Danske A-kasser: Det er som om Vanopslagh har glemt, hvordan flexicurity virker

Liberal Alliance er igen ude med ideen om at halvere dagpengeperioden – fra to år til ét.
Ideen er heldigvis blevet skudt ned af mange. Senest her i Altinget af Morten Refskov, formand for Lærernes A-kasse.
Og det er glædeligt med den kontante nedskydning. For Liberal Alliances idé er et decideret frontalangreb på den danske flexicuritymodel.
Alex Vanopslagh og hans partifæller ved det godt – men i deres økonomisk liberale verdensbillede er det en pris, der er værd at betale. Det fylder mindre, at vi som samfund bliver fattigere.
Flexicurity hviler på en balance: Arbejdsgiverne får fleksibilitet, lønmodtagerne får tryghed. Det er dét, der gør vores arbejdsmarked dynamisk – og vores økonomi robust.
Fleksibiliteten betyder, at virksomheder nemt kan hyre og fyre, når der er behov. Det er med til at skabe vækst og arbejdspladser, fordi virksomhederne hurtigt kan tilpasse sig, når konjunkturerne svinger. Men modellen virker kun, fordi den anden del af balancen også er der: trygheden.
Fleksibilitet kræver tryghed
I Danmark handler den tryghed om retten til dagpenge i op til to år – og muligheden for at optjene et ekstra år gennem arbejde.
Langt de fleste bruger ikke hele perioden, men bare det, at den findes, giver en vigtig sikkerhed.
Undersøgelserne placerer Danmark enten som nummer ét eller blandt de øverste lande hver gang Eurostat måler på, hvor hurtigt ledige kommer i job.
Eva Obdrup
Formand, Danske A-kasser
Hvis perioden halveres, ryger noget af den tryghed, og så tipper balancen. Så vil lønmodtagerne i stedet begynde at kræve mere sikkerhed i deres ansættelser – for eksempel længere opsigelsesvarsler, som man ser i andre lande – og det vil begrænse fleksibiliteten. Resultatet er et mindre smidigt arbejdsmarked.
Det er desuden vigtigt at huske på, at nogle af de få personer, der bruger op til to år af deres dagpengeret, ikke er ledige hele vejen igennem. De tager de job, de kan få – ofte kortvarige ansættelser – og havner derfor i flere ledighedsforløb. Det er præcis den slags ansvarlighed, vi som samfund ønsker.
Statistikker fra Eurostat viser i øvrigt konsekvent, at folk generelt ikke er ledige i lang tid i Danmark.
Undersøgelserne placerer Danmark enten som nummer ét eller blandt de øverste lande hver gang Eurostat måler på, hvor hurtigt ledige kommer i job.
Ved den seneste opgørelse lå Danmark igen som nummer ét. Dette viser tydeligt, at det danske arbejdsmarked fungerer effektivt.
Husk, at medlemmerne selv betaler
Og så er der noget helt grundlæggende, som Liberal Alliance tilsyneladende overser: Dagpenge er en forsikringsordning. Medlemmerne betaler selv – næsten 10 milliarder kroner årligt før skat – og staten dækker kun den yderste risiko.
Det er en solidarisk og samfundsbærende løsning, hvor lønmodtagere og stat sammen opretholder sikkerhedsnettet.
Man kan ikke blive ved med at forringe en forsikring, folk betaler det samme for.
Det ville jo heller ikke være rimeligt, hvis din bilforsikring hvert år dækkede mindre, mens prisen var den samme. Så ville du droppe forsikringsselskabet.
Det samme risikerer vi her: A-kasserne vil miste medlemmer, og det kollektive system vil smuldre.
I sidste ende bliver det staten, altså skatteborgerne, der må samle hele regningen op. Eksempelvis betales kontanthjælpen – som alle i øvrigt ikke kan få – udelukkende af statskassen.
Vinden vender på et tidspunkt
Endelig er det afgørende at se på den økonomiske cyklus. Vi befinder os i en højkonjunktur nu, men økonomiske op- og nedture er uundgåelige. Når recessionen rammer – for det vil den gøre på et tidspunkt – vil nogle have brug for en dagpengeperiode længere end et år.
At skære nu, svarer til at smide redningsvesten væk, fordi der er solskin og ingen vind.
Eva Obdrup
Formand, Danske A-kasser
Udover sikkerheden for den enkelte, holder dagpengesystemet også hånden under samfundsøkonomien, når krisen rammer. Dagpengene holder hånden under købekraften i samfundet, og tager på den måde toppen af en økonomisk krise.
At skære i perioden nu, er at gamble med den tryghed, der gør den danske arbejdsmarkedsmodel så robust – og som skaber økonomisk vækst, der danner grundlaget for vores høje velstand.
At skære nu, svarer til at smide redningsvesten væk, fordi der er solskin og ingen vind. De penge, Vanopslagh og Liberal Alliance vil spare her og nu, vil gøre Danmark fattigere og mindre robust i fremtiden.
Det er som om, de har glemt, hvordan flexicurity virker – og hvem der er med til at betale for den.
Artiklen var skrevet af
Indsigt
Karina Lorentzen Dehnhardt spørger Peter HummelgaardVil ministeren oversende de retningslinjer, der eksisterer vedrørende anmeldelser af dødsfald til Arbejdsskadestyrelsen?
Karin Liltorp spørger Kaare Dybvad BekHar ministeren fortsat tillid til Ankestyrelsen?
Pernille Vermund spørger Morten BødskovBør pensionsselskaber investere mere i iværksætteri?Besvaret
- Knud Romer: Glædelig 1. maj til de rige røvhuller. Før eller siden bliver det værst for jer selv
- De unge arbejdere vælger S fra: "Det kan blive fatalt for partiet"
- Der var ikke meget 1. maj over Mette Frederiksen
- Efter 10 års kamp taber Danmark dagpengeslag i EU
- S-profil ser de unge arbejdere vælge sit parti fra: “Det er da lidt voldsomt”



























