Debattør: Djøf pisser på sine minoritetsmedlemmer, når fagforeningen nægter at tage stilling

Sara Vergo leverer et skuffende udenomssvar på Djøfs manglende stillingtagen til minoriteters udfordringer. Hun affejer mine konkrete oplevelser, med henvisning til at hun ikke kender de konkrete omstændigheder.

Samtidig opremser hun analyser, netværk og initiativer, som Djøf har sat i gang, hvilket er aktiviteter, der kan dokumenteres, men som ikke svarer på det spørgsmål, jeg stiller.

Hvad Djøf undlader at gøre

Min kritik handler ikke om, hvorvidt Djøf laver noget, men om hvornår Djøf er villig til at mene noget. Den forskel er afgørende.

Mit spørgsmål er, hvilken rolle en fagforening skal spille, når det bliver ubehageligt.

Det vil sige, når medlemmer oplever racisme, som jeg selv gjorde (her var rådet fra Djøf at tage en professionel maske på) eller i den offentlige debat, når minoriteter, der udgør en stor del af Djøfs medlemsskare, igen og igen reduceres til problemer, der skal håndteres frem for mennesker med erfaringer og rettigheder.

Det er i de situationer, en fagforening viser, hvad den er værd.

MeToo viste, at organisationer godt kan tage stilling, når presset bliver stort nok.

Det er vanskeligt at tage Djøfs ambition om diversitet alvorligt, hvis den ikke følges af en vilje til at være tydelig, når det faktisk koster.

Naima Yasin

Her tøvede mange arbejdspladser og institutioner i første omgang, men blev siden nødt til at forholde sig til strukturer, ansvar og magt – ikke fordi det var nemt, men fordi tavshed ikke længere var en mulighed.

Det er den samme type situation, jeg peger på her.

Hvornår er Djøf villig til at tage stilling, når politiske aktører igen og igen taler om minoritetsborgere som et problem frem for en ressource, og dermed er med til at placere en del af Djøfs egne medlemmer i en mistænkeliggørende fortælling?

Hvis svaret er ramadanmiddage og juridisk bistand, vidner det om en grundlæggende misforståelse af, hvad medlemmer med minoritetsbaggrund faktisk har brug for fra en fagforening.

For problemet er ikke mangel på tilbud, men mangel på position.

Djøf repræsenterer mange medlemmer med forskellige holdninger og livserfaringer, og det bruges ofte som forklaring på, hvorfor organisationen vejer sine ord og holder afstand til det politiske.

Det er forståeligt, men også bekvemt, når det bliver en måde at undgå at tage stilling i spørgsmål, der netop handler om medlemmernes vilkår.

Spørgsmålet bliver derfor uomgængeligt: Hvornår bliver hensynet til forskellighed en begrundelse for tavshed?

Der er en afgørende forskel på ikke at føre politik og på ikke at forsvare sine medlemmer, når de møder diskrimination eller bliver gjort til politiske symboler. Det første er en legitim afgrænsning, mens det andet er et fravalg, der i praksis fungerer som en prioritering.

Det er vanskeligt at tage Djøfs ambition om diversitet alvorligt, hvis den ikke følges af en vilje til at være tydelig, når det faktisk koster.

Samtidig peger Vergos opremsning af analyser, netværk og arrangementer på et andet problem, nemlig at Djøf arbejder med tiltag, som primært adresserer symptomerne frem for de strukturer, der skaber diskrimination.

Problemet er ikke kun, hvad Djøf gør, men hvad Djøf undlader at gøre.

Hvad er en fagforening egentlig til for i dag?

Jeg oplever, at fagforeninger bevæger sig i en retning, hvor værdien i stigende grad måles i service, effektivitet og individuelle ydelser.

Det har konsekvenser for relationen til medlemmerne, fordi fællesskabet træder i baggrunden, og det kollektive reduceres til en ydelse.

Og så er jeg tilbage til mit grundlæggende spørgsmål, som Sara Vergo desværre ikke svarer på: Hvad er en fagforening egentlig til for i dag?

Er det tilstrækkeligt at gentage gamle formålsparagraffer, eller er der behov for en opdatering af, hvad medlemmer med rimelighed kan forvente i 2026, herunder en organisation der ikke kun rådgiver, men også er villig til at bruge sin position til at tage ordet, når medlemmer møder diskrimination og bliver trukket ind i politiske fortællinger.

Jeg anerkender Sara Vergos invitationen til dialog, men det er vanskeligt at se, hvorfor denne diskussion skulle foregå bag lukkede døre.

Naima Yasin

Den spænding kan ikke løses med flere arrangementer eller bedre kommunikation, fordi den i sin kerne handler om retning.

Jeg anerkender Sara Vergos invitationen til dialog, men det er vanskeligt at se, hvorfor denne diskussion skulle foregå bag lukkede døre. Det er en principiel debat om fagbevægelsens rolle, i en tid hvor arbejdslivet formes af mere end kontrakter og karriereforløb.

Derfor er dette indlæg ikke kun rettet mod Djøf. For problemet går på tværs af fagbevægelsen.

Hvornår taler man, og hvornår tier man? Hvornår repræsenterer man, og hvornår undgår man at mene noget?

Om skribenten

Naima Yasin (f. 1986) er fast skribent hos Altinget.

Hun er sekretariatsleder i ungdomsorganisationen Saga, som arbejder for at engagere unge i demokratiet. Saga får støtte fra blandt andet Tuborgfondet og Augustinus Fonden.

Naima Yasin er uddannet cand.ling.merc. fra CBS.

Hvis svaret bliver, at det vigtigste er ikke at gøre nogen utilfredse, er det ikke bare en strategi, men en stille afvikling af fagforeningens rolle. For så opgiver man evnen til at samle mennesker, tage ordet og stå fast, når det koster.

Det handler ikke om, at fagforeninger skal mene det samme om alt. Men det handler om, at de må være villige til at tage stilling.

Hvis ikke, bliver det afgørende ikke, hvad man står for, men hvem man forsøger ikke at gøre utilfreds.

Det er ikke solidaritet. Det er konfliktskyhed forklædt som fællesskab.