Rådgivere: Kommuner, der tør udfordre vanetænkning, vil lykkes bedst med jobreformen 

Med den politiske aftale om beskæftigelsesreformen står kommunerne ved en afgørende korsvej.

Reformkommissionen og Ekspertudvalget havde allerede tegnet linjerne op – og selv om sparekravene og effektivisering fylder i den offentlige debat, rummer reformen langt mere end det.

Reformen gør op med detailstyring af beskæftigelsesindsatsen, den reducerer antallet af målgrupper og indsatser og giver større frihedsgrader til kommunerne.

Selv jobcentrene kan nedlægges, eller i hvert tilfælde gives et nyt navn, hvis kommunerne har lyst til det.

Spørgsmålet er derfor ikke kun, hvordan kommunerne løser opgaven billigere – men hvordan de kan bruge reformen til at udvikle en mere strategisk og sammenhængende lokal beskæftigelsespolitik.

Alle kommuner skal beslutte, hvad de vil gøre fremadrettet på beskæftigelsesområdet. Ingen kan vælge at stå stille. Men vejene vil være meget forskellige.

Ingen kommuner slipper for besparelser

Udfordringerne varierer markant.

I kommuner som Lolland, Langeland, Norddjurs, Fredericia, Faxe og Kerteminde – for blot at nævne nogle – forventes mere end hver fjerde unge mand at stå uden uddannelse otte år efter, at de er gået ud af folkeskolen.

Ingen kommuner slipper for besparelserne. Men de kan udmønte dem på vidt forskellige måder.

Asbjørn Sonne Nørgaard, Dorthe Veggerby og Mette Højborg
Chefkonsulenter ved Pluss Leadership

I kommuner som Hillerød, Hørsholm og Roskilde er udfordringen kun halvt så stor. I Odense, Langeland, Lolland, Ishøj og Brøndby er beskæftigelsesfrekvensen blandt 55-59-årige under 75 procent ifølge Danmarks Statistik.

I Dragør, Vallensbæk, Allerød, Egedal, Lejre, Solrød og Skanderborg er den over 87 procent. Akademikerarbejdsløsheden i København har i en årrække været højere end i de andre universitetsbyer.

Så alene forskellene i udfordringerne tilsiger, at kommunerne må prioritere forskelligt, når de fastlægger den lokale beskæftigelsesindsats.

Også organisatorisk er kommunernes forudsætninger vidt forskellige. Mange har allerede solide partnerskaber med virksomheder.

Nogle er godt i gang med at samtænke beskæftigelses- og socialpolitik. Flere har sat fokus på borgernes motivation og kompetencer, mens andre først nu tager hul på det.

Og atter andre er allerede godt i gang med at efter- og videreuddanne medarbejderne.

Reformens intentioner er altså ikke helt nye – men hvor langt kommunerne allerede er, vil afgøre de næste skridt.

Af både gode og mindre gode grunde må vi derfor forvente, at kommunernes implementering af beskæftigelsesreformen vil variere betydeligt.

Ingen kommuner slipper for besparelserne. Men de kan udmønte dem på vidt forskellige måder. Mange kommuner vil have en naturlig tilbøjelighed til at gøre "det samme, som vi plejer." Nogle vil tænke nyt og prioritere på nye måder.

Kommunerne skal udfordre vanetænkning

Vi ser i vores arbejde, at de kommuner, der lykkes bedst, er dem, der tør udfordre vanetænkningen - også selvom det kræver nye partnerskaber, modige prioriteringer og en ærlig samtale om, hvad man faktisk kan og vil løfte lokalt.

Vi ser i vores arbejde, at de kommuner, der lykkes bedst, er dem, der tør udfordre vanetænkningen.

Asbjørn Sonne Nørgaard, Dorthe Veggerby og Mette Højborg
Chefkonsulenter ved Pluss Leadership

Det afgørende spørgsmål er derfor, om man vil gå til reformen med hensigt om at gøre mindst mulig skade, bygge videre på gode initiativer, der allerede er sat i gang, eller bruge muligheden til at sætte en ny lokal retning.

Det store sparekrav kan gøre, at selv ambitiøse kommuner mister fokus og momentum. Det vil være en uheldig konsekvens.

Reformen er nemlig en anledning til at stille de vanskelige spørgsmål: Skal fokus kun være på de unge – og hvad så med de +50-årige? Handler det nu kun om job – uanset hvor få timer det drejer sig om – eller er uddannelse stadig hovedudfordringen nogle steder?

Skal partnerskaber udbygges, måske på tværs af kommunegrænser? Og skal hele organiseringen af beskæftigelsesindsatsen gentænkes, eller er den allerede "as good as it gets"?

Det er nu, kommunerne skal adressere disse spørgsmål. Muligheden opstår ikke igen inden for de nærmeste 10-15 år. Og den kan ikke gribes halvhjertet.

At lykkes handler ikke om at kopiere nabokommunens model, men om at skabe en lokal forankret løsning, der både holder i budgettet og giver mening for borgere og virksomheder.

Det kræver mod, analyser og prioriteringer – og i mange tilfælde et blik udefra, der kan udfordre skråsikkerheden og åbne nye veje.

Reformen åbner en dør til at tænke mere innovativt på tværs af forvaltninger og aktører. Der skal noget andet og nyt på bordet, hvis vi skal undgå, at reformen blot bliver gammel vin på nye flasker og en visionsløs spareøvelse.

Reformen er ikke en nem øvelse. Men det er en øvelse, der kan lykkes, hvis man tør gøre den til sin egen.