Analyse af 
Jakob Nielsen

2020 bliver Mette Frederiksens år – men hvad vil hun med det?

ANALYSE: Danmark har fået sin stærkeste statsminister siden Anders Fogh. Og nøjagtig som ham har hun en drejebog for, hvad magten skal bruges til. Men så hører lighederne op. For mens Fogh ville flytte danskerne gennem en værdikamp, så er Frederiksen mere optaget af klassisk politik – og af at flytte systemet.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Jakob Nielsen

Når Mette Frederiksen holder sin første nytårstale som statsminister, kan hun se frem mod et år – og måske et helt årti – som er hendes. Hverken i hendes eget parti, blandt hendes støttepartier eller i oppositionen er det til at få øje på nogen alvorlig trussel mod Frederiksens position. 

Derfor kan talen meget vel vise sig at være den vigtigste nytårstale, hun kommer til at holde. Ganske vist har Mette Frederiksen udsigt til at holde mange flere nytårstaler som statsminister, men det er nu – ved indgangen til hendes periode ved magten – at hun skal sætte kursen og forklare danskerne, hvad hun vil bruge magten til.

Den stærkeste siden Fogh
Tænk tilbage på Anders Fogh Rasmussen: Selv om han holdt otte nytårstaler gennem et dramatisk årti med krige, EU-udvidelse og Muhammedtegninger, så er det hans allerførste nytårstale fra 2002, der står tilbage. Det var den, hvor Anders Fogh indledte sit opgør med smagsdommerne og eksperterne i det, han kaldte ”et vildnis af råd, nævn og udvalg”.

Her lå nøglen til hele Foghs regeringstid.

Fakta
Jakob Nielsen (født 1971) er chefredaktør på Altinget. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og har studeret international økonomi ved CBS. I en årrække har han været ansat på Politiken som indlandsredaktør, politisk redaktør og korrespondent i Bruxelles og Washington.

Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Sammenligningen med Anders Fogh Rasmussen er på sin plads: Blandt embedsmænd og politikere er der enighed om, at Mette Frederiksen er den stærkeste statsminister siden Fogh – og at hun med sin beslutsomhed og topstyrede ledelsesstil på mange måder minder om sin forgænger fra nullerne.

Ligheden er så slående, at Anders Fogh Rasmussen selv forleden roste Mette Frederiksen for hendes måde at være statsminister på.

Begge indtog de Statsministeriet med en drejebog og en plan for, hvad der skal ske. Modsat deres to partifæller, Løkke og Thorning, som begge ankom med langt løsere planer, og som i højere grad improviserede med magten.

En omvendt Fogh
Forskellen mellem Fogh og Frederiksen er til gengæld også meget tydelig: Mens den første førte værdikamp, så er Mette Frederiksen langt mere optaget af at føre klassisk politik.

Man kan næsten sige, hun har spejlvendt hans opskrift: Da Anders Fogh blev formand for Venstre, fjernede han en masse forslag fra det klassiske, borgerlige idékatalog og bekendte sig til velfærdsstaten. Det var den pris, han betalte for at erobre midten og få magten. Den brugte han så på at føre værdikamp om udlændinge, ekspertvældet, kulturbegrebet og militaristisk udenrigspolitik.

Hans mål var at forandre den danske folkesjæl, så det 21. århundredes Danmark blev borgerligt. Og i dag kan man konstatere, at operationen i store træk lykkedes, men at patienten – den borgerlige fløj i Folketinget – døde undervejs.

Mette Frederiksen har erobret midten tilbage ved at bekende sig til mange af de værdipolitiske jordskred, der skete i nullerne. Det er den pris, hun og Socialdemokratiet betaler for at erobre midten tilbage og dermed få adgang til at føre en mere klassisk, socialdemokratisk fordelingspolitik. Det er, hvad der for alvor ligger hende på sinde.  

Som Mette Frederiksen selv konstaterer i Thomas Larsens bog om hende: ”Først og sidst er jeg socialpolitiker.”

Eller sagt på en anden måde: Hvor Fogh ville forandre danskerne, vil Frederiksen forandre Danmark.

Læren fra Thorning-tiden
Det er også i det lys man skal se hele diskussionen om Mette Frederiksens særlige rådgiver og regeringens kontroversielle beslutning om at ansætte partitro fagfolk som pressefolk i en række ministerier.

I kredsen omkring Mette Frederiksen er den alvorligste bekymring, at man om fire, otte eller ti år forlader regeringskontorerne uden for alvor at have gennemført politik, der drejer Danmark i en anden retning.

Den bekymring har flere ansigter. Socialdemokratiet har taget mindst tre erfaringer med fra Thornings regeringsperiode. 

