Debat

Sosu-skoler: Rekrutteringsbriller giver for snævert fokus på personalemangel

DEBAT: Rekrutteringsdebatten om social- og sundhedsmedarbejdere har været for snæver. Kig nye steder hen for at sikre fremtidens ældrepleje, skriver Danske Sosu-skolers formand, Lisbeth Nørgaard.

At være bedst kvalificeret betyder, at man forstår, respekter og accepterer den enkelte borger uanset dennes sociale, kulturelle eller religiøse baggrund, skriver sosu-formand.
At være bedst kvalificeret betyder, at man forstår, respekter og accepterer den enkelte borger uanset dennes sociale, kulturelle eller religiøse baggrund, skriver sosu-formand.Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lisbeth Nørgaard
Formand, Danske Sosu-skoler

Situationen er kritisk. Inden for de næste ti år kommer vi til at mangle 41.000 uddannede social- og sundhedsmedarbejdere.

Der er bred enighed om, at det er en bunden opgave for os som samfund at sørge for, at vi får uddannet flere faglærte social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter.

Vi må sikre, at vores ældre også i fremtiden kan få en værdig alderdom. En alderdom, hvor de bliver plejet af fagprofessionelle, der brænder for at gøre en forskel. Og som med dygtige hænder og hjernen fyldt med den nyeste viden yder en livsvigtig indsats for vores ældre.

Det er ikke nok at gøre vores uddannelser mere attraktive for de unge. For det første er konkurrencen om de unges gunst hård og årgangene små.

Lisbeth Nørgaard
Formand, Danske Sosu-skoler

Problemet er, at rekrutteringsdebatten indtil nu har været alt for snæver. Vi har primært diskuteret, hvordan vi får flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse direkte fra folkeskolen.

Det er ikke nok at gøre vores uddannelser mere attraktive for de unge. For det første er konkurrencen om de unges gunst hård og årgangene små.

For det andet sikrer unge-fokusset slet ikke vores mangel på faglærte til pleje og omsorg her og nu. I jagten på flere nye social- og sundhedsmedarbejdere er det derfor afgørende, at vi også fokuserer på andre målgrupper.

Få de brede rekrutteringsbriller på
Her tænker jeg på de mennesker, der af den ene eller anden grund må skifte branche. Som er ledige. Ufaglærte. Eller alle dem, der lige er kommet til landet.

Målgrupper, der i dén grad er motiverede for at vinde fodfæste i samfundet og blive selvforsørgende via uddannelse og job. 

Flere social- og sundhedsskoler tænker heldigvis allerede rekruttering i bredere forstand. De tilbyder forløb rettet mod for eksempel afskedigede slagterimedarbejdere eller hjemmegående østeuropæiske kvinder.

Gennem en social- og sundhedsuddannelse får de et nyt grundlag for at forsørge sig selv. Desuden får social- og sundhedsuddannelserne også flere muligheder med grundforløb og adgangskurser.

Tiltagene kan give flere muligheder for at komme godt i gang med og gennemføre en social- og sundhedsuddannelse.

Læs også

Sats på mangfoldighed på udddannelser
I bestræbelserne for flere hænder til ældrepleje er det vigtigt, at vi ikke slækker på vores krav til en høj kvalitet i uddannelserne.

Sammen med praktikstederne skal vi sikre, at vi uddanner de bedste både til gavn for fremtidens arbejdsmarked og for de borgere, der skal støttes, motiveres og hjælpes til en hverdag med livskvalitet og værdighed.

At være bedst kvalificeret kræver selvfølgelig, at teori og metoder i jobbet er på plads, herunder at kende til og at kunne anvende de muligheder, som den teknologiske udvikling tilbyder og fordrer.

Disse hjælpemidler kan og bør frigøre ressourcer til mere nærvær og empati i ældreplejen. At være bedst kvalificeret betyder også, at man forstår, respekterer og accepterer den enkelte borger. Uanset dennes sociale, kulturelle eller religiøse baggrund, kønsidentiteter eller spisevaner.

Samfundet udvikler sig, og gruppen af borgere, som skal plejes og drages omsorg for, udvikler sig også. De bliver mere mangfoldige, stiller andre krav og har andre forventninger. Den diversitet skal vi både afspejle og honorere på uddannelserne.

Kritisk situation er mulig at løse
Derfor er det vigtigt, at vi i rekrutteringsdebatten også har øje for en mangfoldighed blandt elever og uddannede, så de afspejler udviklingen i befolkningen generelt.

Både skolerne og arbejdspladserne skal være parate til at tage imod alle, der vil og kan bidrage – uanset køn, alder og herkomst.

Summa summarum: Vi skal naturligvis fortsat samarbejde med praktikstederne om at fastholde de elever, der allerede går på uddannelserne. Og de unge – ja, dem kan vi slet ikke undvære.

Men lad os nu også huske at plukke de andre frugter, der er inden for rækkevidde. Alle dem, der har motivationen, erfaringen og evnen til inden for kort tid at gå ind i pleje og omsorg.

Så vi kan løse den kritiske situation, som vi står i, og vi kan finde de 41.000 nye social- og sundhedsuddannede, som vores ældre og vores velfærdssamfund ellers kommer til at mangle.

Dokumentation

Temadebat: Hvordan skaffer vi nok varme hænder til at fremtidssikre ældreplejen?

Ældreplejen lider under personalemangel og rekrutteringsvanskeligheder, som tegner sig til at blive værre i takt med den demografiske udvikling.

Som en del af sidste års økonomiaftale aftalte regeringen, KL og Danske Regioner at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal give bud på, hvordan der kan uddannes og ansættes flere social- og sundhedsmedarbejdere over de kommende år.

Nu giver Altinget i en temadebat ordet til en række centrale aktører, som vil give deres svar på, hvordan de vil skaffe flere social- og sundhedsmedarbejdere til at sikre fremtidens ældrepleje, og hvad arbejdsgruppen skal have særligt fokus på.

Her er aktørerne:
  • Anders Kühnau (S), formand, Regionernes Lønnings- og Takstnævn, Danske Regioner
  • Anette Schmidt Laursen, direktør, Sosu Østjylland
  • Anne Regitze Lind-Holm, rektor, Bornholms Sundheds- og Sygeplejeskole
  • Grete Christensen, formand, Dansk Sygeplejeråd
  • Helle Linnet, landsformand, Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark (FSD)
  • Jakob Scharff, branchedirektør, DI Service
  • Jane Heitmann (V), medlem af Folketinget og ældreordfører
  • Karina Adsbøl (DF), medlem af Folketinget og ældreordfører
  • Kirsten Normann Andersen (SF), medlem af Folketinget og ældreordfører
  • Lisbeth Nørgaard, formand, Danske Sosu-skoler
  • Magnus Heunicke (S), medlem af Folketinget og sundheds- og ældreminister
  • Michael Ziegler (K), formand, KL's Løn- og Personaleudvalg, og borgmester, Høje-Taastrup Kommune
  • Nils Sjøberg (R), medlem af Folketinget og stedfortrædende ældreordfører
  • Tine Rostgaard, professor i komparativ social- og velfærdspolitik, Vive
  • Torben Klitmøller Hollmann, sektorformand, social- og sundhedssektoren, FOA.

I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lisbeth Nørgaard

Formand, Danske Sosu-skoler, direktør, Social- og Sundhedsskolen Esbjerg

0:000:00