Forskere: 13. april bliver en skæbnedag for dansk fagbevægelse

KRONIK: Der bliver skrevet danmarkshistorie, hvis det lykkes at samle LO's og FTF’s 1,2 millioner medlemmer i en ny stor hovedorganisation. Mislykkes missionen derimod, vil det splitte fagbevægelsen og især presse de offentlige fagforbund, skriver Søren Kaj Andersen og Nana Wesley Hansen.

Af Søren Kaj Andersen og Nana Wesley Hansen
Hhv. centerleder og lektor, Forskningscenter for arbejdsmarkeds- og organisationsstudier (FAOS), Københavns Universitet 

Ideen om at skabe én fælles hovedorganisation er gammel. Faktisk har det altid været et principielt synspunkt i LO, at man burde favne alle fagforbund – med LO i spidsen.

LO’s brud med Socialdemokratiet i 2003 åbnede for tilnærmelser til det partipolitisk uafhængige FTF, uden at det førte til større forandringer.

Senere var det bemærkelsesværdigt, at Dansk Metals formand, Thorkild E. Jensen, i sensommeren 2012 brugte sin tilbagetræden til at fremhæve, at Danmark er for lille et land til tre hovedorganisationer. FTF-formand Bente Sorgenfrey erklærede dog, at i FTF ”er vi ikke lige der, hvor Thorkild er”.

Et par år senere var der dog god kemi mellem Bente Sorgenfrey og LO-formand Harald Børsting, og der blev arrangeret drøftelser om en ny fælles hovedorganisation. Akademikerne blev også inviteret, men meldte hus forbi.

Siden besluttede LO og FTF på deres respektive kongresser i 2015 at sætte gang i en proces om tættere samarbejde og undersøge mulighederne for at etablere ”en ny hovedorganisation”. Ikke en fusion – men en ny start.

Tidligere snak om fælles hovedorganisation kom aldrig ud af startblokken. LO-organisationerne med blandt andre 3F, Dansk Metal, HK og FOA var samlet de største, så hvad skulle de bruge FTF eller for den sags skyld AC til? Hvis FTF med organisationer såsom Finansforbundet, Dansk Sygeplejeråd og Danmarks Lærerforening ville noget andet, så skulle det være sammen med AC. Sådan var den dominerede holdning.

Så hvad har ændret sig nu, hvor LO og FTF har besluttet, at der skal afholdes ekstraordinære kongresser fredag 13. april med ét eneste punkt på dagsordenen: Skal de to organisationer nedlægge sig selv og samme eftermiddag etablere en ny fælles hovedorganisation?

Svaret er et sammenfald af ønsket om at styrke fagbevægelsen hos vigtige fagforbund med behovet for at løse specifikke økonomiske udfordringer i hovedorganisationerne.

En stærk ny samlet hovedorganisation
For HK og FOA – store LO-forbund med en betydelig andel af offentligt ansatte – skal en ny hovedorganisation lede til en stærkere og mere offensiv fagbevægelse over for såvel stat som arbejdsgivere.

Her ser man potentiale i at samle kræfterne og matche de centraliserede arbejdsgiverinteresser i Dansk Industri, der får DA til et udføre meget af det koordinerede arbejde, og i Finansministeriet, hvor Moderniseringsstyrelsen er den udførende hånd.

De samme interesser findes i FTF, dog her snarere på baggrund af, at man er den mindre hovedorganisation, der kan være nok så profileret, men i sidste ende er og bliver ”lillesøsteren”. Når der for eksempel skal indgås trepartsaftaler, så forhandler beskæftigelsesministeren, DA og LO, og så må FTF se, om de i anden omgang kan få sat et aftryk.

Den mest bemærkelsesværdige forandring i forhold til de nuværende planer om en ny hovedorganisation er, hvor meget FTF-organisationerne har flyttet sig gennem de sidste tre år. Danmarks Lærerforening og BUPL er blevet stærke fortalere for en ny hovedorganisation og ser en fremtid sammen med LO-organisationerne i forhold til at løfte bredere dagsordener omkring folkeskolen og daginstitutionerne. Dansk Sygeplejeråd har været mere tøvende over for projektet, men ser også fordele i at kunne påvirke de brede velfærdsdagsordener.


Bente Sorgenfrey, formand for FTF - den evige "lillesøster" i forhold til LO.