Den første er den indlysende, at flerpartiregeringer – især hvis de omfatter de Radikale – er helt ubrugelige, hvis man vil gennemføre klassisk, socialdemokratisk politik. Derfor blev det allerede et år før valget meldt klart ud, at Mette Frederiksen ville danne regering alene. Og forleden indrykkede Socialdemokratiet igen den annonce, partiet lancerede i valgkampen, hvor det præsenterer sin politik på alle de øvrige partiers valgplakater. Det er sådan, partiet gerne vil se sig selv i 2020’erne: som den samlende og stabile faktor i et broget politisk landskab.

Vælg dine kampe
Den anden erfaring er, at man skal prioritere sine indsatser. I Thorning-regeringen lå der et bugnende regeringsgrundlag fyldt med politik, som embedsværket loyalt forsøgte at fremme. Men det blev aldrig besluttet, hvad der var allervigtigst, og derfor endte tilfældige sager med at være dem, der fyldte mest.

Thornings fatale fejl var, at Dong-salget og opgøret med skolelærerne endte med at blive de to største sager i en ellers på mange måder succesfuld regeringsperiode.

Det var en erfaring, som Mette Frederiksen også selv gjorde i Beskæftigelsesministeriet. I Thomas Larsens bog siger hun ligeud, at hun fortryder antallet af reformer, og at hun ikke var bedre forberedt på at blive minister.

Det er derfor, at alle ministre i Frederiksens egen regering i løbet af efteråret blev beordret til at levere en liste over deres vigtigste forslag til Statsministeriet. Her skal de fordeles i en centralt styret fireårsplan, der sikrer, at regeringen prioriterer sin tid rigtigt.

Tag magten over systemet
Den tredje erfaring ligger i direkte forlængelse af den anden og handler om at få gennemført sin politik i en hverdag, hvor sagerne hver dag nærmest af sig selv gror fra embedsværkets rækker og bliver til bunker på ministrenes skriveborde.

Gør politikerne ikke selv noget ved det, ender de med at blive slaver af det system, de egentlig skulle stå i spidsen for.

Læs også

Det er derfor, Mette Frederiksen har insisteret på at placere sin særlige rådgiver, Martin Rossen, i regeringens centrale udvalg. En af hans vigtigste opgaver her er at råbe op, hvis ministrene eller departementscheferne mister fokus på det, statsministeren gerne vil have fokus på.

Kritikere beskylder Socialdemokratiet for at indføre politiske embedsmænd ad bagvejen, men kritikken preller af på folkene i statsministerens inderkreds.

Her betragter man de særlige rådgivere og de løsrevne pressefolk i ministerierne som en meget lille modvægt mod den kraft, der udspringer af embedsværket og systemets inerti.

Derfor diskuterer regeringens topfolk også mulige reformer af selve systemet, som vil give den nuværende og kommende regeringer bedre muligheder for at gennemføre deres politik. Det kunne for eksempel ske ved at dele den nuværende stilling som departementschef op i to: en chef for den politiske rådgivning af ministeren og en anden mere fagligt betonet chef for de enkelte forvaltninger. Sådan en model kunne måske også mindske antallet af skandaler i statsforvaltningen lyder det fra regeringskilder.

Det rød-grønne systemskifte
Mens Anders Fogh udpegede eksperterne som sin fjende, har Mette Frederiksen et stykke hen ad vejen udpeget embedsværket som en modstander.

Det er en strategi, der kan give bagslag, for mens Fogh bare kunne fyre smagsdommerne og ansætte nogle nye, så er Mette Frederiksen i højere grad afhængig af embedsværket, når hun skal levere på sit politiske projekt. Omvendt vil hendes faste greb om systemet på Slotsholmen i bedste fald øge chancen for, at hun kan gennemføre det politiske projekt, der bragte hende til magten: koblingen af hendes dybtfølte sociale dagsorden med en ny generations politiske hjerteblod, klima. 

Når Mette Frederiksen holder sin første nytårstale, vil hun med sikkerhed både tale om klimaet, normeringerne i daginstitutionerne og om den besværlige ambition om at sikre tidligere pension til Arne. Det er nogle af de ting, vi ved, hun vil måles på. Det interessante bliver, om hun også sætter ord på, hvordan det sociale og grønne systemskifte, hun drømmer om at gennemføre, skal føres ud i livet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Fogh Rasmussen

Formand og stifter, Rasmussen Global og Alliance of Democracies Foundation, seniorrådgiver, Citigroup, fhv. generalsekretær, Nato, fhv. statsminister (V), partiformand & MF
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1978)

Helle Thorning-Schmidt

Fhv. statsminister (S), partiformand & MF, fhv. MEP, bestyrelsesmedlem, fhv. adm. direktør, Save the Children International, medformand, Facebooks Tilsynsråd
MA i europæiske studier (College of Europe, Brügge, Belgien 1993), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1994)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00