Forskere: Ældrereformen står og falder med Mette Kierkgaards efterfølger

Ældreministeren Mette Kierkgaard (M) er stoppet.

Det er jo en del af det politiske liv. Ministre udskiftes og det politiske liv går videre.

Men i dette tilfælde er det et særligt stort tab.

Mette Kierkgaard har nemlig ikke blot været ressortminister. Hun har været en hoveddrivkraft i implementeringen af en af de mest omfattende reformer af ældreplejen i nyere tid.

Ældreområdet står midt i en omfattende omstilling – med nye greb som faste teams, dialogbaseret tilsyn og omfattende frisættelse af både medarbejderne og brugerne.

Men det afgørende ved reformen har ikke kun været de enkelte initiativer. Det har været måden, de er blevet til på.

En praksisnær reform

Med sin kommunale baggrund har Mette Kierkgaard haft en sjældent praksisnær forståelse for, hvad der faktisk skaber forandring i frontlinjen.

Hun har insisteret på at tage ud, lytte og inddrage.

Borgere, pårørende, medarbejdere, ledere og forskere er blevet inviteret ind som aktive medskabere af reformen. Der har været en reel villighed til at afprøve, justere og lære undervejs.

Med sin kommunale baggrund har Mette Kierkgaard (M) haft en sjældent praksisnær forståelse for, hvad der faktisk skaber forandring i frontlinjen.

Eva Sørensen og Tina Øllgaard Bentzen
Hhv. professor og lektor, Institut for Samfundsforskning og Erhverv

Erfaringer fra praksis har været en ressource, ikke en forstyrrelse. Det vidner om politisk ledelse, der både har været ambitiøs og ydmyg.

Ambitiøs i sine visioner om, hvordan det skal være at blive gammel i Danmark. Og ydmyg i sin forståelse af at en sådan reform kun få liv, hvis den bygger på følgeskab. 

Hvad vi ser her er et opgør med forestillingen om, at store reformer kan designes færdige bag lukkede døre på Christiansborg og derefter implementeres lineært ned gennem systemet.

I stedet har ældrereformen været båret af en erkendelse: At bæredygtige reformer kun kan skabes i tæt dialog med dem, der skal få dem til at virke – og leve med dem i praksis.

Implementering er en politisk ledelsesopgave

Netop derfor er ministerens afgang mere end et personskifte.

Fra forskningen ved vi, at store reformer, der ændrer den måde den offentlige sektor fungerer på, ikke implementerer sig selv.

De kræver politiske entreprenører – nogen, der holder retningen og sikrer, at reformen bliver til mere end fine ord.

Når målsætningen er at frisætte medarbejderne i ældresektoren og styrke en kultur præget af tillid og faglighed, kræver det mere end nye strukturer.

Eva Sørensen og Tina Øllgaard Bentzen
Hhv. professor og lektor, Institut for Samfundsforskning og Erhverv

Når målsætningen er at frisætte medarbejderne i ældresektoren og styrke en kultur præget af tillid og faglighed, kræver det mere end nye strukturer.

Det kræver vedvarende politisk opbakning, tydelige signaler om, at man mener det alvorligt, og vedvarende bestræbelser på at fjerne de barrierer, der måtte opstå undervejs.

For medarbejderne i den offentlige sektor har årevis af erfaringer med skiftende reformvinde og pseudoinvolvering skabt en vis skepsis. Er det her rent faktisk noget, der får reel betydning? Usikkerhed kan nemt få engagementet til at visne.

Mens den politiske beslutningsproces ofte får størst opmærksomhed, overser vi let, at implementering også er en politisk ledelsesopgave. Nogen skal holde processen i sporet.

Skal den modige beslutning om at sætte ældresektoren fri undgå at løbe ud i sandet og ende som endnu en reform, der aldrig rigtig blev implementeret?

Hvis vi skal undgå at det sker, er det afgørende, at man nu eller efter det kommende valg udpeger en ældreminister, der er klar til at bære faklen videre med ildhu.

Det er ikke kun vigtigt for at sikre, at den ambitiøse ældrereform implementeres ordentligt i bund, men også for at undgå at offentlige medarbejderne endnu engang oplever, at store politiske målsætninger forbliver uindfriede og at de vigtige erfaringerne med at samskabe reformer nede-fra-og-op ikke tabes på gulvet.