AE i ny analyse: Titusindvis af danskere er dobbeltramt af dårligt arbejdsmiljø

Dobbeltramte lønmodtagere har på den ene side arbejdsopgaver, der er fysisk nedslidende og giver dem ondt i kroppen (hårdt fysisk arbejdsmiljø). Og på den anden side er de ramt af arbejdsrelateret stress eller depressive symptomer efter at have været udsat for vold, trusler eller mobning på arbejdet (hårdt psykisk arbejdsmiljø).

Titusindvis af danskere er altså dobbeltramt af dårligt arbejdsmiljø.

De lever et liv med smerter og psykisk pres – fordi de går på arbejde. Og det har store konsekvenser. Både for den enkelte lønmodtager og familie, men også for virksomhederne og samfundet.

Hver fjerde lønmodtager, der sent i arbejdslivet har et arbejde, som både er fysisk og psykisk hårdt, ender med at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet tidligt.

Det kan være på førtidspension, efterløn, tidlig pension eller seniorpension. De kan altså ikke arbejde til pensionsalderen. Samtidig ved vi, at fysisk arbejdsmiljø er forbundet med flere sygemeldinger, og at arbejdsrelateret stress koster samfundet 55 milliarder kroner om året.

Det er problemer, der forventeligt vil vokse, i takt med at pensionsalderen stiger og arbejdslivet bliver længere.

Forureneren skal betale 
Når så mange er ramt af dårligt arbejdsmiljø, kræver det politisk handling. Arbejdsmiljøet skal forbedres.

Det kunne for eksempel være en ny forebyggelsesfond, som den der egentlig blev oprettet, da man i 2006 vedtog den stigende pensionsalder, men som hurtigt blev sløjfet.

Politikerne bør give arbejdsmarkedets nødudgange et eftersyn.

Kristoffer Lind Glavind
Chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Et andet tiltag kunne være at sørge for, at de arbejdsgivere, som nedslider medarbejderne, i højere grad er med til at betale de fulde omkostninger.

Et slags forureneren-betaler-princip for arbejdsmiljø.

Men for mange er skaden allerede sket.

Derfor er det centralt med værdige tilbagetrækningsordninger for dem, som bliver nedslidt før pensionsalderen.

Mens pensionsalderen stiger automatisk, vil der ikke automatisk blive færre nedslidte 60-årige. Derfor bør politikerne give arbejdsmarkedets nødudgange et eftersyn.

Politikerne bør for eksempel se på, at man først kan tilkendes seniorpension og tidlig pension (Arne-pension) henholdsvis seks og tre år før folkepensionsalderen.

Det betyder, at tilbagetrækningsmuligheder de facto bliver udhulet, som følge af den stigende pensionsalder. For Arne-pension medfører den stigende pensionsalder også et stigende krav til, hvor mange år man skal have arbejdet, for at være berettiget.

Alt i alt betyder det, at der i gennemsnit var 12.500 personer på Arne-pension i 2024.

Det tal vil allerede i 2030 være halveret til 6.300 personer ifølge Finansministeriets nyeste fremskrivning.

Det er langt under de cirka 15.000 modtagere man forventede i 2030, da ordningens blev aftalt.

Middelvejen
På sigt vil Arnepensionen nærmest udfase sig selv. At ordningen bliver brugt mindre end forventet, frigiver til gengæld penge.

Dermed er der økonomi til at forbedre ordningen inden for de oprindelige aftalte rammer.

Rigtig mange af dem, der risikerer at blive nedslidte, er i en alder, hvor de har stiftet familie og har mange faste udgifter.

Kristoffer Lind Glavind
Chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Endelig bør politikerne investere mere i middelvejen, for dem der er i risiko for eller måske allerede på vej til at blive nedslidte: et sporskifte. Det vil især sige efter- eller videreuddannelse til en jobfunktion, der er mindre nedslidende.

Rigtig mange af dem, der risikerer at blive nedslidte, er i en alder, hvor de har stiftet familie og har mange faste udgifter.

Derfor kan tre-fire år på SU eller aftenskole efter arbejde være rigtig svært at finde plads til i økonomien og/eller en travl hverdag.

Derfor bør politikerne i højere grad sætte ind med økonomisk støtte og fleksible videreuddannelsestilbud.

Det vil være gode investeringer – både for den enkelte og for samfundet.