Fængselsformand revser regering for at tromle ansatte

LUKNING: Politikerne glemte ifølge Fængselsforbundets formand hensynet til de ansatte, da lukningen af Statsfængslet Vridsløselille uden varsel blev fremskyndet med et år. Det skal nu huse afviste asylansøgere.

Fængselsforbundets formand, Kim Østerbye, er stærkt utilfreds med regeringens håndtering af beslutningen om at inddrage fængsler til husning af frihedsberøvede asylansøgere.
Fængselsforbundets formand, Kim Østerbye, er stærkt utilfreds med regeringens håndtering af beslutningen om at inddrage fængsler til husning af frihedsberøvede asylansøgere.
Kim Rosenkilde

”Dumt, uprofessionelt og amatøragtigt.”

Med de ord beskriver Fængselsforbundets formand, Kim Østerbye, den seneste tids politiske hastebeslutninger om at inddrage Vridsløselille Statsfængsel og det åbne fængsel Kærshovedgård til at huse afviste asylansøgere og udviste udlændinge.

I forbindelse med finanslovaftalen for 2009 blev der afsat penge til et nyt fængsel på Falster, og det blev samtidig besluttet, at Vridsløselille Statsfængsel skulle lukke med udgangen af 2016.

Men i slutningen af november oplyste Kriminalforsorgen, at lukningen ville blive fremskyndet, fordi dele af fængslet skulle rumme 80 afviste asylansøgere.

Den beslutning blev så toppet i sidste uge, da regeringen i forbindelse med sin asylpakke pålagde Kriminalforsorgen at sikre kapacitet til op mod 1.000 afviste asylansøgere i Vridsløselille.

Det vil fremskynde lukningen yderligere og har skabt stor usikkerhed og forvirring hos personalet.

”Det skete bare lige pludselig tjuhhej som en tyv om natten. Det er bare ikke i orden, at man ikke har en lille smule omtanke for, at folk måske skal flytte et til et andet sted, og alle deres planer bliver kastet op i luften,” siger Kim Østerbye.

Afvikling fremskyndet
Den oprindelige afviklingsplan for Vridsløselille Statsfængsel indebar, at de uniformerede ansatte løbende skulle overflyttes til andre afdelinger, i takt med at fængslet blev tømt.

Men da en stor del af de ansatte skulle fortsætte på det nye på Falster, når det står færdigt, har mange lagt deres planer ud fra, at det først ville ske sidst i 2016.

Kim Østerbye bebrejder ikke Kriminalforsorgen for de seneste ugers tumultariske forløb. Han har indtrykket af, at man her gør, hvad man kan, for at skabe et godt forløb trods de overordnede politiske processer.

”Jeg håber, at Kriminalforsorgen er i stand til at gøre personalet tilstrækkeligt trygge, så vi kan få en ordentlig proces i forhold til at afslutte Vridsløselille ordentligt,” siger Kim Østerbye.

I øjeblikket er planen ifølge ham, at nogle af de ansatte flyttes til Vestre Fængsel, nogle flyttes til Herstedvester og andre til Jyderup.

Herudover skal et mindre antal til Nyborg Statsfængsel, hvor en stor del af de indsatte fra Vridsløselille kommer over. I alt er der 250 ansatte i Vridsløselille, når man tæller både de uniformerede og ansatte i civil med.

Omlægning præsenteret på pressemøde
”Vi er indtil videre lykkedes med at få de fleste krav opfyldt internt i forhold til Kriminalforsorgen. De forsøger at lave en ordentlig proces, så hvis bare politikerne gad at holde sig væk,” siger Kim Østerbye.

Han ser forløbet i sammenhæng med beslutningen om at omdanne det åbne fængsel Kærshovedgård i Ikast-Brande Kommune til et udrejsecenter.

Her havde Udlændingestyrelsen og Kriminalforsorgen været i dialog om mulighederne for at bruge bygningerne til det formål, og der var lagt en plan frem, om at de ansatte skulle underrettes samme dag, som Udlændingestyrelsen skulle besigtige stedet.

Men den 14. november – umiddelbart inden mødet med Udlændingestyrelsen skulle finde sted – afholdt regeringen pressemøde, hvor udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) præsenterede planerne, om at Kærshovedgård 1. december skulle fungere som udrejsecenter.

”De ansatte er simpelthen blevet kørt over fra allerøverste politiske niveau. Det er et noget amatøragtigt forløb,” siger Kim Østerbye.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kim Østerbye

Direktør, Tjenestemændenes Låneforening, fhv. formand, Fængselsforbundet
fængselsbetjent (Kriminalforsorgens Uddannelsescenter 1981)

0:000:00