Frivillige på plejehjem kan gøre mere skade end gavn – det er op til kommunen 

For faktisk nytter det ikke noget med flere frivillige, hvis flere frivillige skaber utilfredshed eller utryghed blandt kollegerne.

Og hvis frivilligheden kan være en forstyrrelse i de daglige gøremål, som allerede kører efter en stram tidsplan.  

Birte fik nogle gode fif med på vejen, men emnet er slet ikke færdigdiskuteret her.

For der er noget, vi ikke taler om: Giver det rent faktisk mening med flere frivillige på plejehjemmene? Og i så fald hvor mange og til hvad?  

Flere frivillige kan være en rigtig dårlig ide, hvis der ikke er nok ressourcer til at klæde de frivillige på.

Marie Baad Holdt 
Partner, Ingerfair

Borgere på plejehjem er i stigende grad mere svækkede og har typisk mange og komplicerede skavanker, der kommer med alderen.

Nogen har "bare" svært ved at gå og glemmer måske, hvor de er, mens andre har store udfordringer med at spise. De fejlsynker.

Og hvor frivillige kan være en stor hjælp og en støttende arm til den første gruppe, så kan de utilsigtet sætte den anden gruppe i fare, når de velmenende sætter et stykke kage hen til vedkommende, som i værste fald kvæles i kagen.  

Så flere frivillige kan være en rigtig dårlig ide, hvis der ikke er nok ressourcer til at klæde de frivillige på til opgaven – og opdatere dem, hver gang de kommer.

For med alderen kommer en skavank sjældent alene. Og det vil være det faste personales opgave at huske at fortælle, at nu må Hr. Hansen ikke længere spise, uden at der er personale ved siden af til at sikre, at det ikke går galt.  

I en travl hverdag er det sjældent, at frivilligheden er på dagsordenen. Men det skal den, hvis vi ser ind i en fremtid, hvor frivilligheden skal have mere plads.

Værdien af frivilligheden er nem at se, når smilende ansigter hjælpes ud af rickshawcyklen eller hjælpes tilbage fra højtlæsning og portvin.

Men samtalen om hvilken værdi eller hvilke rammer, der skal til for at skabe den værdi, er sjældent på dagsordenen. Og frivilligheden bliver en ting – en klat flødeskum – som kommer og går, uden at vi tager stilling til om – og hvordan – den bidrager til den opgave, et plejehjem har.  

Birte vil nemmere kunne "overbevise" kollegerne om, at frivillighed er en god ide, hvis værdien, som frivillige skaber, er mere synlig.

Og frivilligheden er på dagsordenen i forhold til hvorfor, hvad og hvordan – og hvis ressourcerne er allokeret derefter.  

Intet af dette er nævnt i den nye Ældrelov, som giver Kommunalbestyrelsen til opgave at "samarbejde med frivillige sociale organisationer og foreninger på ældreområdet".

Rammer, som de selv skal fastlægge, og som skal være i "tæt samspil med lokal- og civilsamfund [som] et vigtigt element i at øge kvaliteten og styrke en forebyggende tilgang til ældrepleje. Der skal være et tæt samspil med lokale fællesskaber og civilsamfund med respekt for den ældres ønsker og behov".

Jeg tror grundlæggende ikke på, at en lov om "tættere samspil" i sig selv giver mere frivillighed, og jeg vil nysgerrigt følge med i, hvordan frivillige sociale organisationer og foreninger på ældreområdet bliver inviteret ind.

Og så er jeg særligt nysgerrig på at se, hvad Ældreloven betyder for frivilligheden på plejehjemmene.  

Bliver Birte og hendes kolleger taget med på råd? Og hvilke rammer bliver der skabt for at sikre, at frivilligheden rent faktisk bidrager til, at plejehjemmet i endnu højere grad giver borgerne et godt hjem, hvor deres ønsker og behov bliver tilgodeset? 

Frivilligheden skal bidrage til, at plejehjemmets beboere får noget at se frem til. Noget at glædes over.

Frivilligheden skal være med til at gøre plejehjem et rart sted at bo og dermed også bedre for Birtes kolleger at komme på arbejde.