Fock: Det er politikernes ansvar at støtte op om de offentligt ansatte

Det klinger ærligt talt en smule hult: At nogle af de gamle partier kritiserer Alternativet med flere for at bakke op om bedre arbejdsforhold for offentligt ansatte midt under forhandlingerne.

For sagen er dels, at offentligt ansatte har fortjent bedre og mere rimelige vilkår, dels at overenskomstforhandlingerne på ingen måde er apolitiske.

Tværtimod er de dybt politiserede, og det er da også innovationsminister Sophie Løhde (V), der sidder for bordenden og styrer forhandlingerne på statens side.

Modsat de fleste har jeg gennem flere år oplevet den udvikling, der er sket på området helt inde fra forhandlingslokalerne.

Som sekretariatschef for det overordnede statslige forhandlingsfællesskab har jeg siddet med ved bordet i mange år og indgået aftaler med tre forskellige finansministre.

Her har jeg set en udvikling, hvor regeringen styrer forhandlingerne mere og mere. Der er ikke længere et armslængdeprincip.

Som jeg ser det, har diverse indgreb og reformer fra skiftende regeringer – ikke mindst regeringsindgrebet i 2013 samt omprioriteringsbidragene på uddannelses- og sundhedsområdet og de helt generelle besparelser efter salamimetoden, hvor man langsomt, men sikkert skærer mere og mere – helt klart har haft en negativ effekt.

Josephine Fock (ALT)

Og det er netop den udvikling, der risikerer at svække den danske model og politisere forhandlingerne.

Det nye er denne gang, at nu har medarbejderne tydeligt fået nok. Det er det, der gør, at de har indgået en musketered, som betyder, at alle på tværs af staten, regioner og kommuner står sammen skulder ved skulder.

Det nye er også, at arbejdsgiverne truer med en 100 procent lockout.

Og at regeringen så tydeligt styrer, hvad der foregår i forhandlingslokalerne, ikke kun på statens område, men også på det kommunale og regionale område.

Det er en meget problematisk udvikling, som medfører, at forhandlingerne bliver endnu mere asymmetriske denne gang.

Og hvorfor har de offentligt ansatte fået nok? De senere år har vi set en udvikling, hvor arbejdsbyrden for medarbejderne er blevet større, sideløbende med at arbejdsvilkårene er blevet dårligere.

Opgaverne er vokset, og mange skal i dag nå det samme på den halve tid. Det er dybt problematisk. 

Som jeg ser det, har diverse indgreb og reformer fra skiftende regeringer – ikke mindst regeringsindgrebet i 2013 samt omprioriteringsbidragene på uddannelses- og sundhedsområdet og de helt generelle besparelser efter salamimetoden, hvor man langsomt, men sikkert skærer mere og mere – helt klart har haft en negativ effekt.

Både på medarbejdernes arbejdsforhold og på velfærden.

Det samme har den generelle udbredelse af konkurrencestatens styring med krav om effektiviseringer, dokumentation og kontrol, som tvinger lærere, sosu'er, pædagoger, sygeplejersker, socialrådgivere, rengøringsassistenter, specialarbejdere, fængselsbetjente og andre offentlige medarbejdere til at løbe hurtigere og hurtigere hele tiden.

Den udvikling skal stoppes, vendes om og erstattes af investeringer – investeringer, der styrker velfærden og arbejdsvilkårene for medarbejderne, og som skaber en bæredygtig hverdag for alle.

”Nok er nok”, og der er brug for ”løsning for alle”, lød det forleden fra tusindvis af offentligt ansatte til demonstrationen foran Christiansborg. Der SKAL findes en forhandlingsløsning.

For kun ved at sikre ordentlige arbejdsvilkår for offentligt ansatte sikrer vi, at der også i fremtiden er nogen, som har lyst til at være de bærende hænder, som holder hånden under velfærdsstaten.

----------

Josephine Fock er medstifter af partiet Alternativet og retsordfører i Alternativet. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.