på, at den gode velkomst og inklusion er nøglen til, at tilflyttere vælger ikke kun at se Danmark som et midlertidigt sted for et arbejde – men derimod som deres nye hjem.
Så lad os hjælpe dem, der allerede er her – så det derefter bliver endnu nemmere at byde velkommen til endnu flere internationale hænder – også meget gerne fra Indien og Filippinerne.
Vi kan faktisk ikke klare os uden.
- Redaktør: V og K har med et læk understreget den største knast i forhandlingerne
- SMVdanmark: Folketingets nye sundheds- og ældreudvalg skal arbejde mere med forebyggelse. Det kræver et opgør
- Mette Frederiksen vil skyde opgør om velfærdsforlig til hjørne. Nu håber fagbevægelsen på akutte Arne-forbedringer
- Formand for kommunalt ældreråd: Det moderne samfund efterlader for mange ældre i ensomhed
- Harpsøe troede, hun var ude. Men fik fire år mere: "Det har været meget følelsesladet"
















