Lektor: Afviklingen af jobcentrene udfordrer borgernes retssikkerhed

Efter 20 år er det slut med jobcentrene. Måske.

I 2005 blev jobcentrene indført som led i kommunalreformen, men med den nye beskæftigelsesreform kan de snart være historie.

Beskæftigelsesreformen fjerner nemlig kravet til kommunerne om, at de skal have et jobcenter til at varetage beskæftigelsesindsatsen.

Det betyder, at kommunerne selv kan vælge, om der skal være et jobcenter eller ej.

Baggrunden for beskæftigelsesreformen er den aftale Regeringen i april i år indgik med Liberal Alliance, Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre, som hedder Aftale om reform af beskæftigelsesindsatsen – Mere værdighed, større frihed og færre regler.

20. november førstebehandlede Folketinget lovforslaget bag aftalen, og lovforslaget forventes at træde i kraft i februar 2026.

Det er nu lidt over et halvt år siden, at aftalen blev vedtaget, og vi begynder at se kommunernes reaktioner.

For eksempel har Odense Kommune valgt at nedlægge sit jobcenter, da "Jobcenter smager og lyder af noget, der hører fortiden til," ifølge rådmand Claus Houden (V).

Aalborg Kommune har derimod valgt at holde fast i sit jobcenter, fordi det giver "kontinuitet og genkendelighed".

Mere af det samme?

Lovforslaget bag aftalen lægger op til ny lovgivning, som skal sikre rammerne for aftalens fokus på mere værdighed, større frihed og færre regler.

Den nye lov skal sikre frihed, men den nuværende lovgivning tilbyder allerede rammer, der giver frihed.

Stine Piilgaard Porner Nielsen
Lektor, retssociologi

Det er tankevækkende, at den nye lov skal sikre frihed, da den nuværende lovgivning allerede tilbyder rammer, der giver kommunerne frihed til at organisere beskæftigelsesindsatsen.

Kommunerne kan for eksempel beslutte, at jobcentrene kan varetage andre opgaver udover den kommunale beskæftigelsesindsats, ligesom kommunerne kan beslutte, at indsatser kan varetages af andre enheder.

For eksempel når det drejer sig om indsatser over for unge under 30 år, der ikke har en uddannelse, eller når helhedsorienterede planer skal udarbejdes.

Aftaleteksten stiller også skarpt på tillid, og det fremgår, at udsatte borgere skal mødes "med en højere grad af tillid og værdighed". Aftalen understreger, at relationen mellem sagsbehandler og borger skal være båret af tillid.

Hvis denne tillid brydes, for eksempel hvis borgeren ikke lever op til sine forpligtelser, skal sagsbehandlerens "konkrete socialfaglige vurdering af borgerens situation og forudsætninger" danne grundlag for, om eventuelle sanktioner skal på tale.

Sagsbehandlerens faglighed og relation til borgeren bliver dermed helt central for, hvad der skal ske i borgerens sagsbehandling.

Men det er ikke noget nyt, for den nuværende lovgivning understreger netop, at borgere kan sanktioneres, hvis de "uden rimelige grund" udebliver fra deres aftaler.

Det forudsætter, at den enkelte sagsbehandler med afsæt i sit kendskab til borgeren og sin faglighed skal vurdere, om der er grundlag for, at sanktion kan finde sted.

Det er heller ikke udspecificeret i aftaleteksten, hvad det betyder, at borgerne skal mødes med værdighed.

Generelt indebærer dét at møde nogen med værdighed at udvise respekt og ordentlighed. Det er allerede helt centralt for den offentlige forvaltnings virke.

I juridiske termer bliver det kaldt "god forvaltningsskik," og Folketingets Ombudsmand understreger, at den offentlige forvaltning skal "optræde venligt og hensynsfuldt og på en måde, der styrker tilliden til den offentlige forvaltning".

Frihed, forudsigelighed og retssikkerhed

Det kan være vanskeligt at se, hvor meget nyt den nye lovgivning reelt fører med sig.

Men aftaleteksten og lovforslaget giver anledning til refleksion over borgernes retssikkerhed.

Med den nye lovgivning bliver borgernes beskæftigelsesforløb i endnu højere grad en forhandlingsproces.

Stine Piilgaard Porner Nielsen
Lektor, retssociologi

Når borgernes beskæftigelsessager behandles, sker det i mødet mellem den enkelte borger og velfærdssystemet.

Her kan det være vanskeligt for borgeren at vide, hvordan sagsbehandlingen vil forløbe og hvilke forventninger, der skal imødekommes.

Lovgivning skaber forudsigelighed, fordi regler fortæller, hvad der forventes af borgerne, og hvad borgerne kan forvente af velfærdssystemet.

Med den nye lovgivning bliver borgernes beskæftigelsesforløb i endnu højere grad en forhandlingsproces, da det er relationen mellem sagsbehandler og borger, der bliver bærende for sagens forløb og udfald.

Når politikerne fjerner reglerne, fjerner de også muligheden for, at borgerne kan sætte sig ind i deres rettigheder og forpligtelser.

Det placerer borgerne i en situation, hvor deres adgang til hjælp i højere grad bliver båret af relationen til deres sagsbehandler i stedet for af love og regler, der ellers har til hensigt at regulere forholdet mellem stat og borger.

Den nye aftale lægger op til en endnu højere grad af frihed for kommunerne ved at afregulere beskæftigelsesindsatsen.

Men med afreguleringen udfordres borgernes retssikkerhed.