"Sammenhold er ekstra vigtigt i en branche med ensomme individualister"

PORTRÆT: Skuespillerforbundet har i mange år været fagbevægelsens særling. Den ene dag slås de med arbejdsgiverne. Den anden dag danner de fælles front og taler kulturen op. Katja Holm stopper som formand for Dansk Skuespillerforbund efter ni år på posten.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Peter Pagh-Schlegel

17 sekunder ved forhandlingsbordet. Det var, hvad det kunne blive til. Herefter måtte de to parter i arrigskab gå hver til sit.

Man var simpelthen ikke i stand til at kigge hinanden i øjnene, lyder erindringen fra Klaus Hansen, der som direktør i Producentforeningen sad for den anden bordende.

Mødet mellem skuespillerforbundets forkvinde, Katja Holm, og Klaus Hansen fandt sted i 2016, to år efter, at skuespiller Bodil Jørgensen kom alvorligt til skade i forbindelse med en traktorulykke på en filmproduktion.

Noget måtte gøres for at forbedre sikkerhedsforanstaltningerne på filmproduktionerne, mente Katja Holm, men den konstruktive dialog var endnu ikke lykkedes her to år senere. Tværtimod var temperaturen på forholdet mellem de to forhandlere på det absolutte nulpunkt.

Det er alt andet lige nemmere for mig at tage kampen med arbejdsgiverne, hvis de har nogle penge at give af. 

Katja Holm
Dansk Skuespillerforbund

"Min lunte var kort i den periode, og Katja havde en meget konfrontatorisk tilgang. Vi gik helt skævt af hinanden," erindrer Klaus Hansen.

Efter ni års slagsmål med teaterchefer og tv-producenter om overenskomster og arbejdsvilkår takker Katja Holm officielt af som formand for Dansk Skuespillerforbund.

Det sker søndag 27. maj på forbundets generalforsamling.

Men det er ikke kun slagsmålene, der har præget hendes tid som formand. Også et frugtbart samarbejde med arbejdsgiversiden, som ellers er højst usædvanligt i andre dele af arbejdsmarkedet, har præget de seneste ni år.

"Når man har arbejdet sammen i så mange år, er det på godt og ondt. Med meget få undtagelser findes der ikke en teaterdirektør, jeg ikke har været uvenner med, og som har syntes, at jeg var en forfærdelig snotskovl. Klaus Hansen og jeg har siddet i struben på hinanden og været så hidsige, at vi ikke engang kunne se på hinanden. Men vi har også opgaver, hvor vi har et klart fællesmål, hvor vi er nødt til at samarbejde," fortæller Katja Holm.

Visioner om at samle branchen
For på trods af de store slagsmål har det været et helt andet sæt af visioner, hun har haft med formandskabet de seneste ni år. Da hun blev valgt til posten efter et kampvalg i 2009, var en af hendes vigtigste ambitioner at få samlet branchen.

Det drejer sig blandt andet om samarbejdet med de øvrige kunstnerforbund (musikerne, billedkunstnerne og artisterne) på spørgsmål om dagpengeregler og barsel, hvor organisationerne i fællesskab taler det atypiske arbejdsmarked op, så politikerne kan høre det.

Men i lige så høj grad hører arbejdsgiverne også med, når branchen skal samles, mener hun.

"Vi har et fælles mål om at få kunsten bredt ud og talt om, hvor vigtig filmkunsten og scenekunsten er. Her er det vigtigt, at vi samler branchen og retter skytset det rigtige sted hen," siger Katja Holm og peger på de årlige to-procentsbesparelser, som hele kulturområdet har været underlagt siden 2016.

"Teatrene rammes af det her, og ingen ved, hvornår det stopper. Men det kan ikke nytte noget, at man bare får det til at lykkes på trods, så vi alle må nøjes med færre penge. Vi bliver guddødemig nødt til at gå derhen, hvor pengene kommer fra. Og det er hos politikerne," siger hun og fortsætter:

"For det er alt andet lige nemmere for mig at tage kampen med arbejdsgiverne, hvis de har nogle penge at give af."

Vendepunktet
Ikke desto mindre var luften mellem Klaus Hansen og Katja Holm fortsat lunken så sent som i efteråret 2017.

Vendepunktet skete, da Katja Holm ringede og inviterede Klaus Hansen på frokost.

"Vi fik en god snak om, hvordan vi hver især havde oplevet forløbet. Det ændrede ikke på, at vi var uenige, men vi diskuterede formen, hvor det også gik op for mig, at jeg måske kunne have gjort ting på en anderledes måde, uden at det betød, at jeg skulle bøje mig," fortæller Katja Holm.

