Forsinkelse af landets største plejehjemsbyggeri efterlader København med ny kæmperegning
Den samlede pris for det nye Plejecenter Sølund stiger fra 1,4 til 2 milliarder kroner, vurderer Københavns Almene Boligselskaber (KAB). Ifølge Altingets oplysninger forventes Københavns Kommune at skulle betale et trecifret millionbeløb af regningen.
Frederik Gjersen Hansen
JournalistSøren Dahl
JournalistByggeriet af det nye Plejecenter Sølund på Ryesgade i det centrale Nørrebro skulle være en kronjuvel i Københavns Kommunes ældrepleje, men er endt med at være en økonomisk hovedpine.
For udover at byggeriet har stået stille siden maj, hvor entreprenøren blev smidt på porten, venter der de københavnske skatteborgere en ekstraregning på op imod 100 millioner kroner – en regning, der kan blive endnu større senere.
Samtidig kommer det til at have en direkte negativ konsekvens for de københavnske plejehjemsbrugere, siger SF’s sundheds- og omsorgsborgmester, Sisse Marie Welling:
“Det betyder jo dyrere husleje for vores ældre, der i fremtiden skal på plejehjem. Hvis vi ikke får gang i byggeriet, risikerer vores ældre københavnere også at skulle vente længere tid på at komme på plejehjem, når de har det behov.”
“Det er jeg jo ikke tilfreds med som sundhedsborgmester i København. Det siger sig selv,” fortsætter hun.
Det er stigende priser på byggematerialer, inflation og uenighed med en nu fyret totalentreprenør, der betyder, at prisen for plejecentret stiger med omtrent 600 millioner kroner, vurderer Københavns Almene Boligselskaber (KAB).
Plejecenter Sølund skulle oprindeligt koste 1,4 milliarder at bygge. Af de penge skulle 800 millioner kroner gå til entreprenørfirmaet Züblin.
Uenighed og nyt udbud
Men i maj sidste år førte uenigheder til, at boligselskaberne Københavns Almene Boligselskaber (KAB) og Samvirkende Boligselskaber (SAB) rev entreprenørfirmaets millionkontrakt i stykker.
Derfor skal en ny entreprisekontrakt sendes i udbud under de nuværende byggepriser. Et udbud, der samlet set kommer til at blive 600 millioner kroner dyrere. I alt stiger prisen for byggeriet til to milliarder koner.
Et beløb, der skal betales af KAB og Københavns Kommune. Indtil udbuddet er strikket sammen til efteråret, ved kommunen dog ikke, hvor meget den skal betale af gildet.
Men ifølge Altingets oplysninger ender regningen for Københavns Kommune minimum på omkring 100 millioner kroner.
KAB: Vi fulgte spillereglerne
I december 2020 vandt Züblin den fastprisaftale på 800 millioner kroner, som KAB og SAB havde sat i udbud for Plejecenter Sølund.
Men i maj 2022 rev boligselskaberne millionkontrakten over, efter Züblin krævede yderligere 314 millioner kroner for deres rolle i byggeriet af det, der forventes at blive landets største plejecenter med 360 plejeboliger.
Det slår jo nærmest gulvet i stykker under Københavns Kommunes økonomi.
Sisse Marie Welling (SF)
Sundheds- og omsorgsborgmester
Administrerende direktør i KAB Jens Elmelund er utilfreds med forløbet, men understreger, at det ville være i strid med loven at betale Züblin de ekstra millioner.
“Vi havde ingen mulighed for at gøre det inden for det aftalegrundlag, som vi er underlagt i den almene sektor. Vi er EU-udbudspligtige, og vi kan ikke æde 30 eller 40 procent ekstra uden et nyt udbud,” siger han.
Züblin ønsker ikke at kommentere på, hvorfor de stillede et krav på yderligere 314 millioner kroner, siden kontrakten på 800 millioner kroner blev indgået i 2020.
Sikkert er det dog, at byggepriserne for etageboliger siden kontrakten blev indgået i 2020 og herefter ophævet i maj 2022, steg med 12 procent. Det viser beregninger fra Danmarks Statistik udarbejdet for Altinget.
Er det ikke rimeligt, at Züblin kræver flere penge, når byggepriserne er steget?
“Når entreprenører byder i det her marked, hvor priserne udvikler sig meget uforudsigeligt, så er det klart, at man tager en meget, meget stor risiko. Men sådan er spillereglerne, når man opererer som professionel aktør, så laver man en kalkuleret risiko, hver gang man byder på en opgave,” siger Jens Elmelund.
Årlig udgift på 100 millioner kroner
Plejecenter Sølund skulle egentlig skulle slå dørene op i april 2026. Men KAB oplyser til Altinget, at den tidsplan skrider med knap halvandet år.
Tidsplanen – inklusive forsinkelsen – holder dog kun, hvis Københavns Kommune går med til at skæppe yderligere i kassen til plejehjemsbyggeriet.
Sisse Marie Welling understreger dog, at kommunen ikke har råd til at vente.
Ifølge borgmesteren skønner Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, at Københavns Kommune kan se frem til at skulle punge yderligere 100 millioner kroner ud årligt fra 2027, hvis ikke plejehjemmet står klar.
Det skyldes, at de ældre borgere i stedet skal bo på andre plejehjem uden for kommunen eller modtage hjemmehjælp.
“Det slår jo nærmest gulvet i stykker under Københavns Kommunes økonomi,” siger hun.
Ifølge Jens Elmelund har den ekstra udgift været med i overvejelserne, da KAB ophævede kontrakten med Züblin.
“Vi har været i tæt dialog med Københavns Kommune, og vi har indtrykket af, at de har fuldstændig forståelse for de skridt, som vi har været nødt til at tage,” siger han.