Debat

3F: Red den danske model og anlæg et annullationssøgsmål ved EU-domstolen

Hvis politikerne ikke anlægger et annullationssøgsmål, så accepterer Danmark indirekte, at EU kan blande sig i national løndannelse og vores succesrige danske arbejdsmarkedsmodel, skriver Henning Overgaard.

Vi ønsker sammen med resten af FH-familien, at Danmark skal anlægge et annullationssøgsmål. Det haster, fristen udløber få uger inde i 2023, skriver Henning Overgaard.
Vi ønsker sammen med resten af FH-familien, at Danmark skal anlægge et annullationssøgsmål. Det haster, fristen udløber få uger inde i 2023, skriver Henning Overgaard.Foto: Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix
Henning Overgaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

De politiske partier bruger klogt den nødvendige tid for at etablere et solidt grundlag for en ny regering. Imens tikker uret dog ned for en beslutning, der ikke kan udskydes: Hvordan håndterer politikerne vedtagelsen af et EU-direktiv om europæisk mindsteløn?

Fra dansk side har vi gennem mere end tre år stået last og brast om at være lodret imod direktivet: Regering og Folketing, de danske medlemmer af Europa-Parlamentet og DA og FH.

Der er ingen garanti for, at den danske arbejdsmarkedsmodel og danske lønmodtagere ikke bliver påvirket af direktivet på sigt

Henning Overgaard
Forbundsformand, 3F

Dels har EU slet ikke kompetence til at lovgive om national løndannelse og organisering, det er klart præciseret i traktaten som medlemslandenes ansvar. Og selv om de værste tidsler – set med danske øjne – er luget ud under forhandlingsprocessen i EU, så kan direktivet føre os ud på en farlig glidebane i forhold til, hvad EU skal lovgive om i fremtiden.

Endelige er der – på trods af forsikringer om det modsatte fra Kommissionens side – ingen garanti for, at den danske arbejdsmarkedsmodel og danske lønmodtagere ikke bliver påvirket af direktivet på sigt.

Nej til trusler mod vores arbejdsmarkedsmodel

I 3F er vi enige med DA's administrerende direktør Jacob Holbraad, som undervejs i forhandlingsprocessen klart tilkendegav, at "vi kan ikke acceptere noget, der risikerer at underminere den danske model."

Derfor skal Danmark – den kommende regering med opbakning fra det nyvalgte Folketing – anlægge et annullationssøgsmål ved EU-domstolen, inden fristens udløb.

Kun på den måde kan vi trække en nødvendig streg i sandet over for EU og fastholde traktatens klare formuleringer omkring medlemslandenes suverænitet vedrørende national løndannelse og organisering.

Det vil tvinge EU-domstolen til at tage stilling til lovligheden af direktivets indhold i forhold til traktaten og dermed i givet fald anlægge nogle klare præmisser for anvendelse af direktivet.

Hvis politikerne ikke anlægger et annullationssøgsmål, så accepterer Danmark indirekte, at EU kan blande sig i national løndannelse og vores succesrige danske arbejdsmarkedsmodel.

3F's grænse er simpel: Alle tiltag, der på nogen måde kan true vores arbejdsmarkedsmodel, siger vi nej til. Derfor ønsker vi sammen med resten af FH-familien, at Danmark skal anlægge et annullationssøgsmål. Det haster, fristen udløber få uger inde i 2023.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henning Overgaard

Forbundsformand, 3F, formand, Pensiondanmark
lager- og transportarbejder

Jacob Holbraad

Administrerende direktør, Dansk Arbejdsgiverforening, afgående bestyrelsesformand, PFA Pension (31/3-2024)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1996)

0:000:00