Kommentar af 
Stine Bosse

Stine Bosse: Totalitær højredrejning styrer EU væk fra kerneværdierne

DEBAT: Den højrenationale understrøm går gennem hele Europa og er en trussel mod vores frihedsrettigheder. Men til det kommende EP-valg kan vælgerne hjælpe Unionen på ret køl igen, mener Stine Bosse, formand for Europabevægelsen.

Dansk Folkeparti med Peter Kofod i spidsen som EP-kandidat er gået med i sammenslutningen Fornuftens Europa. Fælles for medlemspartierne er, at værdien af retsstater viger for andre værdier, skriver Stine Bosse. 
Dansk Folkeparti med Peter Kofod i spidsen som EP-kandidat er gået med i sammenslutningen Fornuftens Europa. Fælles for medlemspartierne er, at værdien af retsstater viger for andre værdier, skriver Stine Bosse. Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Stine Bosse
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er valg til Europa-Parlamentet 26. maj 2019.

Det er et valg, som uanset problemer med klimaforandringer, cybertruslen og den galopperende ulighed, som finanskrisen også efterlod i Europa, mere end nogensinde tidligere kommer til at handle om vores værdier. Om hvem vi er.

Vi har i generationerne efter Anden Verdenskrig vænnet os til, at alle politiske meningsforskelle handlede om venstre eller højre, om fordelingspolitik og om graden af liberal tænkning.

At være konservativ var at ønske det eksisterende bevaret. Her må vi tænke os om og se for os, at totalitære kræfter melder sig på banen. Kræfter, der ikke ønsker at værne om magtens tredeling som garanten for den bedste universelle demokratiske samfundsorden, der ikke ser friheden til at ytre sig og pressens frihed som rettigheder, der netop kendetegner europæiske styreformer og partier, der ikke vurderer mindretallenes beskyttelse som væsentlig, uagtet at særligt Anden Verdenskrig har lært os værdien af dette.

Fakta
Stine Bosse har siden 2015 været formand for Europabevægelsen. Hun har siden 1999 bestridt adskillige bestyrelsesposter, blandt andet som bestyrelsesformand for Børnefonden og som bestyrelsesmedlem i tyske Allianz. 

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Den højrenationale understrøm går gennem hele Europa. I sit udgangspunkt var den imod Den Europæiske Union. Imod enhver tanke om at overlade suverænitet til organer uden for den nationale sfære. Og her strandede den britiske version af strømmen. I et forløjet Brexit, der ikke lader sig realisere i den form, det blev lovet, og som truer med at splitte Storbritannien i årtier frem. Men tag ikke fejl. Kræfterne bag har direkte ideologisk forbindelse til de ekstremt højrenationale i EU.

Rassemblement National (tidligere Front National), Lega Nord, Dansk Folkeparti, Alternative Für Deutschland og Finlands De Sande Finner har sluttet sig sammen i gruppen ”Fornuftens Europa”.

Den Europæiske Union er ikke perfekt. Langtfra. Men tror man på frie, stærke demokratier, der baserer sig på det faktum, at meget nutidig suverænitet enten opnås i fællesskab eller slet ikke opnås - apropos løsninger på migrantsituationen - så har EU stadig den bedste og mest demokratiske vej.

Stine Bosse
Formand for Europabevægelsen

Gruppen har lidt forskellige mærkesager, men er enige om, at vores frihedsrettigheder såsom menneskerettigheder, mindretalsbeskyttelse og værdien af retsstater, som vi kender dem, skal vige for andre værdier. Det er tydeligt at se, når Salvini, lederen af Lega Nor,d for nylig stod for en anti-LGBT-kampagne, som han fandt særdeles vigtig for Europas udvikling.

Pudsigt er det også, at Salvini og Lega Nords succes bygger på en stærk kritik af resten af EU’s holdning til ikke at ville deltage i løsninger på migrantkrisen. Løsninger, som særligt Dansk Folkeparti og de øvrige deltagere har modarbejdet, og som flere advarede om, ville fremme det ekstreme højre i Italien. Forvirret? Populisme er og bliver uden nogen form for rød tråd, andet end ønsket om magt, så uimodsagt som overhovedet muligt.

Den Europæiske Union er ikke perfekt. Så langtfra. Men tror man på frie stærke demokratier, der baserer sig på det faktum, at meget nutidig suverænitet opnås i fællesskab eller slet ikke opnås – apropos løsninger på migrantsituationen – så har EU stadig den bedste og mest demokratiske vej.

Læs også

Vil man have indflydelse på de store spørgsmål som klimakrisen, migrantsituationen, sikkerheden i bredeste forstand og for den sags skyld også i mindre, men stadig meget betydningsfulde områder som fødevaresikkerhed, persondatabeskyttelse og skatteopkrævning i meget, meget store virksomheder, så stem 26. maj. Til det valg, hvor der ikke fedtes med datoer. Til det valg, som er planlagt i god tid.

Ved det forstående valg til Europa-Parlamentet bør man dog være ekstra omhyggelig. Hvem leger den kandidat, som man vælger, med i Parlamentet? Hvilke værdier driver den europæiske sammenslutning af partier, som man indgår i? Og hvordan har de stillet sig konkret til forskellige spørgsmål.

Vi er i Danmark stadig kendetegnet ved meget høj opbakning til Unionen, men vi er desværre også kendetegnet ved lavere valgdeltagelse ved europaparlamentsvalget end ved folketingsvalget. Dette bør vi ændre på denne gang. Klart og tydeligt tilvalg af de værdier, vi kender. Klar og tydelig stillingtagen til, at vi skal løse de store udfordringer. Og endnu vigtigere: Hvordan vi skal gøre det.

----------

Stine Bosse har siden 2015 været formand for Europabevægelsen. Hun har siden 1999 bestridt adskillige bestyrelsesposter, blandt andet som bestyrelsesformand for Børnefonden og som bestyrelsesmedlem i tyske Allianz. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Dokumentation

 


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Stine Bosse

EP-spidskandidat, Moderaterne, Formand, PlanBørnefonden, Bestyrelsesmedlem i Allianz, Assistancebolaget og DNB
cand.jur. (Københavns Uni. 1987)

0:000:00