Ngo til Kaare Dybvad: Hæv de laveste ydelser, så udsatte ikke skal vælge mellem toiletpapir og blade fra parken

De sørger for omsorg, fællesskab og et par af de bløde ruller med hjem i tasken. Men selv med støtte er hverdagen fuld af valg, ingen burde tvinges til at træffe.

Sådan bør det ikke være i et af verdens rigeste lande. Men det er det.

Fordi politikerne har vedtaget regler, hvor ydelserne ikke gør det muligt at leve med værdighed, men fastholder mennesker i afsavn og afhængighed af andre.

For fattig til at få hjælp

Kvinden med bladene i parken er langt fra den eneste.

Hver eneste dag møder vi mennesker, hvis værdighed og mulighed for et nyt og bedre liv bliver presset af et system, der burde løfte dem, men som i stedet skubber dem længere ned.

Det gælder ikke mindst de hjemløse mennesker, der bliver slettet fra kommunens akutboligliste. Ikke fordi de ikke har brug for en bolig, men fordi de er for fattige til at betale huslejen.

Reformer skal hænge sammen. Man kan ikke løfte mennesker ét sted og lade dem falde et andet.  

Ole Abildgaard Mikkelsen
Direktør for WeShelter

Når pladsen på ventelisten ryger, mister de håbet. Og så er der ikke langt til hverken en ekstra joint eller en ekstra guldøl eller til at miste den sidste tillid til hjælpesystemet og motivation til at skabe forandring i sit liv.

Uden en økonomi, der hænger sammen, bliver mennesker fanget i en ond cirkel, hvor hver dag handler om overlevelse, ikke om udvikling.

Den cirkel er blevet strammere, efter at muligheden for særlig støtte til mennesker i pressede livssituationer, for eksempel ved høje boligudgifter eller stor forsørgerbyrde, blev afskaffet i sommer.

Politik kan skabe, men også fjerne fattigdom

Når al energi går til at overleve dagen i dag, er der intet overskud til at forandre i morgen.

Beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek (S) affejer kritikken med det argument, at kontanthjælpsreformen samlet set ikke giver flere hjemløse, fordi penge fra de fattigste gives til børnefamilier, der – kan man forstå – således ikke vil komme i hjemløshed.

Men argumentet holder ikke. For det første er der flere boliger der i størrelse og pris passer til børnefamilier. For det andet får hverken de hjemløse på herberger eller kvinden i parken råd til henholdsvis en bolig eller toiletpapir af, at en anden socialt udsat gruppe bliver rigere.

Samtidig taler politikerne varmt om hjemløsereformen med Housing First, en samlet 10-årsplan for psykiatrien, sundhedsreformen og værdighedsreformen. Alle sammen initiativer med potentiale til at skabe bedre liv for mennesker i udsatte positioner.

Men reformerne kommer aldrig til at virke, hvis menneskers økonomiske grundlag ikke er til stede.

Hvordan skal man tage imod behandling, flytte i egen bolig eller skabe forandring i sit liv, hvis man ikke engang har råd til huslejen eller til toiletpapir?

Reformer skal hænge sammen. Man kan ikke løfte mennesker ét sted og lade dem falde et andet.

Hvis vi vil et Danmark, hvor mennesker får mulighed for at rejse sig, kræver det politisk prioritering af et socialt sikkerhedsnet, der rent faktisk bærer. For hvis politik kan skabe fattigdom, kan politik også fjerne fattigdom.

Et spørgsmål om værdighed, ikke luksus

Mit budskab til beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek og hans politiske kolleger er derfor enkelt: Hæv de laveste ydelser, så mennesker ikke tvinges ud i afsavn og uværdige valg.

Gør det økonomisk muligt at få og beholde en bolig, for uden et hjem falder resten fra hinanden.

Og genindfør muligheden for særlig støtte, så mennesker i pressede livssituationer igen kan få hjælp, når økonomien ikke hænger sammen, og ikke falder helt ud af systemet, fordi reglerne svigter dem.

Toiletpapir er en basal fornødenhed. Så det handler ikke om luksus. Det handler om noget så grundliggende som menneskelig værdighed.

Ingen i Danmark skal nogensinde vælge mellem helt basale fornødenheder, fordi systemet ikke giver dem råd til et liv med værdighed.