Chefredaktør på Altinget siden maj 2017.
Jakob Nielsen er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og har tidligere studeret international økonomi ved CBS. Han har i en årrække været ansat på Politiken, bl.a. som indlandsredaktør, politisk redaktør og korrespondent i Bruxelles og Washington. Senest var han redaktør for Politikens netavis.
Forfatter til en lærebog om EU, en politisk biografi af Helle Thorning-Schmidt samt en bog om modstandsmanden og redaktøren Børge Outze.
Mette Frederiksen fortryder ting på stribe i ny bog
ANMELDELSE: Ny biografi af Mette Frederiksen forklarer hendes politiske udvikling fra venstrefløjsikon til allieret med DF, men undlader desværre at stille de besværlige spørgsmål.
Jakob Nielsen
Ansv. chefredaktørI barokkens tidsalder vandt portrætmaleriet frem som magtsymbol. I 1600-tallets Europa var det en måde at bevise status og position i de stadig mere sekulære samfund.
Forfatteren og journalisten Thomas Larsen indtager positionen som barokkens moderne mester i dansk politisk journalistik.
Med Helle Thorning-Schmidt som eneste undtagelse har samtlige statsministre siden 1982 plus yderligere fem partiformænd fra fire forskellige regeringspartier optrådt i bøger af Thomas Larsen.
Og med bogen Mette Frederiksen – et politisk portræt kan forfatteren føje endnu en partileder og potentielt endnu en statsminister til sin samling, der også omfatter bøger om kongehuset og Mærsk McKinney-Møller.
Hvem har det sidste ord?
For Mette Frederiksen er der på den måde tale om en særdeles godt timet blåstempling fra det borgerlige Danmarks mest prominente analytiker. Nu er hun med i det fine selskab.
Formen er en lidt besynderlig hybrid mellem en interviewbog og en biografi. Der optræder ikke andre mundtlige kilder i bogen end Mette Frederiksen, og skriftlige kilder benyttes mest til at understøtte hovedpersonens pointer.
Det fremgår ikke, om det er forfatteren eller politikeren, der har haft sidste ord om bogens indhold, men man får en fornemmelse af samarbejdets karakter på bogens sidste side, hvor Larsen takker Frederiksen for at have givet adgang til fortrolige dokumenter. Det er ikke en bog, der afsøger anonyme kilder eller for alvor udfordrer hovedpersonen. Det efterlader mange ubesvarede spørgsmål, og det er bogens afgørende svaghed.
Ikke noget kampskrift
Dermed ikke sagt, at bogen er uinteressant.
Samlet set giver den et godt overblik over de emner, der især optager Mette Frederiksen, få måneder før det valg, der står til at gøre hende til efterkrigstidens yngste statsminister. Samtidig fortæller den historien om hendes politiske udvikling fra højtråbende DSU’er på partiets venstrefløj til pragmatisk samler af partiets fløje.
Den indeholder en lille håndfuld nyheder, der gør os lidt klogere på, hvad Mette Frederiksen vil bruge magten til – og som senere kan bruges som målestok for hendes politiske resultater. Og det er nok netop politiske journalister og andre nørder, der er bogens primære målgruppe i højere grad end den almindelige vælger.
Bogen er ikke et brusende kampskrift, der berører læseren med Obamaske drømme eller med Trumpsk vrede, men derimod en meget skematisk gennemgang af Mette Frederiksens – ofte skiftende – syn på en række politiske områder, med udlændingepolitikken som det, der fylder absolut mest.
Mette Frederiksen fortryder ting
Som læser bliver man undervejs helt forpustet af alle de ting, Mette Frederiksen har nået at fortryde i sit trods alt korte politiske liv. For eksempel:
- Hun fortryder sit syn på Afrika (før mente hun, Vesten bar skylden for kontinentets problemer, i dag mener hun, lokale despoter er den væsentligste forklaring).
- Hun fortryder sit første møde med Poul Nyrup Rasmussen, hvor hun blev for skinger.
- Hun fortryder mængden af reformer i tiden som beskæftigelsesminister, og at hun ikke var bedre forberedt til at blive minister.
- Hun fortryder, at hun var med til at indføre uddannelsesloftet.
