EL vil have mere fart på tillidsreformen

TILLIDSREFORM: Regeringen er for sløve til at komme i gang med sin tillidsreform, mener Enhedslisten. Men ifølge Socialdemokraterne bliver der ikke tale om én samlet reform, men en reform i små bidder.
Per Clausen (EL) mener, at det går for langsomt med at få gang i tillidsreformen. Især socialområdet kunne trænge til at blive afbureaukratiseret, lyder det fra ham.
Per Clausen (EL) mener, at det går for langsomt med at få gang i tillidsreformen. Især socialområdet kunne trænge til at blive afbureaukratiseret, lyder det fra ham.Foto: Maibritt Kerner
Kasper Frandsen

Man skal ikke se tillidsreformen som én samlet pakke. I stedet skal man se det som en række mindre pakker, der hver især øger tilliden til medarbejderne i det offentlige. Vi er ikke i mål endnu.

Simon Kollerup (S)
Kommunalordfører

Regeringen hænger med Økonomi- og Indenrigsminister Margrethe Vestager (R) i spidsen gevaldigt i bremsen, når det handler om at komme i gang tillidsreformen.

Sådan lyder det fra Enhedslistens gruppeformand, Per Clausen.

"Selvom regeringen har fjernet krav om f.eks. procentsatser for udbud, har den enkelte kommune og medarbejder ikke mærket, at vi har fået en ny regering efter ti år med en borgerligt styre, der bare øgede og øgede reglerne og kontrollen," siger han til Altinget.dk.

Tillidsreformen var rygtet skrinlagt, da Margrethe Vestager i sidste uge udtalte, at "en tillidsreform er så stor en pakke, at det er svært at finde et gavebånd, der er langt nok til at slå rundt om". Men ministeren forsøgte hurtigt at aflive rygtet.

"Tillidsreformen er et afgørende element i moderniseringen af den offentlige sektor, og arbejdet med tillidsreformen fortsætter i fuldt tempo," skrev hun efterfølgende i en pressemeddelelse.

Det glæder Per Clausen. Men han mener, at regeringen sender modsatrettede signaler i forhold til mere tillid eller ej.

"På den ene side taler regeringen om mere tillid i den offentlige sektor, og på den anden side taler den om samarbejde med lærerne omkring folkeskolereformen. Men pengene skal skaffes ved at tvinge lærerne til at acceptere en overenskomst, de ikke ønsker. Det skaber usikkerhed og utryghed," siger han.

S: Tag små skridt
Simon Kollerup er Socialdemokraternes kommunalordfører. Han mener, at regeringen og oppositionen er gået skævt af i hinanden.

"Man skal ikke se tillidsreformen som én samlet pakke. I stedet skal man se det som en række mindre pakker, der hver især øger tilliden til medarbejderne i det offentlige. Vi er ikke i mål endnu. Og det giver ikke mening at give en deadline for, hvornår reformen skal være færdig," siger han og fortsætter:

"Det er en løbende proces, der i høj grad spiller sammen med moderniseringsreformen. Her vil vi løbende gennemgå hver enkelt regel og lov. Og kan man ikke argumentere for, hvorfor regler er nødvendige, skal de ud.

Simon Kollerup peger især på beskæftigelsesområdet som et område, hvor der er behov for at afbureaukratisere de offentlige opgaver.

De Radikale præsenterede et udspil til en tillidsreform i 2010, der indeholdt tre "grundlove" for at skabe mere tillid i den offentlige sektor. Det handlede kort sat om mere tillid til kommunerne, mere medindflydelse til kommuner og politikerfrie zoner.

Enhedslisten bakker de overordnede tanker op i De Radikales bud på en tillidsreform.

"På blandt andet socialområdet burde man fokusere på at give borgerne den nødvendige hjælp og lægge mindre vægt på kontrol. Medarbejderne skal sættes mere fri for at skabe bedre udviklingsmuligheder for de offentlige ydelser. Men borgeren skal fortsat have krav på en service på et vist niveau." siger han.

Han mener ikke, at der er behov for en deadline for hele tillidsreformen. "Det er vigtigere, at vi snart sætter gang i en proces, der skaber mere tillid i den offentlige sektor," siger han.

K: Drop tillidsreformen
De Konservative havde gerne set, at tillidsreformen var blevet fuldstændig begravet.

"Det er De Radikales valgkampsprojekt. Der er den tillid til medarbejdere og kommuner, som der skal være. Men jeg kan sagtens følge, at der skal afbureaukratiseres. Men det skal gøres målrettet på de områder, hvor man ved, at der er bøvl og for meget administration," siger Mike Legarth, kommunalordfører hos De Konservative.

Margrethe Vestager har indbudt de faglige organisationer til diskutere "tillid, ledelse, faglighed og kvalitet" den 3. december 2012.

"Det er drøftelser om, hvordan vi konkret gør - ikke om luftige, abstrakte begreber. Der er tale om, at vi tilrettelægger en systematisk, målrettet indsats," lyder det fra ministeren i en pressemeddelelse.

Altinget logoArbejdsmarked
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget arbejdsmarked kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00