Tidligere statsansat: Jeg er uhelbredeligt syg, men min statslige pension har ikke min ryg

Men det gælder vel ikke, når man er erklæret uhelbredeligt syg, har flere af mine veninder, der også er ansat i staten, spurgt. Så kan du vel få pengene udbetalt, så du kan bruge dem til at finansiere nogle af dine udgifter til palliativ behandling, rekreation og til at gøre noget af det, der er vigtigst i den tid, du har tilbage?

Svaret er nej. I modsætning til pensioner, som også kan udbetales, hvis man bliver uhelbredeligt syg, som for eksempel kapitalpension eller en række pensionsordninger i bankerne, kan man, som offentligt ansat, ikke få sin livrente udbetalt før pensionsalderen.

Man kan – hvis man vælger en såkaldt depotsikring – sikre, at den del af de midler, man ikke får udbetalt, fordi man jo er død, vil gå til sine arvinger. En ringe trøst, må man sige, til os, der gerne ville bruge vores opsparing til at forlænge eller forsøde det liv, vi trods alt har tilbage.

Man kan heller ikke vælge en anden pensionstype i stedet for en livrente, mens man endnu er i arbejde, eller flytte sin livrente med henblik på tidlig udbetaling. Det er bestemt i overenskomsterne, i hvert fald for mange i min generation.

Vi kan derfor blot håbe på et langt liv, hvor vi kan få gavn af de penge, vi har optjent gennem arbejdsdage, hvor vi ikke har talt overarbejdstid.

En meget lille, sårbar gruppe

Det burde du have vidst, da du engang i tyverne startede din pensionsordning, får jeg at vide, når jeg søger vejledning hos pensionskasse og fagforening. Hvis vi laver undtagelser for sådan nogen som dig og udbetaler din pensionsordning, så underminerer vi den kollektive aftaleordning, lyder en anden påstand.

Vi taler altså om en lille, men meget sårbar gruppe, der næppe vælter den kollektive ordning

Maj Hessel
Tidligere statsansat, nu uhelbredeligt syg

Hertil kan jeg kun svare: Der er cirka 1600 mennesker, der hvert år dør af kræft i Danmark, før de når pensionsalderen. Heraf har nogle en obligatorisk pensionsordning med livrente, enten med eller uden den depotsikring, der i det mindste kommer vores arvinger til godt.

Vi taler altså om en lille, men meget sårbar gruppe, der næppe vælter den kollektive ordning, hvis man gør det muligt for dem at få udbetalt en del af den pension, de har optjent som ansatte i eksempelvis staten. 

Tværtimod, kunne man argumentere. Hvis man ikke vil gøre en undtagelse for alvorligt syge mennesker i den tid, de har tilbage at leve i, så vil jeg ikke blive overrasket, hvis alle de andre pensions-opsparere, som er tvunget ind i en livrenteopsparing, vil gøre, hvad de kan, for at vælge andre ordninger til.

Navnlig ikke i en tid, hvor pensionsalderen stiger og stiger, og der således går længere og længere tid, inden man kan gøre brug af sin pension.

I den situation, og så længe det er ufordelagtigt at være syg og statsansat, så underminerer den statslige pensionsordning sig selv. For hvem tør løbe en stigende risiko for at blive syg, før man når pensionsalderen uden mulighed for at få adgang til de penge, man troligt år efter år har sparet op? 

Hvis flere var bevidste om den risiko, ville de nok vælge at indsætte penge på en ratepension i tillæg til den livrente, de er tvunget til at vælge. Så kan de trods alt få en del af deres opsparing udbetalt, hvis de skulle være så uheldige at blive uhelbredeligt syge, inden de når pensionsalderen.

For sådan som systemet er indrettet nu, er man dobbelt ramt, hvis man er så uheldig at blive uhelbredeligt syg og samtidig har været statsansat.