Debat

Komponent: De offentlige ledere kan og skal gå i front for at løse beskæftigelseskrisen

Den næste store krise er mangel på arbejdskraft, hvilket truer både det private erhvervsliv og hele vores velfærdmodel. Løsningen er de offentlige ledere. Med de følgende gode råd og viden i ryggen skal de gå krisen i møde og sikre vores velfærdsystem, skriver Jonatan Schloss.

Særligt manglen på kvalificeret arbejdskraft og ubesatte lederstillinger i ældreplejen risikerer at skabe ulighed og true sammenhængskraften i vores velfærdsmodel, mener direktør i Komponent Jonatan Schloss.
Særligt manglen på kvalificeret arbejdskraft og ubesatte lederstillinger i ældreplejen risikerer at skabe ulighed og true sammenhængskraften i vores velfærdsmodel, mener direktør i Komponent Jonatan Schloss.Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Jonatan Schloss
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Nu, hvor vi står på tærsklen til den anden vinter i coronaens tegn, er de fleste nok enige om, at Danmark samlet set er kommet godt igennem coronakrisen. Betyder det så, at du som offentlig leder kan læne dig tilbage og puste ud oven på snart to hektiske år? Desværre ikke, er jeg bange for.

Lige nu er en af vores største kriser manglen på arbejdskraft. Vi kommer, afhængigt af, hvem du spørger, til at mangle omkring 50.000 sosu'er, 8.000 sygeplejersker, 13.000 lærere og 14.000 pædagoger.

Ledelsesugen på Altinget

I samarbejde med Ledelsesugen sætter Altinget i uge 44 fokus på fremtidens ledelse i den offentlige sektor og den store rekrutterings- og fastholdelsesudfordring, som det offentlige Danmark står over for.

Ledelsesugen, der er arrangeret af KL, Danske Regioner og regeringen, samler ledere på alle niveauer i den offentlige sektor til debatter og diskussioner om tendenser, ny viden og gode eksempler indenfor for moderne offentlig ledelse.

Her på Altinget kan du i denne uge læse seks indlæg fra seks offentlige ledere. Med i panelet har vi:

  • Per Bennetsen, regionsdirektør, Region Sjælland
  • Mads Nibe, kontorchef, Nyt Aalborg Universitetshospital, Region Nordjylland
  • Jonatan Schloss, direktør, Komponent - kommunernes udviklingscenter
  • Jakob Bigum Lundberg, direktør i Næstved Kommune og formand for FSD og Dorthe Berg Rasmussen, chef for Center for Ældre og Sundhed i Næstved Kommune
  • Claes Nilas, direktør, Hjemrejsestyrelsen
  • Merete Agergaard, direktør i Skattestyrelsen

Med andre ord vil op mod 50 procent af sosu-stillingerne på sigt stå ubesatte hen eller blive besat med ufaglært arbejdskraft. Det samme vil 20 procent af stillingerne som sygeplejerske, 50 procent af pædagogstillingerne og 25 procent af lærerstillingerne.

Alt sammen på grund af demografien fordi vi får flere ældre og færre unge. Tilsvarende kommer vi til at mangle ledere i det offentlige – i hjemmeplejen, på sygehuset, i skolerne og i vores dagtilbud.

Manglen på arbejdskraft truer sammenhængskraften

Jeg er først og fremmest bekymret over de ubesatte stillinger i ældreplejen og de ubesatte lederstillinger. Manglen på kvalificeret arbejdskraft i ældreplejen, i en tid hvor de ældre bliver rigere og rigere, er nemlig en giftig cocktail for sammenhængskraften i vores velfærdssamfund.

Knapt så gode ledere er lig med dårligere og dyrere service til borgerne.

Jonatan Schloss
Direktør, Komponent

De velhavende ældre kan selv at købe den pleje, som det offentlige ikke kan levere. Det vil gøre de offentlige tilbud endnu ringere, fordi det private altid kan konkurrere på lønnen, når der er mangel på arbejdskraft.

Med en velfærdsmodel hvor de riges accept af en høj skatteprocent er betinget af, at det offentlige leverer god service, så har vi et problem. Afviklingen af velfærdssamfundet er i sigte.

Manglen på kvalificerede ansøgere til lederstillinger er den anden væsentlige del af beskæftigelseskrisen. Når der mangler gode kandidater, så ansætter vi de knapt så gode.

Forskningen har tydeligt dokumenteret betydningen af dygtige ledere: Knapt så gode ledere er lig med dårligere og dyrere service til borgerne.

Løsningen ligger på dit bord

Det er dig som leder, der har til opgave at løse denne alvorlige krise, som truer vores velfærdssamfund.

Jonatan Schloss
Direktør, Komponent

Løsningen på beskæftigelseskrisen er ikke at få flere ind på velfærdsuddannelserne. Hvis det offentlige lægger beslag på flere af de unge, går det ud over det private erhvervsliv, der også mangler kvalificeret arbejdskraft.

Kunne løsningen så være at importere udenlandsk arbejdskraft? Det er der aktuelt ingen politisk stemning for, altså skal vi kigge dybere i bunken af handlemuligheder. Jeg har et par stikord til, hvad enhver offentlig leder bør overveje:

  • Op i tid: Hvad kan du som leder gøre for at motivere dit deltidspersonale til at arbejde 37 timer
  • Fastholdelse: Hvordan kan du gøre det mere attraktivt for dit erfarne personale at blive længere på arbejdsmarkedet?
  • Digitalisering og teknologi: Hvor i din butik kan begavet brug af data og teknologi gøre din drift mere effektiv?
  • Ledelse af ufaglært personale: Du kommer helt sikkert til at bruge mere ufaglært personale. Hvad kræver det af din ledelse, hvis kvaliteten skal fastholdes?
  • Reduceret service: Du vil blive tvunget til at skære i dine leverancer, for du har ikke hænderne, selv om du har budgettet. Så hvad kan bedst undværes? Hvor kan civilsamfundet tage over, og hvordan får du det aktiveret?
  • Frisættelse af medarbejderne: Du bliver nødt til at prioritere i de mange krav og regler, I er underlagt, for I kan ikke leve op til dem alle. Igen skal du prioritere det vigtigste – og sætte dine medarbejdere fri til at fokusere på netop det.

Mit bud er, at det bliver dig, der skal gøre disse svære ting. Du skal ikke vente på politikerne, for regeringen, Folketinget og byrådet kommer ikke til at hjælpe dig. I stedet skal du finde ud af, hvordan du hjælper politikerne med den prioriterings- og effektiviseringsopgave, som altid vil være svær for folkevalgte.

Jeg forstår godt, hvis du som offentlig leder synes, at ovenstående virker som en overvældende vanskelig opgave. Du kan overveje at genbesøge JFK og finde inspiration fra tre gode citater:

“Every accomplishment starts with the decision to try.”

“If not us, who? If not now, when?"

“Those who dare to fail miserably can achieve greatly.”

Citaterne er måske lidt gajolæske-agtige, men pointen er: Det er dig som leder, der har til opgave at løse denne alvorlige krise, som truer vores velfærdssamfund.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00