FH: Afgørelserne sejler, når kommunerne sanktionerer de mest udsatte ledige

Langt størstedelen af kommunernes sanktioneringer af især udsatte ledige er fejlbehæftede. Konsekvensen er, at flere uretmæssigt mister ydelser. Der er behov for at nytænke området, så vi kan få rettet op på retssikkerheden, skriver Nanna Højlund.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) er onsdag kaldt i samråd for at redegøre for problemerne med de kommunale afgørelser, som Ankestyrelsen har påpeget i en ny rapport.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Nanna Højlund

Næstformand, Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), forkvinde, Sosu H (2018-), medlem, 2030-panelet, formand, Arbejdermuseet

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det vrimler med fejl, når ledige kontanthjælpsmodtagere bliver sanktioneret af kommunerne. Det fastslog en rapport fra Ankestyrelsen for nylig, og onsdag skal beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) redegøre for sagen i et samråd i Folketinget.

Det er rigtig godt, at en række partier afkræver ministeren svar. For det er et kæmpe problem, at særligt den her gruppe, som indeholder nogle af vores svageste medborgere, uretmæssigt får revet deres levegrundlag væk.

Problemet bliver ikke mindre af, at DR mandag kunne dokumentere, at de kommuner, der har begået fejl, går vidt forskelligt til opgaven med at undersøge tidligere sager for lignende fejl.

Det går ikke. Ens bopæl må ikke være afgørende for, om man får en ordentlig behandling. Det ser jeg frem til at høre ministerens svar på.

Sanktionering i øst og vest

Ankestyrelsen fastslog i sin rapport, at i intet mindre end 85 procent af de undersøgte sager, ville styrelsen ændre kommunens afgørelse, hvis den blev behandlet som en klagesag.

Det er et kæmpestort retssikkerhedsmæssigt problem, at kommunerne sanktionerer i øst og vest, og at der helt konkret skæres i forsørgelsen til arbejdsløse og udsatte mennesker i strid med loven.
Nanna Højlund
Næstformand, FH

I sager vedrørende såkaldt aktivitetsparate borgere, som er kodesprog for sårbare mennesker med sociale eller helbredsmæssige problemer ud over ledighed, står det endnu værre til. Her er 100 procent af sagerne afgjort forkert.

Er det så en enlig svale? Desværre ikke. Sidste år udgav Ankestyrelsen også en praksisundersøgelse om sanktionering ved udeblivelse fra tilbud eller samtale. Den viste, at halvdelen af afgørelserne om sanktionering var forkerte.

I april offentliggjorde Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering en undersøgelse af kommunernes administrationen af 225-timersreglen, der blandt andet viste, at kommunerne generelt ikke lever op til deres vejledningsforpligtigelse, og at borgere i mange tilfælde sættes ned i ydelse, uden at der er truffet en afgørelse.

Et tilbagevendende problem

Det er et kæmpestort retssikkerhedsmæssigt problem, at kommunerne sanktionerer i øst og vest, og at der helt konkret skæres i forsørgelsen til arbejdsløse og udsatte mennesker i strid med loven. Problemet er desværre ikke nyt, og skiftende regeringer har i en årrække forsøgt at forenkle reglerne om sanktionering.

I november 2018 indgik den daværende VLAK-regering en politisk aftale, der af daværende beskæftigelsesminister Troels Lund Pulsen (V) blev fejret med "Kommunerne har gennem længere tid efterlyst mere enkle regler, og det imødekommer vi nu."

Et element i aftalen var, at det nu blev muligt at sanktionere de sårbare aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere. Aftalepartierne var dog opmærksomme på, at nogle borgere er så udsatte, at det ikke bringer dem tættere på arbejdsmarkedet at blive sanktioneret, hvor der skulle tages særlige hensyn.

Læs også

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd: Løkkes brugerbetaling kan være en bombe under pensionssystemet

Debat

Spol frem til i dag: Fem år er gået, og det er mere reglen end undtagelsen, at sanktioner er fejlbehæftede.