- Hun fortryder opgøret med lærerne i SRSF-regeringen.
- Hun fortryder sit syn på offentlige ydelser.
- Og mest af alt fortryder hun adskillige steder i bogen, at hun selv indtil for få år siden var en meget højrøstet fortaler for en mere lempelig udlændingepolitik end den aktuelle.
At politikere bliver klogere og tager bestik af virkeligheden, er helt generelt langt bedre end det modsatte, og Mette Frederiksen er befriende ærlig omkring sine egne læreprocesser.
”Det, man tror er enkelt, er ofte kompliceret. Det, man ser som sort og hvidt, har ofte farver og nuancer, når man kommer tæt på”, siger hun et sted i bogen.
Men antallet af fortrydelser taget i betragtning kunne man godt have ønsket sig, at bogen også havde levnet plads til en lidt dybere refleksion over, hvordan Mette Frederiksen arbejder med sin tvivl og sikrer sig mod, at hendes aktuelle synspunkter også ender på fortrydelsens losseplads.
Skizofrent syn på Thorning
En ting, Mette Frederiksen ikke fortryder, er hendes hårde opgør med embedsværket i de to ministerier, hun bestyrede i Helle Thorning-Schmidts regeringstid. De var tværtimod nødvendige, fordi systemerne enten var for fokuserede på den forrige regerings dagsordener (Beskæftigelsesministeriet) eller simpelthen dysfunktionelle (Justitsministeriet).
Bogen tegner et billede af en socialdemokratisk formand, der generelt ikke nærer stor tillid til de mennesker, hun arbejder sammen med, hvis man fraregner den lille håndfuld af de mest betroede folk.
Da Helle Thorning-Schmidt gør Mette Frederiksen til beskæftigelsesminister i 2011, tænker Frederiksen instinktivt, at posten er valgt for at gøre livet besværligt for hende. Da hun senere bliver forfremmet til justitsminister, tænker Frederiksen igen, at Thorning er ude på at ødelægge hende.
Først da arvefølgen i partiet er fuldstændig fastlagt, opstår der en slags tillid mellem de to.
Forholdet til Helle Thorning-Schmidt er i det hele taget temmelig skizofrent. I bogen lægger Mette Frederiksen ikke skjul på, at hun var dybt uenig i store dele af den politik, som SRSF – og senere SR-regeringen stod for. Det gælder især den økonomiske politik og de barske økonomiske reformer, der efter Frederiksens mening fik social slagside.
Alligevel lyder hendes samlede dom over Thorning-tiden, at ”vi fremrykkede offentlige investeringer, som er en klassisk socialdemokratisk måde at holde hånden under beskæftigelsen på, og vi lavede nogle af de svære reformer, som var nødvendige.”
Her kunne man godt ønske sig et bud på, hvordan Mette Frederiksen selv vil finansiere sine store ambitioner på velfærdsområdet, hvor der skal skabes mere nærhed, ansættes flere sygeplejersker, investeres i uddannelse og klima samt sendes politibetjente ud til danskere, der har haft indbrud.
Børnenes statsminister vil fjerne børn
Bogens prioritering af emner fortæller også noget om den socialdemokratiske formands verdensbillede.
Tre emner, der fylder ganske meget, er socialpolitik, udlændinge og EU.
Mette Frederiksen er – med sine egne ord – først og sidst ”socialpolitiker”. Det vender hun ofte tilbage til, og i et helt kapitel udfoldes hendes vision om at blive ”børnenes statsminister”.
Det vil nok komme bag på nogle, at det mest af alt handler om at tvangsfjerne flere børn fra de mest ressourcesvage forældre, også blandt indvandrerfamilier. Formålet er at mindske uligheden, som grundlægges allerede i barndommen.
Den tankegang åbner for en interessant politisk diskussion om statens rolle og om grænser for magt, men den bliver desværre ikke foldet ud. I stedet ender det som så mange andre steder i bogen med, at Mette Frederiksen lukker diskussion med anekdotiske beviser – ”Hun henviser til, at hun en dag mødte en somalisk kvinde i lufthavnen i Aalborg (…).”
