Debat

Debat: Gør motion til en del af arbejdslivet

DEBAT: Motion er med til at skabe et sundere samfund og styrker fællesskaberne, men mange kan ikke finde tiden til det. Derfor skal der skabes bedre rammer for at motionere i forbindelse med arbejdet, skriver kulturminister Mette Bock (LA) og Peder Bisgaard.

Øget effektivitet og et bedre sammenhold blandt kollegaerne er nogle af fordelene ved fælles motion, og derfor skal danskerne have mulighed for at motionere i tilknytning til deres arbejdsplads, skriver kulturminister Mette Bock og Peder Bisgaard, Dansk Firmaidrætsforbund.
Øget effektivitet og et bedre sammenhold blandt kollegaerne er nogle af fordelene ved fælles motion, og derfor skal danskerne have mulighed for at motionere i tilknytning til deres arbejdsplads, skriver kulturminister Mette Bock og Peder Bisgaard, Dansk Firmaidrætsforbund.Foto: /ritzau/Henriette Dæhli
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mette Bock (LA) og Peder Bisgaard
Hhv. kulturminister og formand for Dansk Firmaidrætsforbund

Én ting ligger fast: Man hører sjældent om nogen, der fortryder, at de har brugt tid på at motionere!

Mange danskere kender til den umiddelbare glæde, man kan opleve, når man bevæger sig og dyrker motion sammen med andre. Det fysiske samvær på boldbanen, i gymnastikhallen og på asfalten styrker det samvær, man indgår i, og det skaber en fælles referenceramme, der bringer os tættere på hinanden. Et samfund, hvor borgerne dyrker motion sammen, er derfor ikke kun et sundere samfund, men også et samfund med stærkere fællesskaber.

I Danmark har vi heldigvis et velfungerende og bredt forankret foreningsliv, hvor frivillige kræfter ugentligt bruger mange timer på at organisere træning og aktiviteter, så danskerne har mulighed for at dyrke motion i sociale fællesskaber. Idrætsforeningerne og de frivillige ildsjæle har derfor en helt fundamental rolle i vores samfund, og dét skal vi værne om i fællesskab.    

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Fra fritid til arbejdstid
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at voksne motionerer 30 minutter dagligt. Hver eneste dag – hele året rundt. Åh nej, tænker mange. Det kan det være svært at finde tid til, når man som fuldtidsarbejdende voksen bruger knap halvdelen af sin vågne tid på arbejdspladsen. Oven i dette kan man lægge den indlagte transport til og fra arbejde og de mange praktiske gøremål i hjemmet – for slet ikke at tale om den vigtige tid sammen med familien.  

Vi, Kulturministeriet og Dansk Firmaidrætsforbund, vil derfor gerne opmuntre til at skabe endnu bedre rammer for, at danskerne også får mulighed for at dyrke motion i tilknytning til deres arbejdsplads.

Når kollegerne mødes på fodboldbanen eller i sportstøj i kantinen, udlignes de vanlige hierarkier, og man får mulighed for at mødes på tværs af titler og anciennitet. Det er dét, motion kan: Det samler os på tværs og styrker sammenholdet.

Mette Bock (LA) og Peder Bisgaard
Hhv. kulturminister og formand for Dansk Firmaidrætsforbund

Hvis vi i fællesskab kan skabe bedre rammer for, at man kan dyrke motion i forbindelse med sit arbejde, kan vi være med til at eliminere den manglende tid som årsag til at vælge motionen fra. Det vil give flere muligheden for at leve op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger til gavn for både den enkelte medarbejders sundhed, trivsel og velvære og til gavn for folkesundheden som helhed.

Og vi tror, at det vil styrke energien på arbejdspladsen. Undersøgelser peger nemlig på, at motion, der dyrkes i forbindelse med ens arbejde, også højner medarbejdernes effektivitet. Så som arbejdsgiver kan det bestemt være en fordel, hvis medarbejderne dyrker mere motion. 

I første omgang er der dog brug for at ændre på opfattelsen af, at motion og bevægelse kun er noget, der kan finde sted i fritiden. Allerede nu er der mange arbejdspladser, der sætter fokus på motion, bevægelse og sundhed. Det er en rigtig god idé. Når kollegerne mødes på fodboldbanen eller i sportstøj i kantinen, udlignes de vanlige hierarkier, og man får mulighed for at mødes på tværs af titler og anciennitet. Det er dét, motion kan: Det samler os på tværs og styrker sammenholdet.

National motionsdag
For at sætte fokus på motion på arbejdspladserne har Dansk Firmaidrætsforbund udviklet den nye nationale motionstradition Arbejdspladsernes Motionsdag. Motionsdagen løber af stablen for tredje gang 13. oktober, samtidig med Skolernes Motionsdag, hvor fysisk aktivitet og socialt samvær vil være på programmet. Hundredvis af arbejdspladser med over 21.000 medarbejdere har allerede tilkendegivet, at de deltager i dette års motionsdag, hvor de møder ind til en anderledes arbejdsdag med fokus på bevægelse.

I 12 kommuner fordelt ud over landet tilbyder de lokale firmaidrætsforeninger kvit og frit aktiviteter til byens arbejdspladser – lige fra floorball og høvdingebold-turneringer, til spinning, dans og dyster i gågaden. Og på den måde bliver der på Arbejdspladsernes Motionsdag skabt nye lokale fællesskaber. I løbet af de næste år er visionen, at Arbejdspladsernes Motionsdag bliver en selvfølgelighed på landets arbejdspladser, ligesom Skolernes Motionsdag er det for børn og unge på landets skoler.

Kulturministeriet er med på banen
Kulturministeriet bakker op om denne nye tradition, og ministeriets departement deltager for andet år i træk. Kulturministeriet og Dansk Firmaidrætsforbund vil gerne i fællesskab appellere til, at landets arbejdspladser støtter op om motionsdagen.

Op af stolene! Arbejdspladsernes Motionsdag er gratis at deltage i, og der er både mulighed for at deltage i ti minutters morgenyoga, en halv times kontorstol-hockey, en times rundbold eller en hel dag med teambuilding-aktiviteter. Om jeres arbejdsplads er med i et kvarter eller fire timer er ikke afgørende. Det afgørende er, at I er med.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Bock

Sognepræst, Horsens Provsti, tv-vært, Dk4, fhv. kultur- og kirkeminister og MF (LA)
cand.phil. i filosofi (Odense Uni. 1982), cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1986)

Peder Bisgaard

Formand, Dansk Firmaidræt, formand, Idrætscentret Vestereng IdrætsZone, byrådsmedlem (S), Hillerød Kommune, formand, Folkeoplysningsudvalget
politiassistent (1978), kriminalassistent (1985)

0:000:00