Regningen for at skrotte store bededag lander hos arbejdsgiverne – og derfor er forslaget en genistreg

Det kan undre, at statsminister Mette Frederiksen ikke var forberedt på spørgsmålet om, hvem der egentlig skal betale for at udvide den årlige arbejdstid med syv en halv time, når store bededag afskaffes som national helligdag.

Men som det danske arbejdsmarked er indrettet, er der kun et muligt svar: arbejdsgiverne. Og netop derfor er forslaget ret genialt.

De voldsomt stigende energipriser har skabt en inflation på omkring de ti procent – voldsomt meget mere end lønstigningerne på tre-fire procent på det private arbejdsmarked.

Det er hårdt for lønmodtagerne, selv om man kan hævde, at mange års reallønsfremgang har polstret lønmodtagerne. Ikke desto mindre er det en voldsom stor udfordring for parterne at gå ind i overenskomstforhandlingerne med så vanskelige ydre rammer.

Ingen ønsker at smadre den danske konkurrenceevne og skrive under på et reallønsfald. Det kræver en bred ryg at lægge navn til gennembrudsforliget, som efter planen gerne skulle ligge i starten af februar.

Hvad, der kan fremprovokere en oprørsstemning hos fagbevægelsen, er ikke nemt at sige

Svend Bie

Hver gang vi fjerner en fridag, øger vi arbejdstiden med en halv procent. På det timelønnede område slår det umiddelbart igennem med en halv procent højere indtjening. Så for hver fridag, vi fjerner, mindsker vi gabet mellem den samlede indtjening og de prisstigninger, som lønmodtagerne har oplevet.

Når vi så samtidig oplever en stor mangel på arbejdskraft både i den offentlige og den private sektor, så er der vel bare tilbage at sige: Skulle vi ikke fjerne nogle flere, så vi kan gøre gabet mellem prisstigninger og indtjening endnu mindre?

Der har allerede været fagforeningsledere ude at sige, at forslaget om at fjerne store bededag lægger gift ud for forhandlingerne om OK23. Og i det mindste burde spørgsmålet have været drøftet med parterne.

At forslaget rent økonomisk ikke vanskeliggør OK23, men tværtimod gør det nemmere at få enderne til at nå sammen, burde være klart. Men hvad, der kan fremprovokere en oprørsstemning hos fagbevægelsen, er ikke nemt at sige – en provokation er jo ikke en rationel følelse.

Når alt dette er sagt, så lidt mere om teknikken, og hvorfor regningen altid havner hos arbejdsgiverne. For de timelønnede er det lige ud ad landevejen: Arbejder man 7,5 timer, får man løn for 7,5 timer ekstra.