Debat

Kontorchef på hospital: Bedre lønforhold løser ikke sygeplejerskeflugten

Hvad kan den offentlige sundhedssektor gøre for at for at tiltrække og fastholde sygeplejersker? Flugten løser vi ikke med løn alene. Der skal en ny fortælling, arbejdsglæde og ledelse til, skriver Mads Nibe.

Sygeplejerskerne skal have retmæssig løn for deres arbejde. Men flugten fra sundhedssektoren løser vi ikke med løn alene, skriver Mads Nibe.
Sygeplejerskerne skal have retmæssig løn for deres arbejde. Men flugten fra sundhedssektoren løser vi ikke med løn alene, skriver Mads Nibe.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vi står over for en akut krise i det danske sundhedsvæsen: Sygeplejerskerne siger op, søger væk og søger andre brancher. Det er en udvikling, vi langt fra har set enden på endnu. 

Som tidligere Viceklinikchef på Aalborg Universitetshospital igennem fire år, har jeg brugt en meget stor del af min arbejdstid på at krisehåndtere og finde løsninger på det problem, som alle i sundhedssektoren mærker.

Der kommer flere ældre - særligt dem der er plejekrævende på plejehjem og hospitaler, og samtidig søger langt færre unge ind i pleje- og sundhedssektoren.

Hvad gør vi som ledelse i sundhedsvæsenet ved den udfordring?

Ledelsesugen på Altinget

I samarbejde med Ledelsesugen sætter Altinget i uge 44 fokus på fremtidens ledelse i den offentlige sektor og den store rekrutterings- og fastholdelsesudfordring, som det offentlige Danmark står over for.

Ledelsesugen, der er arrangeret af KL, Danske Regioner og regeringen, samler ledere på alle niveauer i den offentlige sektor til debatter og diskussioner om tendenser, ny viden og gode eksempler indenfor for moderne offentlig ledelse.

Her på Altinget kan du i denne uge læse seks indlæg fra seks offentlige ledere. Med i panelet har vi:

  • Per Bennetsen, regionsdirektør, Region Sjælland
  • Mads Nibe, kontorchef, Nyt Aalborg Universitetshospital, Region Nordjylland
  • Jonatan Schloss, direktør, Komponent - kommunernes udviklingscenter
  • Jakob Bigum Lundberg, direktør i Næstved Kommune og formand for FSD og Dorthe Berg Rasmussen, chef for Center for Ældre og Sundhed i Næstved Kommune
  • Claes Nilas, direktør, Hjemrejsestyrelsen
  • Merete Agergaard, direktør i Skattestyrelsen

Jeg har stor sympati for Dansk Sygeplejeråds kamp for at ændre på lønstrukturerne og derved sikre en højere løn for sygeplejerskerne. Jeg tror bare ikke på, at løn gør det alene – og jeg tror, at vi skal adskille lønsnakken fra rekrutteringsdiskussionen.

Hvis vi regner med, at den 19-årige søger ind i velfærdssektoren på grund af grundlønnen, så har vi for alvor et problem. Desforuden bør en ændret lønstruktur også indeholde plads til, at de menige sygeplejersker uden specialistfunktioner løftes mere end dem, der i dag får funktionstillæggene.

Jeg savner et scenarie, hvor vi ikke kun taler løn, men også arbejdsglæde. Hvor alle faggrupper, ledere og tillidsfolk i sundhedssektoren finder modet og villigheden til at afprøve andre stier og bryde med gamle kulturer og strukturer.

Men det kræver god ledelse, hvis det skal lade sig gøre.

En fælles fortælling

Vi har ikke stoppet ulykken før vi har skabt en fælles fortælling – ledere, medarbejdere og faglige organisationer – om at dét at arbejde i sundhedssektoren er det mest ædle og meningsfulde, man kan bruge sit arbejdsliv på.

Jeg tror, at vi skal adskille lønsnakken fra rekrutteringsdiskussionen

Mads Nibe
Kontorchef, Nyt Aalborg Universitetshospital, Region Nordjylland

Det er første stop på vejen. Der skal ikke herske tvivl om, at arbejdsvilkårene i plejefaget kan være meget krævende.

Men vi skal have den faglige stolthed tilbage på dagsordenen. Og så skal vi sørge for god ledelse, der kan give de rigtige rammer og forvandle fortællingen til arbejdsglæde og motivation i hverdagen for vores sundhedspersonale, der hver dag gør en stor forskel for borgerne. 

Derfor bør vi diskutere nedenstående temaer – og gerne i fællesskab mellem fagforeninger, medarbejdere og ledere i sundhedssektoren.

Er vi gode nok til tværgående ledelse og ledelse af andre fagligheder?

Der er andre faggrupper, der meget gerne vil hjælpe sygeplejerskerne med deres opgaver.

Eksempelvis fysio- og ergoterapeuter, lægesekretærer, sosu-assistenter, portører, med videre. Udviklingen er i gang, og flere steder arbejdes der med at redefinere arbejdsgange og kompetenceområder.

Dét at arbejde i sundhedssektoren er det mest ædle og meningsfulde, man kan bruge sit arbejdsliv på

Mads Nibe
Kontorchef, Nyt Aalborg Universitetshospital, Region Nordjylland

På den måde bliver sygeplejerskens opgaver også anderledes. Derfor er der brug for faglig og tværgående ledelse, så medarbejderne ved, hvad der forventes af dem og føler at de kan levere tilfredsstillende på deres opgaver, når de forandrer sig.

Det kræver, at ledelsen (ofte en ledende sygeplejerske) er indstillet på at lede flere fagligheder, og hvor flere måske refererer til andre ledere.

Sikrer vi en god overgang fra uddannelse til job?

Vi skal sikre, at vores uddannelser ruster og klargør de unge mennesker til virkeligheden. Men mindst lige så vigtigt skal vi sørge for, at der er en god onboarding, når de nyudklækkede sygeplejersker starter på deres første job.

Er vi gode nok til at tage imod de unge? Og der det et stor nok opmærksomhedspunkt i ledelsen?

Det er så meningsløst at møde en nyuddannet, der som 24-årig erkender, at et job med skæve vagter og stort ansvar ikke var det, hun havde forestillet sig.

Flugten fra sundhedssektoren løser vi ikke med løn alene. Der skal et godt arbejdsliv til

Mads Nibe
Kontorchef, Nyt Aalborg Universitetshospital, Region Nordjylland

Er vi gode nok til at tale om fleksibilitet og tværgående arbejdsfunktioner?

De nye supersygehuse er indrettet til glæde og gavn for patienterne, og arbejdet skal i højere grad organiseres, så det matcher patienternes behov.

Men ordet ”fleksibilitet” er blevet et ”fy-ord” og det oversættes ofte til at ledelsen vil gøre ondt værre for medarbejderne.

Vi bør dog også kunne tale om fleksibilitet som noget positivt, som en nødvendighed og som noget der eksempelvis skal være med til at gøre arbejdet mindre slidsomt.

Fleksibilitet og tværgående samarbejde er et værktøj til at levere bedre velfærd både for dem, der yder den, og dem, der tager imod. Her spiller ledelsen igen en stor rolle i at lede og motivere på tværs.

Sygeplejerskerne skal – som alle andre faggrupper – have retmæssig løn for deres arbejde. Men flugten fra sundhedssektoren løser vi ikke med løn alene. Der skal et godt arbejdsliv til. Og det afhænger i sidste ende af god ledelse.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00