AE: Hele samfundet betaler prisen, når arbejdsgiverne slækker på stressforebyggelsen

Det er ikke realistisk at eliminere arbejdsrelateret stress fuldstændigt. Men hvis vi kan reducere arbejdsrelateret stress med bare en femtedel, giver det 1,5 milliarder kroner ekstra i statskassen og hæver det effektive arbejdsudbud med 11.000 fuldtidspersoner. 

Erhvervslivet har igen og igen råbt op om mangel på arbejdskraft.

Men hvis erhvervslivet virkelig mener, at mangel på arbejdskraft er så stort et problem, så er bekæmpelse af stress på arbejdspladsen et oplagt sted at gribe i egen barm.

Pisk og strammere rammer

Selvom den arbejdsrelaterede stress i sagens natur i høj grad kommer fra arbejdet, så bærer arbejdsgiverne altså kun en mindre del af den byrde, som arbejdsrelateret stress pålægger samfundet. 

Der er altså det, økonomer kalder en eksternalitet ved stressende arbejdsforhold. Og eksternaliteter bør man regulere.

Man kan grundlæggende regulere på tre måder. Med gulerod, pisk eller strammere krav.

Der er ingen snuptagsløsninger, som kan afskaffe stress.

Kristoffer Lind Glavind
Senioranalytiker, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Som jeg har redegjort for, er stress dyrt for arbejdsgiverne, og der er altså allerede rigeligt med gulerod. Det har dog ikke afhjulpet problemet.

Derfor bør vi overveje pisk og strammere rammer.

Det er dog ikke lige til, hvordan man bedst regulerer stressende arbejdsforhold. For eksempel er det svært at pålægge stressende arbejdsforhold en skat, som ellers er økonomers førstevalg. Og selv hvis man kunne, er det uklart, om det ville virke efter hensigten.

Der er dog andre muligheder, man kan overveje. For eksempel kan man kræve eller tilskynde til, at ledere bliver uddannet i psykisk arbejdsmiljø – eller sikre gode genoptrapningsplaner for medarbejdere, der kommer tilbage fra stress.

Der er ingen snuptagsløsninger, som kan afskaffe stress. Men hvis vi vil det til livs, skal der stilles flere krav til arbejdsgiverne.