Børnenes statsminister vil også gøre folkeskolen mindre akademisk, for der er kommet meget projektarbejde og fokus på tværfaglighed, og det er især blevet alt for svært for drengene at klare sig i skolen.
Til gengæld er højere ydelser ikke en del af planen om at blive børnenes statsminister, fremgår det. Mette Frederiksen tror nemlig ikke længere på, at flere penge altid er løsningen for de mest udsatte.
Frederiksen udsteder klar garanti
Den forkætrede udlændingepolitik dukker op igen og igen. Det ligger Mette Frederiksen meget på sinde at slå fast, hvor meget hun selv og partiet har taget fejl – og hvor fast hun står på den nuværende linje.
I et anfald af mild efterrationalisering husker hun ligefrem, hvordan der allerede i hendes folkeskole opstod slagsmål mellem flygtningebørn og danske børn i skolegården.
For at slå hamskiftet på det område endegyldigt fast udstyrer Mette Frederiksen Venstre og Dansk Folkeparti med en ubetinget vetoret i forhold til lempelser af udlændingepolitikken. Den slags garantier ender som regel med at gøre ondt på den, der udsteder garantien.
EU fylder også en del. Mette Frederiksen bebuder, at hun vil engagere sig meget i det europæiske arbejde som statsminister, fordi hun gerne vil styrke nationalstatens rolle i EU.
Paradoksalt nok er hendes mest konkrete politikforslag, at EU skal sikre fælles bund under selskabsskatten i hele EU, hvilket af mange vil blive betragtet som et angreb på den nationale suverænitet.
Kort om klimaet, kvinder og DF
Tre emner, der omvendt fylder overraskende lidt, er klimaet, ligestilling og Dansk Folkeparti.
Jo, der er da et helt afsnit om klima og miljø, men det kommer på side 270 og er overstået, længe inden vi når til side 280.
Ligestilling optræder mest i afsnittet om barndomshjemmet, hvor kønsrollerne var gammeldags. Man leder forgæves efter Mette Frederiksens definition af en moderne feminisme – eller bare en refleksion over, hvor hun i dag står i forhold til to af de kontroversielle forslag, der var med til at gøre hende landskendt, nemlig øremærket barsel til mænd og forbud mod prostitution.
Men bogens mest markante mangel er oplagt relationen til Dansk Folkeparti. På et par sider til sidst i bogen omtales det udmærkede forhold til Kristian Thulesen Dahl, men uden nogen som helst detaljer eller dybere analyse.
Uanset om det er Thomas Larsen eller Mette Frederiksens valg, forekommer det absurd. Der er ikke næppe noget, der har spillet en større rolle i Mette Frederiksens tid som formand for Socialdemokratiet, og der er næppe noget, der vil få større betydning for hende som statsminister, end forholdet til Dansk Folkeparti.
En benovet forfatter
Samlet set lever bogen derfor ikke op til sin ambition om at være et politisk portræt. Dertil optræder Thomas Larsen for loyalt – nogle gange grænsende til det servile.
Og i bogens sidste afsnit, en såkaldt epilog, løber begejstringen helt af med Thomas Larsen:
”Læser man de interne notater om Socialdemokratiets valgforberedelser, er de også uhyre grundige. Der ligger mange overvejelser bag udformningen af det budskab, den stemning og den tone, der skal gennemsyre kampagnen, og som skal mobilisere vælgerne.” (…) ”Arbejdsformen er udtryk for Mette Frederiksens tilgang til ledelse: Hun har sit eget kompas og sine egne holdninger til, hvad der skal kendetegne Socialdemokratiet, men hun vil have nøgterne analyser ved siden af. Hun træffer ikke beslutninger på grundlag af gætværk og fornemmelser.”
Sådan fortsætter det.
Mette Frederiksens rådgivere må juble over at få den slags hæder leveret direkte fra en markant influencer som Thomas Larsen. Og deres jubel er næppe blevet mindre af, at Berlingske i påsken bragte historien om den grundige forberedelse som en nyhed.
Efter endt læsning forstår man derfor godt, at Mette Frederiksen har ønsket sig en Thomas Larsen-bog. Ingen barokmaler kunne have tegnet et mere flatterende portræt.