Radikale: Vi skal værne om den stigende pensionsalder

Det er i virkeligheden et lykkeligt faktum, der danner bagtæppe for det serviceeftersyn af pensionssystemet, vi inden længe skal kaste os over. Vi danskere bliver nemlig ældre og ældre. Og det er jo svært at være andet end glad over. Det vidner om et samfund, der bliver sundere – med bedre velfærd og højere livskvalitet.

Tager man økonom-hatten på, så giver den stigende levealder imidlertid også nogle udfordringer. For hvis man ikke løbende justerer tilbagetrækningsalderen, så betyder det helt naturligt, at vi bruger en mindre andel af vores liv på at arbejde og en større andel på at trække velfærdsydelser. Og det er desværre et ret simpelt regnestykke, at det ikke kan hænge sammen. 

Vi vil i så fald være nødt til at skære på andre velfærdsydelser, at lægge en dæmper på den grønne omstilling eller at sørge for, at forholdet mellem år på arbejdsmarkedet og på pension minder om det, vi har i dag.

Vi vælger det sidste. Og det er derfor, at det, vi kalder levetidsindekseringen af pensionsalderen, er så vigtig. 

Pensionen er historisk generøse

Den stigende levealder bliver af og til set som en verdensfjern skrivebordsøvelse i krystalkuglens skær. Men den er alt andet end det. Faktisk er levealderen allerede steget med mere end tre år siden Velfærdsaftalen blev indgået i 2006. 

En person, der gik på pension i år 2000 kunne se frem til 13,5 år på pension. Allerede ti år senere kunne en nyslået pensionist se frem til 17,5 år takket være både stigende levealder og ændrede regler. I 2030 vil pensionsalderen være steget fra 65 til 68, men også til den tid kan man se frem til godt 17,5 år på pension. I 2040 vil pensionsalderen være 70 år, og her kan nye pensionister se frem til 17 år på pension. 

Vi må også anerkende, at der selvfølgelig er udfordringer forbundet med én universel tilbagetrækningsalder

Samira Nawa (R)
Beskæftigelsesordfører

Selv med en pensionsalder på 70 år i 2040 vil man altså fortsat kunne se frem til markant flere år på pension end mange af dem, der er på pension den dag i dag.

Det lyder måske vildt, at man først kan gå på pension som 70-årig, men set i et historisk perspektiv er de nuværende pensionsforhold meget generøse, og det vil de også være i fremtiden. Samtidig går vi ind i en tid, hvor langt de fleste har veludbyggede arbejdsmarkedspensioner, som de kan trække på.

Vigtigere ting skal prioriteres

Det er helt fair at mene, at pensionsalderen ikke skal stige mere – at vi skal tilbyde kommende generationer flere år på pension end nuværende. Og mange flere år end tidligere generationer. Men jeg synes, der er vigtigere ting at prioritere.

Helt aktuelt skal vi investere massivt i vores sikkerhed og i grøn omstilling. Samtidig har vi i Radikale et ønske om at forbedre kvaliteten i vores uddannelsessystem, og der er et stort pres på udgifterne i sundhedssektoren, hvor der hele tiden udvikles nye, bedre og dyrere behandlingsformer. 

Derfor er det afgørende, at vi holder fast i den fortsatte levetidsindeksering af pensionsalderen. Det er en bærende søjle i vores økonomis holdbarhed.

Men samtidig må vi også anerkende, at der selvfølgelig er udfordringer forbundet med én universel tilbagetrækningsalder. 

Mange vil have adskillige gode år tilbage i sig, når de runder 70 år, og mange vil stadig ønske at bidrage på arbejdsmarkedet. Andre vil ikke kunne arbejde så længe, men vil efter et godt og langt arbejdsliv have behov for at trække sig tidligere. Derfor skal vi også have et pensionssystem, der er fleksibelt – i begge retninger.

Nogle af de eksisterende ordninger kan helt sikkert justeres og forbedres

Samira Nawa (R)
Beskæftigelsesordfører

Pas på med at pille ved systemets grundsøjle

Der er allerede gjort meget for at sikre den fleksibilitet. Til dem, der har behov for at trække sig tidligere, indførte vi seniorpensionen, og der er adgang til pensionsopsparingen før pensionsalderen – plus andre mere eller mindre velfungerende ordninger. 

Til dem, der gerne vil lægge flere år på arbejdsmarkedet, har vi fjernet modregningen i arbejdsindkomst, og vi har givet mulighed for at gemme sin folkepension til senere.

Vi kan muligvis gøre mere for at sikre en god fleksibilitet i tilbagetrækningsalderen, og nogle af de eksisterende ordninger kan helt sikkert justeres og forbedres. Det er vi åbne for at diskutere, og her ser jeg meget frem til, hvad Pensionskommissionen fremlægger af idéer. 

Men den bærende søjle – levetidsindekseringen – skal vi være ekstremt påpasselige med at pille for meget ved.