Trine Bramsen: Sådan skød min boganmeldelse ældreoprøret i gang

I slutningen af anmeldelsen skrev jeg, at det kunne være interessant, hvis vi fik et ældreoprør på lige fod med #metoo og Black Lives Matter.

Både fordi jeg ikke tror, at kulturelle forandringer kommer af sig selv. Men også fordi der gennem de seneste 30-50 år er sket en omfattende udvikling i seniorgenerationen, mens vi som samfund ikke har fulgt tilstrækkeligt med. 

Et oprør er skudt i gang

Diskussionen om alder faldt på et tørt sted.

I hvert fald var identifikationen meget stor, og de efterfølgende dage og uger væltede det ind med henvendelser fra danskere, der har oplevet aldersdiskrimination i banken, forsikringsselskabet, på arbejdspladsen, i jobcenteret og i samfundet i almindelighed.

Aldersspredningen på henvendelserne var stor. Og der var også mange, der var klar til et oprør. Og dygtige folk som Eva-Marie Møller og Britt Bendixen var helt med på tankerne.

Ingen skal føle sig presset ud af arbejdsmarkedet eller opleve, at banken vender en i døren alene på baggrund af cpr-nummer. Og vi skal kunne tale om, at vi i vores sprog kommer til at tale ned til seniorer – også uden at ville det.

Trine Bramsen (S)
MF, fhv. forsvarsminister, transportminister og minister for ligestilling

Så det oprør blev skudt i gang. Både med debatter og indlæg i medier. Men også med et stormøde på Christiansborg, hvor deltagelsen endte med at blive så stor, at det tiltænkte lokale var for lille.

De fleste er enige om, at det jo ikke er fordi, at der har siddet nogle magtfulde mænd og kvinder i en kælder eller møderum og besluttet, at vi i Danmark skal diskriminere seniorer eller ældre.

Vores kultur, strukturer og ikke mindst historie har skabt vores forståelse af alder – og dermed vores adfærd. Den skal vi selvfølgelig turde konfrontere og udfordre.

Ingen skal føle sig presset ud af arbejdsmarkedet eller opleve, at banken vender en i døren alene på baggrund af cpr-nummer. Og vi skal kunne tale om, at vi i vores sprog kommer til at tale ned til seniorer – også uden at ville det.

Det er grundlæggende det, som ældreoprøret handler om.

Arbejdsgiverorganisationerne skal på banen

Opbakningen har som bekendt været massiv. Men det kom som en stor overraskelse, at arbejdsgiverorganisationerne fra start afviste enhver form for problem. Den position er svær at forstå.

Selvfølgelig er det glædeligt, at der er flere seniorer på det danske arbejdsmarked. Men det hjælper jo ikke dem, der oplever at blive presset ud – eller som ikke kan finde fodfæste på arbejdsmarkedet igen.

Faktisk forstærker det blot deres oplevelse af utilstrækkelighed. I min optik er det dybt besynderligt, at arbejdsgiverne ikke melder sig ind i oprøret og bliver en del af løsningen.

Arbejdsgiverorganisationernes blanke afvisning af problemet understreger til gengæld behovet for et ældreoprør. Både på det menneskelige og på det samfundsmæssige plan har vi ikke råd til at stikke hovedet i jorden, og ignorere den stadig større gruppe af medborgere, der har så meget at bidrage med i samfundet.

Oprøret er startet. Målet er at ændre vores samfund.

Og mon ikke arbejdsgiverorganisationerne også når erkendelsen af, at noget er forkert? Om ikke andet, så når deres formænd og direktører selv bliver ældre.