Harun Demirtas efter plejehjemssag: Sosu-elever mangler disciplin

Bliver ældre plejet, som de skal i Danmark?

Og har vi en god uddannelse i Danmark, der giver folk, som gerne vil arbejde i syge- og ældreplejen, de kvalifikationer, der er brug for?

I disse dage kører der en spændende debat om ældrepleje. Selvom debatten er blusset op efter nogle triste billeder og en forfærdelig sag, som mange af os ikke ved mere om end det, som vi har læst og set i fjernsynet, skal vi være glade for, at vi endelig diskuterer, hvordan ældre har det i Danmark.

Vi får flere og flere ældre, og plejen af ældre kræver mere viden og kompetencer end nogensinde. Vi udskriver dem hurtigere, når de er indlagt, og foretager også mange behandlinger derhjemme, fordi som politikerne siger: "Alt skal være nært".

Fru Jensen skal ikke indlægges, bare fordi hun har en urinvejsinfektion eller er dehydreret, hvis det er noget, som vi kan hjælpe hende med derhjemme.

Men har vi de rigtige kompetencer derhjemme?

Flere gange mødte eleverne op til det obligatoriske fremmøde, og gik ud for at shoppe på Strøget i stedet for at lave gruppearbejde.

Harun Demirtas

Mange mener, at det er indholdet af plejeuddannelserne, der ikke har været godt nok til at kvalificere folk til at yde en god pleje for vores ældre. Men det er forkert.

Vi har faktisk nogle gode uddannelser. Og indholdet er fint nok. Problemet er, at ikke alle er lige gode til at læse sine lektier derhjemme. Jeg er både social- og sundhedshjælper, social- og sundhedsassistent og sygeplejerskeuddannet.

Alle uddannelser har været fantastiske med fantastiske undervisere, der gjorde sit bedste for at lære os mesterværket. Men jeg er ikke sikker på, at vi som elever har været god nok til at lære det.  

Jeg kan for eksempel huske, at der under mine sosu-uddannelser var en mangel på respekt og disciplin blandt eleverne.

Flere gange mødte eleverne op til det obligatoriske fremmøde og gik ud for at shoppe på Strøget i stedet for at lave gruppearbejde. Ingen stillede spørgsmålstegn ved de H&M- og Zara-poser, som de dukkede op med sidst på dagen for at få sidste kryds og få fri.

At skolen i København lå lige overfor Kongens Have, blev også mange gange brugt som undskyldning for at komme væk fra bygningen og sidde under solen med en bog og kuglepen i hånden.

Men hvor mange gange vi har været flittige til at bruge kuglepennen, kan jeg ikke svare på. For ærlig talt var det ikke altid. Nogle kan pege på skoleledelsen og mene, at det var forkert af dem, at de ikke havde styr på eleverne.

Men man kan også vende det om og spørge sig selv, om man får nogle gode social- og sundhedsassistenter, hvis man tvinger dem til at sidde ved skolebænken otte timer om dagen?

For jeg tror, at det handlede om, at mange ikke syntes, at faget var spændende nok for dem. Brænder man for et fag, pjækker man ikke fra skolen. Social- og sundhedsuddannelsen var på det tidspunkt en uddannelse, som næsten alle kunne komme ind på.

Det var også løsningen, hvis man var arbejdsløs og træt af jobcenteret. Man kunne i 2,5 til 3 år være fri for jobcenteret og få elevløn mellem 18.000 og 20.000 kroner om måneden.

Og det var også det, som jeg hørte blandt mange elever. Med andre ord: De har misbrugt en elevplads på en uddannelse, som staten brugte mange penge på.

Mens jeg for at komme ind på sygeplejeuddannelsen skulle samle masser af dokumentation og skrive en motiveret ansøgning, skule jeg alene udfylde et skema for at komme ind på social- og sundhedsuddannelsen. Det var nok.

Manglen på plejepersonale har gjort vores land så desperat, at man faktisk tog alle ind. Jeg kan huske, at jeg gik i klasse sammen med nogle supersøde mennesker, der slet ikke kunne tale tydeligt dansk. Men de bestod alle sammen.

At uddannelsen ikke er på SU, men på elevløn, som faktisk også er ret godt forhandlet, tiltrækker også mange ind på uddannelsen. Selvom formålet med elevløn er at lokke flere ind og gøre faget spændende, kan man ikke helt udelukke, at nogle ser en økonomisk gevinst ved at tage uddannelsen fremfor at få et bevis i hånden for den gennemførte uddannelse.

Sosu-uddannelsen var for flere af mine klassekammerater en uddannelse, som man kunne hygge sig med i tre år med en god løn uden at blive presset til en aktivitet af jobcenteret. De færreste af dem brændte for at komme ud og tage et arbejde som social- og sundhedshjælper eller assistent. Det er synd.

Vi har skabt et desperat system, som er blevet udnyttet. Også af dem, som egentlig ikke brød sig om jobbet, men mere var trætte af jobcenterets pres. Det er synd for både vores ældre, men også de mennesker, der har følt sig presset til at tage en uddannelse for at få fred af systemet, der pressede dem.

Derfor, når man taler om uddannelsen, og om der skal laves noget om, er min påstand, at uddannelsen har været god nok. Men det er kravet om at få gennemført en uddannelse, der skal tænkes på ny.

Man skal brænde for faget og ikke tage uddannelsen som en nødløsning. For dem får vores ældresektor ingen gavn af. Og så skal man holde op med at debattere mangel på sosu-personale og sygeplejersker på det niveau, som man gør i dag.

Bare fordi vi mangler plejepersonale, skal man ikke give danskerne indtryk af, at det et meget nemt arbejde. For det er det ikke. Det er ikke alle, der egner sig til de vigtige funktioner.

Da jeg i 2013 var kommet ind på sygeplejeuddannelsen, havde jeg en dårlig fornemmelse under praktikken. Jeg syntes selv, at jeg havde meget godt styr på sygeplejeteorierne og praktikken.

Men jeg blev i min sidste del af praktikken forvirret på grund af en anden studerende, som jeg var i praktik med. Han var bedre til sygeplejeteorierne og kunne alle udenad.

Jeg blev derfor nødt til at tage en samtale med min praktikvejleder for at høre, om jeg var god nok. Hun kiggede undrende på mig. Hun syntes, at jeg var en fantastisk fremtidssygeplejerske, og at jeg aldrig skulle glemme det.

Og så tilføjede hun, at bare fordi man kan alle teorier og navnene på sygeplejefilosofferne udenad, skal man ikke tro, at man er en god sygeplejerske. Sygepleje handler ikke alene om bøger.

I dag er vi begge to sygeplejersker. Ham, som jeg altid kiggede imponerende over til, er dog ikke længere i sygeplejen på gulvet. Han tog en kandidat lige efter uddannelsen og skyndte sig væk fra gulvet.

Jeg kan ikke sige med sikkerhed, om sygeplejen ikke var noget for ham. For vi kunne begge to noget forskelligt. Men én ting er sikkert: Bøger og teorier rækker til et vist niveau. Kunsten ligger i at omdanne teorier i praksis og kunne være i det.

Det kræver først og fremmest kærlighed for faget. Som man siger klassisk: Man skal brænde for at gøre en forskel for andre mennesker.

-----

Harun Demirtas er tidligere flygtning og arbejder til daglig som sygeplejerske. Harun Demirtas har været rådgiver for unge LGBT-personer samt rådgivet om hiv og aids. Desuden er han næstformand i Dansk Sygeplejeråd, kreds H, samt bestyrelsesmedlem i Aids-Fondet. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.