Professor: Ældrereformen løser langt fra de grundlæggende problemer i ældreplejen

Vi kan først overveje, om vi har en krise i ressourcerne, der er til rådighed for ældreplejen.

Relativt set gør vi det faktisk ikke så dårligt med de penge, vi bruger lige nu, i det vi yder hjemmehjælp til langt flere, end man gør i andre EU-lande.

Ikke desto mindre er de kommunale udgifter til ældrepleje i Danmark faldet gevaldigt, og især i perioden 2012 til 2017, hvor udgifterne faldt minus 11 procent per borger over 65.

Det skyldes især, at langt færre svækkede ældre fik hjemmehjælp, og som undersøgelser fra Vive har vist, skyldes denne reduktion i hjemmehjælp ikke mindre behov, men at kommunerne ændrede deres visitationspraksis og prioriterede borgere med størst behov.

Folketinget har over flere gange bevilliget yderligere penge til den kommunale ældrepleje, men der kom altså ikke flere penge per borger til området ude i kommunerne.

Fra 2027 tilføjer ældreformen en ekstra milliard, og det kan nok dække lidt af hullet fra tidligere, men det skal også benyttes til at implementere de organisatoriske ændringer.

Med flere ældre i befolkningen forventes udgifter til ældrepleje at stige fra de nuværende 3,5 procent af bnp til 4,7 procent i 2030. Der kræves med andre ord betydeligt flere penge for at kunne opretholde det nuværende serviceniveau.

Samtidig er der massive udfordringer med rekruttering og fastholdelse af personalet på ældreområdet.

Hvis ældreplejen primært bruges af lavindkomstgrupper, kan det svække opbakningen til skattefinansieret velfærd.

Tine Rostgaard
Professor MSO, Roskilde Universitet og Stockholm Universitet

Der mangler tusindvis af sosu-medarbejdere i sektoren, og hvert andet rekrutteringsforsøg ender forgæves.

Hver fjerde ansat har ikke en faglig uddannelse bag sig, på trods af at arbejdet omfatter komplekse sundhedsfaglige opgaver. Travlhed, lave lønninger, dårligt arbejdsmiljø og lav status bidrager til problemet.

En anden udfordring ligger i vores medborgerskab. Den danske velfærdsmodel bygger på principper om universalisme og lighed, hvor velfærdsgoderne skal være tilgængelige for alle borgere uanset indkomst.

Ideelt set skal ydelserne være så gode, at alle uanset økonomisk formåen benytter dem, hvilket sikrer villighed til at betale skat til dem.

International forskning viser dog, at det i Danmark er lavindkomstgrupper, der har størst sandsynlighed for at anvende hjemmehjælp, mens højindkomstgrupper i stigende grad køber privat hjælp eller tegner omsorgsforsikringer.

Dette burde vække politisk bekymring, da det truer den grundlæggende idé om, at velfærdsydelserne bruges på tværs af sociale klasseskel. Det skaber en form for privatisering af velfærden, hvor social ulighed truer med at underminere medborgerskabet.

Hvis ældreplejen primært bruges af lavindkomstgrupper, kan det svække opbakningen til at finansiere velfærd gennem skatten.

Endelig kan man tale om en legitimitetskrise i ældreplejen. Selvom Danmark traditionelt har en stærk velfærdsmodel, viser OECD's 2020 undersøgelse af sociale risici, at danskernes største bekymring ikke er økonomi eller sygdom, men utilstrækkelig ældrepleje.

Ældreplejen har længe været en prioritet på både kommunal- og nationalt niveau, hvilket afspejles i vælgernes prioriteringer.

Op til kommunalvalget i 2021 var ældreplejen næsten lige så vigtig som klimaet for vælgerne, men alligevel opleves en betydelig mistillid til, hvad systemet kan levere.

Der er bred enighed i dag blandt politikere og organisationer om, at ældreplejen er i krise, men løsningerne har været svære at finde.

Ældreformen lægger op til organisatorisk frisættelse og selvstyring, hvilket sætter kommunen, medarbejderne og borgerne mere i førersædet.

Løsningerne skal således findes lokalt og gennem mindre styring.

Reformen kan potentielt skabe innovation og lokalt tilpassede løsninger, men den risikerer også at forøge uligheden mellem kommunerne og mindske gennemsigtigheden.

Ældrereformen er et langt skridt fra at kunne løse de grundlæggende kriseproblemer i ældreplejen.

Tine Rostgaard
Professor MSO, Roskilde Universitet og Stockholm Universitet

Frisættelsen af medarbejderne kan forbedre arbejdsglæde, men som nyere RUC-forskning viser, kan selvstyrende teams øge interne spændinger.

Reformen afhjælper heller ikke den lave status af omsorgsarbejde, hvilket er afgørende for at tiltrække flere unge til sektoren.

På kort sigt løser reformen heller ikke de strukturelle kriser i den ulige adgang til ældrepleje. Når allokeringen af hjemmehjælp prioriterer borgere med lav indkomst, kan dette underminere ideen om kollektivt ansvar og skattemæssig solidaritet.

Et øget frit valg mellem offentlige og private leverandører skaber ikke nødvendigvis bedre ældrepleje eller tillid til systemet.

Alt i alt er ældrereformen et stort skridt mod mindre styring, men den er et langt skridt fra at kunne løse de grundlæggende kriseproblemer i ældreplejen.