
Velliv har sat navn på pensionsselskabets nye investeringsdirektør.
Det bliver Lea Vaisalo, der kommer fra en stilling som chef for private markeder i Nordea Asset Management.
Det oplyser Velliv i en pressemeddelelse.
Velliv har været på udkig efter en ny investeringsdirektør siden november, hvor Anders Stensbøl Christiansen fratrådte stillingen.
"Vi har fundet den helt rigtige profil til at indfri målsætningerne i Vellivs nye investeringsstrategi om at have et langsigtet afkast i den bedste del af markedet," udtaler direktør Kim Kehlet Johansen om ansættelsen af Lea Vaisalo.
Lea Vaisalo har tidligere arbejdet for investeringsbankerne Morgan Stanley og Lehman Brothers i London, og rykkede i 2014 tilbage til Danmark, hvor hun primært har arbejdet for Nordea.
I 2021 blev hun chef for alternative investeringer i Nordea Asset Management, og har siden februar 2024 været chef for private markeder.
I Velliv træder hun ind i direktionen, og får ansvaret for investeringer for pensionsselskabets godt 420.000 kunder.
"Vellivs ejerstruktur, et ekstraordinært kundefokus samt en målrettet vision skaber grundlaget for en unik markedsposition, som jeg glæder mig til at være med til at drive fremad," udtaler Lea Vaisalo.
Hun tiltræder sin nye stilling 1. maj.
- Knud Romer: Glædelig 1. maj til de rige røvhuller. Før eller siden bliver det værst for jer selv
- De unge arbejdere vælger S fra: "Det kan blive fatalt for partiet"
- Her holder politikerne og fagbosserne taler 1. maj
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Der var ikke meget 1. maj over Mette Frederiksen


























