Bliv abonnent
Annonce
Marlene Harpsøe
svarer
Udvalget

Hvad mener ministeren om brandsikkerheden på landets plejeinstitutio­ner?


Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

Ældreudvalget, Spørgsmål 32

Hvad mener ministeren om brandsikkerheden og brandkravene på landets plejeinstitutio­ner og vil ministeren se på at ændre i lovgivningen, så sprinkleranlæg skal installeres på alle plejeinstitutioner?

Svar fra mandag den 26. januar 2026

Jeg har forelagt spørgsmålet for Social- og Boligstyrelsen, der oplyser følgende:

”I perioden 2018-2020 blev der gennemført en undersøgelse af brandsikkerheden i alle landets plejeinstitutioner.

Undersøgelsen viste, at der i langt de fleste af landets kommuner var en eller flere plejeinstitutioner, hvor brandsikkerheden ikke opfyldte de relevante krav.

Undersøgelsen blev fulgt op af en omfattende indsats for at bringe de brandsikkerhedsmæssige forhold i orden på de plejeinstitutioner, hvor der var mangler. Samtidig blev de enkelte kommunale bygningsmyndigheder bedt om at indberette til styrelsen, hvornår de forventede, at samtlige plejeinstitutioner i kommunen levede op til de relevante brandkrav. Kommunernes indberetninger viste, at manglerne var udbedret ved udgangen af 2022 i samtlige plejeinstitutioner, bortset fra forsinkelser i tre kommuner, hvor særlige forhold ved de omfattede bygninger betød, at de sidste mangler først var udbedret i 2024.

Bygningsreglementets krav til brandsikkerhed skal særligt understøtte, at der ved en brands opståen ikke sker spredning af brand og røg, samt fremme en hurtig og sikker evakuering af de personer, der opholder sig i bygningen.

De krav der gælder til en bygnings brandsikkerhed, er de krav der gjaldt på tidspunktet for bygningens opførelse eller seneste større renovering.

Ejeren af en bygning kan således ikke blive mødt med krav om, at en bestående bygning skal ændres, så den opfylder de krav, der gælder for et nybyggeri i dag. Dette gælder også for ejere af bygninger, der anvendes som plejeinstitutioner. Ejeren af bygningen har dog til enhver tid ansvar for at sikre, at den påkrævede sikkerhed opretholdes i hele bygningens levetid med øje for 1 bygningens konkrete anvendelse. Det betyder bl.a., at bygningsejeren løbende skal tage stilling til brandsikkerheden og gennemføre ændringer, herunder yderligere brandsikkerhedsmæssige tiltag som eksempelvis installation af sprinkleranlæg, hvis dette vurderes nødvendigt for, at bygningen fortsat er sikker at opholde sig i.

Hvorvidt en plejeinstitution oppebærer den fornødne brandsikkerhed er desuden underlagt et løbende brandsyn i medfør af beredskabslovgivningen, der henhører under Forsvarsministeriet. Brandsynet, der udføres af det kommunale beredskab, har til formål at mindske faren for brand samt at medvirke til, at de konkrete rednings- og slukningsmuligheder er forsvarlige.

Endeligt er det den relevante kommune, der som bygningsmyndighed, har pligt til at søge ulovlige forhold lovliggjort, såfremt de bliver bekendt med dem.

Denne pligt gælder også i de tilfælde, hvor kommunerne selv er bygningsejere.” Brandsikkerheden i landets plejeinstitutioner handler grundlæggende om, at sårbare borgere skal kunne være trygge ved at bo og opholde sig i den bolig, de får stillet til rådighed. Den tryghed ligger mig meget på sinde, og jeg har tillid til og en forventning om, at det samme gør sig gældende for både ejerne af de enkelte plejeinstitutioner, de kommunale beredskaber og kommunerne som bygningsmyndighed.

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026