For de aktivitetsparate, som politikerne var særligt bekymrede for, er 100 procent af sanktionerne i Ankestyrelsens nye praksisundersøgelse som sagt forkerte.

Det er vanskeligt at se for sig, hvordan det kunne være gået værre. Det kalder på selvransagelse i kommunerne, i Beskæftigelsesministeriet og i Folketinget.

Det gode spørgsmål er, hvorfor det er så besværligt at sanktionere korrekt? Meget handler – uanset behjertede forsøg på forenkling – om komplicerede regler. Og meget handler om personale, for retssikkerhed tager tid. Der skal parthøres, klagevejledes, journaliseres med videre, alt imens jobcentrene er pressede på ressourcer.

Den dårlige nyhed er, at det ser ud til at blive værre. Kommunerne skal spare tre milliarder på jobcentrene, og yderligere tre milliarder på den kommunale drift, hvilket forventeligt også vil ramme beskæftigelsesområdet.

Det er vanskeligt at se, hvordan færre ressourcer vil forbedre retssikkerheden, og derfor er der brug for at tænke nyt på sanktionsområdet, når regeringen lige om lidt vil igangsætte et arbejde med nytænkning af hele beskæftigelsesindsatsen og forenkling af kontanthjælpssystemet.

Behov for enklere regelgrundlag

For det første er der brug for en aflusning af regelgrundlaget. FH mener, at samtlige sanktionsregler bør gennemgås med henblik på forenkling, og kommunerne og de faglige organisationer bør inddrages tæt i arbejdet.

Et sted at starte er at afskaffe symbolpolitiske kæpheste som den tåbelige 225-timers regel, hvorefter ledige helt fast sættes ned i ydelse, hvis de inden for et år ikke har arbejdet 225 timer.
Nanna Højlund
Næstformand, FH

Et sted at starte er at afskaffe symbolpolitiske kæpheste som den tåbelige 225-timers regel, hvorefter ledige helt fast sættes ned i ydelse, hvis de inden for et år ikke har arbejdet 225 timer. Kravet stilles på mystisk vis også til personer, der ifølge kommunens visitation ikke kan arbejde.

Den rammer nogle af de mest sårbare ledige, der har sværest ved at finde arbejde, den får ifølge Finansministeriet meget få mennesker i job, og den kan ifølge Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering tydeligvis ikke administreres.

For det andet skal sagsbehandlere med komplekse sager have en uddannelse som socialrådgiver eller socialformidler, og der skal indføres loft over sagsstammer. Det kan ikke nytte noget, at man har ufaglærte sagsbehandlere på et juridisk kompliceret område, som har 150 sager med udsatte borgere, der alle haster.

Ankesystemet bør evalueres

For det tredje skal Ankestyrelsen længere frem på banen. Ankestyrelsen skal kunne pålægge kommuner med mange fejl at rette op. Ankestyrelsens viden skal også bringes mere i spil i Folketingets lovarbejde, eksempelvis når det viser sig, at kommunerne har haft svært ved at implementere eller administrere lovgivning efter hensigten.

For det fjerde er der brug for at evaluere ankesystemet. I 2013 blev hele ankestrukturen ændret radikalt, og de sociale nævn og beskæftigelsesankenævnene blev nedlagt som klageinstans.

Det betød, at alle klagesager, som tidligere blev behandlet i de pågældende nævn, overgik til Ankestyrelsen som første og eneste klageinstans.

Den nye organisering skulle styrke borgernes retssikkerhed, men ingen ved, om det er sket. Ankestyrelsens vejledningsområde bør desuden udvides, så styrelsens viden bringes langt mere i spil, og minder politikerne om vigtigheden af enkle og administrerbare regler.

Jeg håber, politikerne vil lytte og handle. For vi kan ganske enkelt ikke leve med, at retssikkerheden halter så voldsomt, når det handler om lediges forsørgelsesgrundlag.

Læs også