Debat

Akademikerne: A-kasserne kan skabe en mere meningsfuld og effektiv beskæftigelsesindsats

A-kasserne står stærkt, da de er landsdækkende modsat de kommunale jobcentre. Derfor bør man i højere grad overdrage beskæftigelsesindsatsen til a-kasserne, skriver Lisbeth Lintz Christensen.

Vi har nu en unik mulighed for at få gjort op med de store udfordringer, der har gennemsyret beskæftigelsessystemet i årevis , skriver formand for Akademikerne, Lisbeth Lintz Christensen. 
Vi har nu en unik mulighed for at få gjort op med de store udfordringer, der har gennemsyret beskæftigelsessystemet i årevis , skriver formand for Akademikerne, Lisbeth Lintz Christensen. Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Lisbeth Lintz Christensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I fremtidens beskæftigelsessystem skal hjælpen til ledige og virksomheder styrkes. Samtidig skal der findes 3 milliarder kroner i besparelser. Det er opgaven for ekspertgruppen til Fremtidens Beskæftigelsesindsats, der nu er i gang. Det kalder på helt afgørende nytænkning. 

Vi har nu en unik mulighed for at få gjort op med de store udfordringer, der har gennemsyret beskæftigelsessystemet i årevis.

En afgørende hovedudfordring er at give kommunerne plads, mulighed og ressourcer til at forbedre hjælpen til ledige med komplekse udfordringer. Nogle er lige blevet ledige og forventes uden de helt store vanskeligheder at finde job igen snart. Andre kæmper derimod med komplekse sociale eller sundhedsmæssige udfordringer, der ikke blot skyldes ledigheden, men ofte også bidrager til at forlænge perioden med langtidsledighed.

Uanset hvad, er det nødvendigt, at indsatsen bliver forenklet og fokuseret mod varig beskæftigelse med almindelige løntimer. Det skal være slut med, at de ledige bliver fanget i en kafkask labyrint af procedurekrav og blindgyder. I stedet skal der sikres en mere direkte og meningsfuld vej mod arbejde.

Styrk samarbejdet på tværs af kommunegrænser

Den anden store udfordring ligger i at sikre en indsats, der imødekommer forskellige arbejdsmarkeder. For højtuddannede er arbejdsmarkedet primært regionalt og ofte nationalt.

Det skal være slut med, at de ledige bliver fanget i en kafkask labyrint af procedurekrav og blindgyder.

Lisbeth Lintz Christensen
Formand for Akademikerne

Der er mangel på højt kvalificeret arbejdskraft over hele landet, og derfor kræver denne opgave en løsning hurtigt. Men beskæftigelsesindsatsen mangler i dag et fokus på geografisk mobilitet – det vil sige systematisk og struktureret samarbejde på tværs af kommunegrænserne. Heldigvis er vi på vej i den rigtige retning, men vi skal turde gå yderligere et skridt.

Akademikerkampagnen arrangerer eksempelvis i samarbejde med Aarhus Kommune og andre kommuner i regionen ofte fuldt bookede karrierebusser, hvor virksomheder ude i landet sammen med ledige akademikere inviteres til at mødes. Derved får virksomhederne effektiv hjælp til at få kontakt til akademikere med lige de kompetencer, de har behov for. Desuden bliver det tydeligt hvor virksomhederne kan hente hjælpen til rekruttering af kvalificeret arbejdskraft. Begge dele er vigtigt, når fremtidens beskæftigelsesindsats bliver udformet.

For Akademikernes perspektiv er den fornemmeste opgave for en ny indsats at styrke det gode match mellem virksomheder, der ønsker at rekruttere og de jobsøgende, uanset geografi. Akademikere er generelt set mindre hyppigt ledige end andre grupper og oplever lavere ledighedsgrad efter omkring halvandet år. Der er primært behov for en mere effektiv indsats de første måneder efter færdiggjort uddannelse.

A-kasserne vil gøre beskæftigelsesindsatsen mere meningsfuld

A-kasserne står stærkt, fordi de netop er landsdækkende, og beskæftigelsesindsatsen derfor ikke slutter ved kommunegrænsen, som det er tilfældet med de kommunale jobcentre.

Lisbeth Lintz Christensen
Formand for Akademikerne

Alt dette skal en ny beskæftigelsesindsats kunne håndtere. Og den oplagte vej frem er at sikre, at A-kasserne får en større plads i forhold til de forsikrede ledige i fremtidens beskæftigelsessystem.

A-kasserne står stærkt, fordi de netop er landsdækkende, og beskæftigelsesindsatsen derfor ikke slutter ved kommunegrænsen, som det er tilfældet med de kommunale jobcentre.

A-kasserne er eksperter både på medlemmernes faglighed og på arbejdsmarkedet aktuelle behov. De har et dybdegående kendskab til medlemmernes kompetencer, og vil derfor være i stand til at sikre en mere relevant indsats for den enkelte. En indsats der både er mere meningsfuld og mere effektiv. Derved er der meget forenkling og effektivitet at hente.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lisbeth Lintz Christensen

Formand, Akademikerne
cand.med. (Københavns Uni. 1994), speciallæge i geriatri, speciallæge i intern medicin

0:000:00