Bliv abonnent
Annonce
Debat

Psykologforening: Et nyt beskæftigelsessystem skal kunne håndtere mennesker ramt af sygdom, tab og skilsmisse

En undersøgelse viser, at 50 procent af borgerne peger på, at jobcenteret har set bort fra udtalelser fra deres læge, psykolog eller psykiater. Det skal der laves om på, mener Mette Thorlund Lauritzen og Susanne Zajac.
En undersøgelse viser, at 50 procent af borgerne peger på, at jobcenteret har set bort fra udtalelser fra deres læge, psykolog eller psykiater. Det skal der laves om på, mener Mette Thorlund Lauritzen og Susanne Zajac.Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
26. februar 2025 kl. 05.00

M

Formand og næstformand, Social- og beskæftigelsespsykologisk selskab, Dansk Psykolog Forening

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

De fleste kender legenden om Fugl Føniks – en stor mytisk ildfugl, der lever meget længe, før den dør i flammer og siden forynget genopstår af asken.

Nogenlunde sådan kan fortællingen om det danske beskæftigelsessystem også komme til at lyde, hvis politikerne med en ny reform skaber et nyt og bedre system.

Men historien kan også ende mørkere. Med et udbrændt system, hvori mennesker på kanten af arbejdsmarkedet bliver efterladt, uden at få støtte til at komme i beskæftigelse på en meningsfuld måde, og uden at få hjælp til deres udfordringer.

Hvilke af de to slutninger, det bliver, afhænger af de forhandlinger, som regeringen nu vil indkalde til. Konkret med en ambition om at spare tre milliarder, ved at nedlægge jobcentrene og give kommunerne mulighed for fri organisering.

Læs også

Man ønsker at bygge et mere simpelt system, der "efterlader rum til at se det enkelte menneske, der kommer ind ad døren," siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen til DR.

Som beskæftigelsespsykologer med indgående kendskab til jobcentrene og beskæftigelse systemet, kan vi skrive under på, at der er plads til forbedring – herunder at skære ned på kontrol i systemet.

Men vi tvivler på, at det er muligt at spare tre milliarder og forbedre indsatsen samtidig.

Relationen til arbejdsmarkedet er smuldret

Det er vigtigt at være opmærksom på, at personer, der er langvarigt i beskæftigelsessystemet, ofte har langt mere komplekse udfordringer end arbejdsløshed.

Vi møder ofte mennesker, der er gået ned med stress gang på gang. Mennesker, der har oplevet tab, sygdom, skilsmisse, før deres relation til arbejdsmarkedet også er smuldret. Eller mennesker, der har hoppet fra tue til tue i deres næsten ikke-eksisterende arbejdsliv.

Man efterlader en gruppe sårbare mennesker på perronen, hvis man fyrer psykologer i beskæftigelsesindsatsen som en del i at spare de tre milliarder.

Mette Thorlund Lauritzen og Susanne Zajac
Hhv. formand og næstformand, Social- og beskæftigelsespsykologisk selskab

Langt de fleste drømmer om et selvhjulpent liv, hvor der ikke er behov for os og vores kollegaer i jobcentrene. Sådan er virkeligheden bare ikke.

Derfor efterlader man også en gruppe sårbare mennesker på perronen, hvis man fyrer psykologer i beskæftigelsesindsatsen som en del i at spare de tre milliarder.

For ikke at nævne det potentiale, samfundet taber på gulvet: Lav mental trivsel alene resulterer årligt i 9.851 millioner i ekstra omkostninger ved tabt produktion relateret til fravær fra arbejdsmarkedet og tidlig død.

Politikerne bør diskutere, hvordan man gearer et nyt system til at sætte ind over for de udfordringer – ud over ledighed - som sygemeldte eller arbejdsløse borgere ofte kæmper med.

Vi vil gerne foreslå fire konkrete indsatser.

1. Giv mulighed for rådgivende samtaler med en psykolog

Mennesker, der får længerevarende sygdomme såsom kræft, hjertesygdom og psykisk lidelse er i stor risiko for at falde ud af arbejdsmarkedet eller udvikle eksempelvis depression.

Derfor foreslår vi, at de tilbydes samtaler med en psykolog med viden fra beskæftigelsesområdet. Samtalerne skal ikke erstatte behandling, men vi kan hjælpe borgerne med at få overblik over deres livssituation, så de kan handle på den - eksempelvis ved at lægge en bæredygtig plan for tilbagevenden til deres job sammen med deres chef.

2. Kommuner skal anerkende erklæringer

En undersøgelse viser, at 50 procent af borgerne peger på, at jobcenteret har set bort fra udtalelser fra deres læge, psykolog eller psykiater.

Det er slet ikke holdbart. Er der lavet en erklæring, skal kommunerne anerkende og inddrage anbefalingerne.

Læs også

3. Afklarende psykologsamtaler til unge

Der skal være bedre hjælp at hente for de 43.000 unge, der ikke er i uddannelse eller job. Regeringens Ungeløfte er godt, men man kan gøre mere.

Konkret foreslår vi, at de unge mødes med afklarende psykologsamtaler, hvor vi kan få indblik i de ressourcer og barrierer, som de oplever, og finde den rette indsats for netop dem.

4. Lad psykologer hjælpe med at skabe et rummeligt arbejdsmarked

Der mangler arbejdskraft i Danmark, og vi har brug for et arbejdsmarked, hvor alle har mulighed for at bidrage med det, de kan.

Vi foreslår, at arbejdspladserne får mulighed for at trække meget mere på psykologer i beskæftigelsesindsatsen. For vi har fagligheden til at søge det rette match mellem borger og arbejdsplads, guide lokale ledere og planlægge jobfunktioner til mennesker med eksempelvis psykiske udfordringer, handicap eller på anden måde nedsat arbejdsevne.

Vi håber, politikerne vil følge vores forslag.

Vores opfordring er først og fremmest, at de – frem for at låse sig fast på et sparemål – ser på, hvordan man kan luge ud i mistillid, sanktion, overvågning, samtidig med at man gror flere støttende indsatser frem.

’Mindre kontrol – mere støtte’ ville være et godt mantra for ny beskæftigelsesreform, hvis man ønsker, at en Fugl Fønix skal vokse ud fra et udbrændt system.

Læs også

Artiklen var skrevet af

M

Mette Thorlund Lauritzen og Susanne Zajac

Formand og næstformand, Social- og beskæftigelsespsykologisk selskab, Dansk Psykolog Forening

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026