Dermed blev grundlaget lagt for et samarbejde, hvor producentforeningen kunne danne fælles strategi med den kunstneriske fagbevægelse på spørgsmål om psykisk arbejdsmiljø i forbindelse med MeToo-bølgen og ikke mindst en fælles front i politikernes udarbejdelse af kommende medie- og filmforlig.

Begge parter beskriver det som et unikt samarbejde.

"Det er højst usædvanligt, at de to stridende parter i et arbejdsmarked kan samarbejde på den måde, vi gør i dag. Men samtidig også naturligt, blandt andet fordi rammerne for produktion af dansk indhold er udfordret af globalisering og digitalisering," siger Katja Holm, der bakkes op af Klaus Hansen.

"Det helt unikke og historiske samarbejde, vi har i dag, skyldes også, at Katja Holm tog initiativ til en frokost på et tidspunkt, hvor vi slet ikke kunne enes," siger Klaus Hansen.

Outsideren
Dansk Skuespillerforbund har sammen med de øvrige kunstnerforbund i mange år været en outsider i forhold til den øvrige fagbevægelse.

De atypiske arbejdsvilkår, også kendt som prekariatet, med korttidsansættelser har været fast tradition i skuespillerfaget, og ifølge Katja Holm har Skuespillerforbundet stået udenfor, da man er faldet igennem alle systemer, fra barsel til dagpenge og pension.

Men i takt med, at korte projektansættelser også udbredes på andre fagområder som ingeniører, håndværkere og journalister, er de kunstneriske fagforbund også kommet mere ind i varmen.

"Førhen har resten af fagbevægelsen ikke kunnet relatere til vores udfordringer. Men jeg oplever til gengæld også nu, hvor flere andre fagforeninger får atypiske ansættelser, at mange spørger os til råds. For de aner pludselig ikke, hvordan de skal tackle de her nye udfordringer, som vi har arbejdet med i årevis," siger Katja Holm.

Udviklingen har også givet mere lydhørhed for forbundets mærkesager, både hos den øvrige fagbevægelse, hos politikerne og omverdenen generelt, hvor forestillingen om skuespilleren som en fritidshobby har været stærkt dominerende.

"Vi møder stadig holdningen, 'er det nu også et rigtigt arbejde'. Men det er klart, at det hjælper os, når de rigtig store organisationer kommer med i det atypiske arbejdsmarked. Der er kommet en større forståelse for os som en del af samfundet. Vi skal også have vores børn passet, og de skal ikke ligge og sove på gulvet i garderoben. Og indimellem vil vi faktisk også have løn under sygdom," siger Katja Holm.

Individualister i et fasttømret fællesskab
Omvendt kan hun ikke komme uden om, at skuespillerfaget er individualistisk sammenlignet med en fabriksarbejder, der skal stemple ind og ud.

"Vi er afhængige af, at vi får job på individuelt plan hele tiden. Hvis jeg ikke får rollen, får kollegaen den," forklarer Katja Holm, men afviser, at konkurrencen fører til grim misundelse, som det ellers ofte findes.

"Der er en rundhåndethed i vores branche, selv om den er dybt individualistisk. Det bunder til dels i en faglig identitet og et slægtskab," siger hun og peger på det faktum, at den kunstneriske branche ofte er fyldt med ensomhed og mindreværd, der gør slægtskabet ekstra nødvendigt.

"Det er ensomt at lære en rolle, ensomt at stå i frontlinjen og ensomt, når en forestilling er slut, og det hele bliver til støv. Den forståelse kan skuespillere, dansere og sangere samles om. Og heldigvis ved vi, at vi ikke kan leve uden hinanden," siger Katja Holm.

27. maj afholder Dansk Skuespillerforbund generalforsamling i København, hvor Katja Holm officielt træder af som formand. Benjamin Boe Rasmussen er den eneste formandskandidat og bliver derfor ny formand.

Dokumentation

Dansk Skuespillerforbund er et dansk fagforbund, der organiserer 2.200 skuespillere, operasangere, dansere og koreografer.

Katja Holm blev formand i 2009 som resultat af et kampvalg.

Benjamin Boe Rasmussen bliver udnævnt til ny formand ved generalforsamlingen, der finder sted søndag 27. maj.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Katja Holm

Skuespiller, formand, Betty Nansen Teatret 2022-, fhv. formand for Dansk Skuespillerforbund 2009-18
skuespiller (Skuespillerskolen, Århus Teater 1997), projektleder, coaching og konflikthåndtering

Klaus Hansen

Adm. direktør, FilmFyn, fhv. direktør, Producentforeningen
cand.jur. (Københavns Uni.)

0:000:00