Det var også nyt, at Finansforbundet i FTF var aktive i at kickstarte diskussionen om ny fælles hovedorganisation i 2015. Nok havde Finansforbundet fået stadigt flere akademiske medlemmer, men det ændrede ikke analysen af, at man sammen med LO kunne opnå indflydelse og resultater.

Siden er Finansforbundet og de øvrige private organisationer i FTF dog vendt på en tallerken. De mener, at det grundlag, LO og FTF har forhandlet sig frem til, mere ligner et ”nyt LO” end en ny start for fagbevægelsen, og arbejder nu aktivt for at skabe et tættere samarbejde med Akademikerne.

FTF’s begrænsede styrke afspejles også ved overenskomstforhandlinger. Hvor LO via sin hovedaftale med DA har en koordinerende rolle i afslutningen af forhandlingerne på det private område, har FTF ikke nogen tilsvarende rolle i de offentlige forhandlinger.

Dansk Metal er positive over for ny hovedorganisation, men det har været afgørende for dem og de øvrige private LO-forbund, at LO/DA-hovedaftalen og dermed overenskomstindgåelsen mellem CO-industri og DI forbliver upåvirket af en eventuel ny hovedorganisation. Dette er sømmet fast i en aftale mellem LO og DA fra 2015.

Økonomi spiller en afgørende rolle
LO er klart størst med sine godt 800.000 medlemmer fordelt hos medlemsforbundene. FTF-organisationerne har knap 350.000 medlemmer. Men det er LO, der kæmper med faldende medlemstal. Kurven er knapt så voldsomt nedadgående, som den har været, men LO kalkulerer også i de kommende år med et tab på 20.000 medlemmer om året. Dette presser økonomien.

Antallet af medlemmer i FTF-organisationerne har været stabilt i de senere år, men med et langt mindre sekretariat kan man se perspektiver i at samle ressourcerne og professionalisere analysearbejdet og den politiske interessevaretagelse endnu mere. Målet med en ny hovedorganisation er således at høste stordriftsfordele: ét hus, ét sekretariat, ét it-system og så videre.

Fagbevægelsen vil skabe en ny fortælling
Stærke modparter og faldende medlemstal er måske nok katalysatorer, som for alvor har sat gang i processen. Men en ny hovedorganisation er også kommet til at handle om at skabe en ny fortælling om fagbevægelsen, der ikke er præget af medlemstilbagegang og globaliseringens undergravning af "den danske model", men derimod kan vise, at fagbevægelse er i stand til at forny sig.

En fagbevægelse, der bygger på en stærk fælles solidaritet på tværs af sektorerne, og som derfor også kan spille offensivt ind i de store økonomiske og velfærdspolitiske dagsordener.

Om en ny samlet hovedorganisation bliver til noget 13. april i Odense, vil vi få at se.

En hovedudfordring er, at LO’s største forbund, 3F, har sagt klart nej tak. Formand for 3F Per Christensen var tidligt ude og spørge, ”hvis en ny hovedorganisation er svaret, hvad er så spørgsmålet?”.

Ideerne om en ny fortælling har kunnet ligge på et lille sted i 3F. Andre i LO-fagbevægelsen mener dog, at det hos 3F handler om frygt for at miste status, som ”dem, man ikke kan komme udenom”.


Formand for 3F Per Christensen har afvist idéen om en ny stor hovedorganisation.

Under alle omstændigheder har 3F ikke delegerede til alene at kunne stoppe processen på kongressen 13. april. Men der skal relativt få andre delegerede til at slutte op om et nej, før man har opnået den tredjedel, som udgør det blokerende mindretal, der kan stoppe hele processen.

Intet vil være som før
Bliver processen en succes, kan man forestille sig flere afledte effekter i form af nye fusioner mellem mindre fagforbund, som nu pludselig deler hovedorganisation og justeringer i det offentlige aftalesystem. Akademikerne vil stå isoleret og have brug for at opruste, og på arbejdsgiversiden kan det skabe panderynker, at alle betydende private og offentlige fagforbund havner i samme hovedorganisation.

Lykkes processen derimod ikke, vil LO og FTF miste økonomiske gevinster og flere medlemsorganisationer går måske alligevel. De offentlige dele af HK har længe ønsket sig sammen med FTF’erne, mens Finansforbundet og andre private organisationer i FTF er i dialog med Akademikerne.

