Kommunale velfærdschefer: Fremtidens ældrepleje skal være både kaffe, kortspil og støvsugning

Det er aldrig svært at rette en sønderlemmende kritik mod styringsparadigmer og principper, når man står med et ben videre i en ny retning. Se bare på New Public Management.  

Nu er det BUM-modellen på ældreområdet, som er i spil. Tidens strømning er paradigmet om ’frisættelse’, ’tid til nærvær med borgeren’, og velfærd leveret i tillid til behovet fremfor kontrol af leverancerne.

Det giver så god mening set med mine øjne. Lige så god mening, som BUM-modellen nok har gjort det i sin tid, da den blev indført som et styringsredskab for den kommunale økonomi.

Samtidig er det klart, at vi ikke omlægger et gennemreguleret system fra den ene dag til den anden. Og panderynkerne over, hvordan vi kan garantere retssikkerheden og styre økonomien, hvis vi skal finde helt nye måder at levere ældreomsorg og -pleje på, kan godt blive dybe hos både politikere og embedsfolk som mig selv.

Den demografiske udfordring lægger pres på 

Når jeg alligevel er overbevist om, at tiden er moden til at opgør med BUM-modellen, skyldes det både strukturelle forhold og en ændring i mindset, som har været undervejs i nogle år.

Vi kender tallene: Voksende antal plejekrævende ældre. Mangel på medarbejdere i sektoren. Og stramme kommunaløkonomiske udsigter.

Jakob Bigum Lundberg
Direktør, Næstved Kommune, formand, Kommunale Velfærdschefer

Det strukturelle først: Vi kender tallene for den demografiske udvikling – et hastigt voksende antal plejekrævende ældre. Mangel på medarbejdere i sektoren. Og stramme kommunaløkonomiske udsigter, så langt øjet rækker.

Det i sig selv taler for at tænke nye tanker. Hvilket vi jo også har gjort i Danmark i flere år. Mange kommuner har taget den hollandske Buurtzorg-model til sig og tilpasser den nu til lokale forhold med lovende resultater, viser den første midtvejsevaluering fra Vive.

Vi har kørt frikommuneforsøg på mange områder med et mindset om at frisætte både medarbejdere og borgere fra snærende proces- og dokumentationskrav i et forsøg på at give fagligheden, tilliden og det professionelle skøn ny båndbredde.

Ønsket om helhedsorienteret, tværgående ledelse af fagprofessioner til gavn for borgerne er heller ikke en ny dagsorden i den offentlige sektor.

Tankerne og forsøgene har været og er mangfoldige. Så vi har altså både et tankegods og lokale, praktiske erfaringer med at tænke og agere velfærd i nye baner at trække på.

Lad os tænke en simpel tanke

Derfor giver det så god mening at kaste et kritisk blik på BUM-modellen på ældreområdet. Hvis vi for en stund lægger begreber som klagemuligheder, serviceniveauer og visitationsregler til side og tænker en helt simpel tanke:

Jeg er på besøg hos min aldrende, skrantende far. Det første, jeg gør, når jeg kommer ind ad døren, er at spørge ham: ”Hvordan har du det i dag?” Og: ”Hvad har du brug for, at jeg gør for dig?”. Min far vil så måske sige, at i dag skal han gerne lige vil have svinget en støvsuger, båret tomme flasker, glas og aviser ud, og så ville en kop kaffe og et spil Rommy være hyggeligt i forårssolen. Når jeg kommer igen i næste uge, er hans behov måske nogle helt andre – afhængigt af, hvordan han har det.

Så er vi ved det nye mindset. Tænk, hvis det tankesæt kunne overføres til ældreområdet. At den enkelte medarbejder var både bestiller og udfører – det vil sige, at man med afsæt i sin faglighed havde mandat til i dialog med min far at undersøge, vurdere og afgøre, hvad han har brug for af praktisk hjælp, pleje og omsorg de dage, hvor han får besøg af kommunen – og tilmed udføre plejen?

Velfærd er en solidarisk pulje

En endnu vildere tanke: Tænk, hvis medarbejderne i samarbejde med deres ledere lokalt kunne tilrettelægge hjælpen efter de skiftende behov hos min far og alle de andre ældre - behov, som naturligt forandrer sig fra uge til uge, måned til måned, år til år – afhængigt af, hvordan deres tilstand udvikler sig. Fremfor at skulle holde sig stramt til fagsystemer og visitationsafgørelser.

Vi skal behandle mennesker forskelligt, for at behandle dem ens.

Jakob Bigum Lundberg
Direktør, Næstved Kommune, formand, Kommunale Velfærdschefer

Det kræver en helt ny forståelse og accept hos alle parter for, at den leverede velfærd kommer fra en solidarisk og fælles pulje, der trækkes på.

Så hvis min gamle far i en periode har mindre brug for hjælp, men fru Jensen henne om hjørnet har mere, så får hun en større del af puljen i den tid, hvor det er nødvendigt. Det er en vurdering, den enkelte faglige medarbejder kan og må lave på daglig basis.

Tænk, hvis samme medarbejder havde en gruppe af borgere at passe, som betød, at medarbejderen kendte hver enkelt. Og borgeren vidste, at det var de samme medarbejdere, som altid kom for at yde pleje? Et ønske, vi har hørt tydeligt mange gange fra mange ældre.

Det er, vil jeg påstå, en skelsættende diskussion og et helt nyt mindset. At overlade faglige vurderinger og beslutninger til et kollektiv af medarbejdere og borgere. Ganske enkelt fordi de ved bedst.

Man kunne også sige: Vi skal behandle mennesker forskelligt, for at behandle dem ens. 

Sæt faglighed og myndighed fri

Men hvad så med økonomien? Og retssikkerheden? Så er vi fremme ved de mulige torne på roserne.

Retssikkerheden er jeg ikke så bekymret for. Den bør ligge forankret i en faglig tillid til den enkelte medarbejder.