Vive med ny evaluering: Vi skal tale om, hvordan friplejehjem og kommuner ligestilles økonomisk

Kompleksitet gør kontrol vanskelig

Det er ikke fordi kommunerne ikke fremlægger deres beregningsgrundlag, men kompleksiteten i beregningerne så stor, at det i praksis er meget vanskeligt for friplejeleverandøren at eftergå beregningerne. Dette kan måske være en særlig udfordring for mindre friplejehjem uden nogen særlig administrativ støttefunktion.

Hvordan er det ellers gået med det nye afregningssystem og dets formål?

Først kan det konstateres, at markedet for friplejehjem har udviklet sig støt de seneste år. Siden 2013 er antallet af friplejehjem og pladser på friplejehjem tredoblet, og i dag er friplejehjemmenes markedsandel fem procent og stadig stigende.  

Evalueringen indeholder mange vigtige og nye indsigter, når man skal bedømme afregningssystemet.

Det drejer sig blandt andet om, hvorvidt kommunernes betaling sker via en kommunal takst eller en takst, der er aftalt mellem kommunen og friplejehjemmet.

I debatten overses det ofte, at der findes disse to takstmodeller, herunder at betaling for borgere, der er tilflyttere fra andre kommuner, kan ske efter en anden model og takst end for kommunens egne borgere.  

Friplejehjemmenes forhandlingsposition er et centralt opmærksomhedspunkt i det nuværende afregningssystem

Søren Kjær Foged og Ulf Hjelmar
Hhv. chefanalytiker og professor mso, Vive

Store forskelle i takster

Det fremgår også af Vives evaluering, at der er en forskel på 39 procent mellem laveste og højeste takst.

At der er forskelle i kommunernes takster, er som udgangspunkt ikke overraskende. Takstforskelle kan principielt forklares med variation i kommunernes omkostnings- og serviceniveau, men en forskel på 39 procent mellem laveste og højeste takst forekommer umiddelbart stor – og kan dække over usikkerhed i kommunernes takstberegninger.  

Hvad kan der så gøres ved disse opmærksomhedspunkter?

For det første kan der fortsat være behov for mere viden. Vives evaluering bygger blandt andet på en vurdering af takstfastsættelsen hos nogle af de aktører, som er tættest på i dagligdagen.

Vive er dog samtidig tydelige omkring, at der ikke er lavet en revisionsgennemgang af taksterne. En sådan revision kan være en vej at gå, selvom opgaven - hvis den skal udgøre en reel kontrolberegning – nok må forventes at blive ganske vanskelig.

Dette skyldes blandt andet, at de kommunale beregninger delvist bygger på skøn og fordelingsnøgler samt vil kræve dyb indsigt i den enkelte kommunes organisering og konteringspraksis.

Bedre vejledning eller ny kontrolenhed?

Ud over behovet for mere viden, kommer diskussionen af håndtag, der måske kan håndtere nogle af opmærksomhedspunkterne. Her har forskellige aktører luftet nogle mulige løsninger.

En foreslået vej har været en klarere vejledning, der for eksempel giver konkrete eksempler og gør det mere entydigt, hvordan taksten skal beregnes og dokumenteres.

Et andet forslag har været en kontrolenhed, som parterne kan søge rådgivning hos og klage til.

Andre mulige håndtag kan være en godkendelse af taksten hos en ekstern revisor, kurser for kommunale medarbejdere eller fastsættelse af en national/regional takstprocent for dele af taksten.

Der er behov for en debat om, hvilke af disse og andre mulige løsninger som er bedst, og hvad næste skridt kan være for at sikre, at friplejehjem og kommuner stilles lige økonomisk.

Det vil bidrage til, at borgerne fremover får gode muligheder for at kunne vælge mellem forskellige typer af plejehjem, der konkurrerer på lige vilkår.