Debat

EL til DA: Der er langt igen, før alle ansatte trives på arbejdspladsen

REPLIK: Arbejdsgiverforening mener, at arbejdet ikke slider danskerne ned til sokkeholderne. Men op mod 400.000 ansatte arbejder i et fysisk belastende arbejdsmiljø, påpeger Enhedslisten.

Op mod 400.000 ansatte arbejder i et fysisk belastende arbejdsmiljø. Der går tid, før alle ansatte kan gå på arbejde uden risiko for skader på krop eller psyke, mener Enhedslisten.
Op mod 400.000 ansatte arbejder i et fysisk belastende arbejdsmiljø. Der går tid, før alle ansatte kan gå på arbejde uden risiko for skader på krop eller psyke, mener Enhedslisten.Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Christian Juhl (EL)
Arbejdsmiljøordfører

Christina Sode Haslund, arbejdsmiljøchef i Dansk Arbejdsgiverforening, skriver helst ikke om de reelle udfordringer, der er i arbejdsmiljøet på en stribe danske virksomheder.

Det var heller ikke tilfældet i hendes indlæg i Altinget. For ih, det går så godt i Danmark med arbejdsmiljøet.

Og ja – der er sket forbedringer, siden vi i 1873 fik den første arbejderbeskyttelseslov.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Men der er langt igen, før alle ansatte trives på deres arbejdsplads, endsige kan gå på arbejde uden risiko for skader på krop og psyke.

NFA's undersøgelse af arbejdsmiljøet i 2016 viste, at op mod 400.000 ansatte arbejder i et psykisk belastende arbejdsmiljø, og at det samme antal arbejder i et fysisk belastende arbejdsmiljø.

Jeg kunne godt tænke mig nogle nuancer, når Dansk Arbejdsgiverforenings chef for arbejdsmiljøområdet udtaler sig.

Christian Juhl (EL)
Arbejdsmiljøordfører

Det var så alvorligt, at tidligere beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) i 2017 måtte udtale:

"Som beskæftigelsesminister er jeg bekymret over udviklingen. Med de tal, vi ser i dag, kan jeg konstatere, at arbejdsmiljøindsatsen har slået fejl. At indsatsen simpelthen ikke virker efter hensigten."

Dårligt arbejdsmiljø koster milliarder
I kommissoriet fastslås det, at dårligt arbejdsmiljø i Danmark koster os omkring 80 milliarder kroner årligt. Det drejer sig blandt andet om udgifter til sygedagpenge, merudgifter til sundhedsvæsenet, produktionstab for virksomhederne og manglende skatteindtægter.

Der er således et betydeligt samfundsøkonomisk potentiale forbundet med at sikre et sundt arbejdsmiljø og en effektiv arbejdsmiljøindsats.

Ministeren valgte at nedsætte et ekspertudvalg for at nytænke den forebyggende indsats på landets arbejdspladser.

Dette udvalg arbejdede i et år, DA havde plads i udvalget, og så vidt jeg husker, deltog Christina Sode Haslund også i arbejdet.

Ekspertudvalgets rapport blev modtaget med meget blandede kommentarer. Peter Hasle, der er professor i arbejdsmiljø ved Aalborg Universitet, kommenterede rapporten i Fagbladet 3F og sagde, at de danske lønmodtagere kommer ikke til at mærke de store forbedringer af deres arbejdsmiljø.

"En stor del af anbefalingerne er vage hensigtserklæringer. Overordnet er der ikke lagt op til de store forandringer."

Jeg er enig i hans bemærkninger. Og en af årsagerne er, at ministeren fra start havde forlangt, at forslagene ikke måtte koste noget.

Hvem pokker tror på, at vi kan forbedre arbejdsmiljøet uden at investere? Til gengæld vil det være investeringer, der kan kaste meget af sig.

Få firmaer tænker ligesom i 70'erne
I enkelte virksomheder er vi desværre stadigvæk helt tilbage i 1970'erne, hvor daværende folketingsmedlem fra Fremskridtspartiet (Dansk Folkepartis forgænger) Leif Glensgård, udtalte, at "hensynet til produktionen kræver, at der ryger en arm eller et ben i ny og næ".

Vi skal blandt andet have den nye beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard (S), i samråd 30. august om en virksomhed i Varde, hvor mangelfuld omgang med et kemisk produkt er årsag til, at otte medarbejdere har fået skader på deres lunger.

Vi har tidligere haft skandalerne fra vindmølleindustrien og skandalen om det kræftfremkaldende stof Chrom-6 til debat i Folketingets Beskæftigelsesudvalg.

Så jeg kunne godt tænke mig nogle nuancer, når Dansk Arbejdsgiverforenings chef for arbejdsmiljøområdet udtaler sig.

Læs også

Ni områder kræver indsats
Men hvad vil du så selv gøre, vil det naturlige spørgsmål være. Jeg vil gerne pege på ni områder:

Arbejdstilsynets kapacitet genoprettes efter flere års hårde nedskæringer og forbedres via flere ansatte til kontrol af virksomhederne og bedre uddannelsesmuligheder for de ansatte. 

Indsatsen over for psykiske belastninger på arbejdspladsen skal styrkes via en selvstændig hovedbekendtgørelse om organisatorisk og socialt arbejdsmiljø og en systematisk kampagne fra alle parter i arbejdsmiljøsystemet

Der skal sikres øget indsats for at fjerne fysiske belastninger, farlige kemiske produkter og ulykkesrisici i arbejdsmiljøet.

Små og mellemstore virksomheder skal have adgang til billig og professionel rådgivning om arbejdsmiljø og sikkerhed, og indsatsen af arbejdsmarkedets parter skal understøttes bedre økonomisk.

Indsatsen på den enkelte arbejdsplads skal styrkes, blandt andet ved at antallet af arbejdsmiljørepræsentanter øges, og vilkårene for deres arbejde skal forbedres gennem bedre indflydelse og bedre uddannelse.

Arbejdsmiljø skal være en fast bestanddel af uddannelsen i 7. til 9. klasse – den periode, hvor mange unge begynder at få kontakt til arbejdsmarkedet via fritidsjob.

Kronesmileyordningen, der giver falsk tryghed om arbejdsmiljø, skal afskaffes.

Bødestørrelserne for overtrædelse skal tredobles. I alvorlige gentagne overtrædelser af loven skal ejeren/direktøren fratages retten til at drive virksomhed med ansatte.

Hvis Arbejdstilsynet har brug for gentagne besøg udover det første kontrolbesøg, skal virksomhederne opkræves et gebyr svarende til udgiften i forbindelse med arbejdet.

Tænk, hvis vi kunne mødes i en reel forbedrende indsats, der både gavner virksomhederne og de ansatte.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Juhl

Fhv. MF (EL) 2011-22
lærer (Læreruddannelsen i Silkeborg 1979)

Christina Sode Haslund

Politisk chef for arbejdsmiljø og sundhed, Dansk Arbejdsgiverforening
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2006)

0:000:00