AE til Akademikerne: Vi er nødt til at overveje, om vi uddanner for mange akademikere

Akademikernes formand Lars Qvistgaard retter især to kritikpunkter mod os i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i sit indlæg på Altinget 14. december. Dem vil vi selvfølgelig gerne svare på.

Det første kritikpunkt handler om vores fremskrivninger af arbejdsmarkedet. Qvistgaard skriver, at vi i AE fremskriver arbejdsmarkedet ”ud fra en præmis om, at arbejdsmarkedet i høj grad er statisk”.

Det er ikke rigtigt. Vores fremskrivning bygger på historiske trends over en periode på 24 år. Det betyder, at vi bruger en trendbaseret fremskrivning af efterspørgslen på arbejdskraft: Konklusionen er, at vi forventer, at efterspørgslen på akademikere vokser markant.

Spørgsmålet er, om vi uddanner for mange

Pointen med at lave fremskrivninger er at give os og politikerne noget at navigere efter i uddannelses- og arbejdsmarkedspolitikken.

Det, vi gerne vil diskutere, er, om vi ikke kunne vejlede lidt anderledes, så flere søgte ind på professionsuddannelserne eller på de korte videregående uddannelser

Mie Dalskov Pihl
Chefanalytiker og projektchef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Qvistgaard skriver i den anledning, at der ikke er ”noget, der peger på, at der ikke er efterspørgsel efter akademiske kompetencer på den lange bane”. Det har han ret i, og det påstår vi heller ikke. Vores fremskrivning viser netop, at efterspørgslen på akademikere vokser betydeligt i de kommende år.

Problemet er blot, at vi uddanner akademikere i et langt højere tempo, end efterspørgslen vokser. Frem til 2030 vil vi producere 150.000 flere akademikere, og det er lidt flere, end vi regner med, at efterspørgslen stiger. Derfor siger vi i AE, at vi nok skal overveje, om vi er ved at uddanne for mange akademikere.

Det er også vigtigt at huske på, at vi taler om akademikere som samlet gruppe. For der er selvfølgelig stor forskel på de enkelte fag og retninger, hvor nogen har høj ledighed, mens der er rift om andre.

Akademikerne skal imidlertid nok komme i job. Det er helt rigtigt, når Qvistgaard skriver, at arbejdsmarkedet er i stand til at absorbere den akademiske arbejdskraft. Vi frygter blot, at en del akademikere ikke kan finde akademikerjobs.

Kunne flere blive professionsbachelorer i stedet?

Når vi i AE blander os i diskussionen om fremtidens arbejdskraft, vejledning i uddannelsessystemet og den slags, så forestiller vi os ikke, at mange potentielle akademikere skal være faglærte i stedet.

Det, vi gerne vil diskutere, er, om vi ikke kunne vejlede lidt anderledes, så flere søgte ind på professionsuddannelserne eller på de korte videregående uddannelser. Her forventer vi nemlig en mangel.

Problemet er, at vi uddanner akademikere i et langt højere tempo, end efterspørgslen vokser

Mie Dalskov Pihl
Chefanalytiker og projektchef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Konsekvenserne af uddannelsespolitikken de sidste årtier har betydet, at antallet af akademikere i dag langt har oversteget antallet af velfærdsbachelorer på det danske arbejdsmarked.

Antallet af sygeplejersker, pædagoger, lærere og socialrådgivere på arbejdsmarkedet er vokset med knap 90.000 siden 1990, mens antallet af akademikere er vokset med over 350.000. Det er nærmest en firdobling af akademikere. I dag er der derfor knap 480.000 akademikere mod godt 270.000 velfærdsbachelorer. I 1990 var der flere velfærdsbachelorer end akademikere.

Det er paradoksalt, at jobfesten går uden om akademikerne

Qvistgaards andet kritikpunkt går på vores opgørelse af nyuddannede akademikeres ledighed. Vi ser på ledigheden et halvt år efter dimission og kommer frem til, at akademikere generelt har højere ledighed end andre faggrupper.

Til det svarer Qvistgaard, at hvis man opgør ledigheden to år efter dimission, er akademikeres ledighed den allerlaveste blandt alle uddannelsesgrupper. Qvistgaards tal understreger blot for mig, at mange akademikere netop har en sværere vej ind på arbejdsmarkedet efter studierne.

Samtidig er vi vidner til et paradoks: Det går rigtigt godt på arbejdsmarkedet i øjeblikket, men alligevel ser vi, at ledigheden for nyuddannede akademikere fortsat ligger på et højt niveau. Jobfesten går uden om dem. Det er bekymrende. Og det bekræfter mig igen i, at vi skal overveje, om vi uddanner rigtigt, og om vi uddanner for mange af de typer akademikere, som har en svær overgang til job.

Vi foreslår ikke en ny, hård dimensionering. Vi foreslår at lede flere unge over på andre uddannelser, hvor der er større behov de kommende år, og hvor indflyvningen på arbejdsmarkedet efter endt uddannelse ikke er nær så lang.