En konsekvens kan blive et LO domineret af private forbund, mens de offentlige er i FTF. Mange i fagbevægelsen ser dette som et elendighedens scenarie, der vil splitte den samlede fagbevægelsen og særligt presse de offentlige fagforbund.

Som nævnt ovenfor er der offentlige organisationer i FTF, som har signaleret, at de vil prioritere at være sammen med de private. Gør de alvor af dette, kan det i sidste ende få FTF til at smuldre helt.

Forrige artikel Det er et politisk ansvar at fjerne jobbarrierer for handicappede Det er et politisk ansvar at fjerne jobbarrierer for handicappede Næste artikel Kronik: Kokkeelever har dårligt arbejdsmiljø på menuen Kronik: Kokkeelever har dårligt arbejdsmiljø på menuen
  • Anmeld

    Claus Sønderkøge · Socialistisk økonom

    Bal i den borgerlige

    Kun få fagforbund forsøger at vise de borgerlige vintervejen. 3F har altid vidst hvem der skal bære de tungeste læs.

    Havde FOA ikke været så tæt forbundet med Dansk Folkeparti havde tåbelighederne aldrig kommet til afstemning. Solidaritet har det stadig svært i kvindefagene.

  • Anmeld

    Anthony Barrett

    Pengestrømmen fra Rygradsdanmark


    I disse tider med udflytning af offentlige arbejdspladser og strandede OK-forhandlinger er det tankevækkende at se nærmere på både hvor de menige aktører i overenskomstforhandlingerne er hjemhørende og hvilke pengekasser de i deres daglige virke dels bidrager til, dels bliver finansieret fra.

    På lønmodtagersiden er det hhv. LO og FTF der er de store tilskudsgivere og forbrugere af pengestrømme.

    LO´erne producerer varer og - i et mindre omfang - tjenesteydelser, som i kraft af udenlandske importører af "Made in Denmark" er med til at holde forretningen Danmark kørende.

    Den arbejdskraftindsats, der forbruges hertil, holder hjulene i samfundet i gang. Den ydes primært vest for Storebælt. Denne del af landet er RYGRADSDANMARK.

    FTF´erne producerer tjenesteydelser - og i et lille omfang - varer, hvis finansiering i høj grad er mulig i kraft af de eksportvarer, som mange LO´ere producerer ved deres fysiske arbejdskraftsindsats.

    FTF´erne er primært beskæftiget med at tilgodese vores velfærd: uddannelse, sygdomsbekæmpelse, socialforsorg og anden offentlig service; f.eks. politisk håndtering.
    Tyngdepunktet for FTF´enes arbejdspladser ligger øst for Storebælt.

    De, der bor i Rygradsdanmark, har lige så meget brug for et mangefacetteret arbejdsmarkedsudbud som befolkningen i de større byer.

    Regeringens udflytning af statslige arbejdspladser bidrager i væsentlig grad hertil. Udflytningen kan beskrives som en operation, der "tilgodeser" en hel del LO´ere på nogle FTFérs bekostning. Kan det være anderledes?

    (I parentes bemærket er ingen i tvivl om at "den rådne banan" er beliggende på længdegraderne imellem Storebælt og Roskilde).

    I "droneperspektiv" kan LO´ernes indtjening og FTF´ernes forbrug ses som åbne forbundne kar, hvor pengestømmen løber én og kun én vej: fra LO til FTF, med skattevæsenet som mellemmand.

    En fusion af de 2 store organisationer virker absurd ud fra en sådan synsvinkel. Det må være en drøm om at overtage svenske tilstande. Det kommer der næppe noget godt ud af.

    Jeg ser frem til en fortsat udflytning af offentlige arbejdspladser fra Østdanmark og vestove og til fortsat selvstændige organisationer for hhv. privat- og offentligt ansatte.

  • Anmeld

    David Svarrer · Chief Solutions Architect

    Sikke noget forvrøvlet sludder - "Splitte fagforeningerne"

    Sikke dog en gang kaudervælsk, kære Alting. Hvis det ikke lykkes for fagbevægelserne, så er der ikke mere i dét. De vil stadig arbejde sammen som de altid gør - men dog hver for sig. Det er postulerende journalistik og det klæder ikke noget som helst nyhedsmedie :-)