SF: Von der Leyens minimumsløn er misforstået omsorg

Af Kira Marie Peter-Hansen (SF)
Medlem af Beskæftigelsesudvalget i Europa-Parlamentet

I sidste uge godkendte Europa-Parlamentet den konservative tysker Ursula von der Leyen som ny formand for EU-Kommissionen. Hun blev valgt, selvom store dele af venstrefløjen i Europa-Parlamentet ikke støttede hende.

En kommissionsformand sidder på sin post fem år ad gangen, så når Ursula von der Leyens embedsperiode slutter i 2024, har Kommissionen haft en konservativ eller kristendemokrat i formandsstolen uafbrudt i 20 år.

Ligeså vel som SF i Danmark næppe ville støtte en statsminister fra Konservative, så støttede jeg heller ikke Ursula von der Leyen. EU-Kommissionen er i den grad en politisk institution, og det betyder noget, hvem der er formand.

Det gælder ikke mindst på det social- og arbejdsmarkedspolitiske område, hvor jeg er lidt nervøs for den linje, den nye kommissionsformand allerede har lagt.

Minimumsløn skaber 'working poor'
I starten af juli havde vi Ursula von der Leyen på besøg i den grønne gruppe til høring. På forhånd havde hun luftet sine tanker om en europæisk minimumsløn.

Selv hvis lande med velfungerende aftalesystemer som det danske undtages, er en lovfastsat minimumsløn stadig en rigtigt dårlig idé.

Kira Marie Peter-Hansen (SF)
Medlem af beskæftigelsesudvalget i Europa-Parlamentet

Den idé er jeg bestemt ikke fortaler for. Dels fordi det ikke ligefrem vrimler med lande, hvor minimumslønninger har gjort noget godt for arbejdstagerne – snarere tværtimod. Men selvfølgelig også fordi det sætter velfungerende aftalemodeller som den danske under meget stort pres.

Selv hvis lande med velfungerende aftalesystemer som det danske undtages, er en lovfastsat minimumsløn stadig en rigtigt dårlig idé.

Mange EU-lande har allerede i dag lovfastsatte minimumslønninger. I Rumænien betegnes knap 20 procent af arbejdsstyrken som fattige, og i Ursula von der Leyens hjemland, Tyskland, betragter man knap 10 procent af den tyske arbejdsstyrke som 'working poor’. Begge lande har en lovfastsat minimumsløn.

Kig på minimumsindkomst i stedet
For mig er det indlysende, at man skal have en løn, man kan leve af, og jeg synes, at kendsgerningerne rundt omkring i Europa burde skræmme nok til at vise, at minimumslønninger ikke er en god idé.

Jeg vil i stedet arbejde for, at alle EU-lande får regler, der sikrer et minimumsindkomstniveau for alle europæere – også for dem, der ikke har et arbejde.

I Danmark har vi for eksempel kontanthjælp som et socialt sikkerhedsnet. Andre lande har andre ordninger. Men de virker ikke altid efter hensigten, og nogle fælles retningslinjer med standarder, der tager udgangspunkt i leveomkostningerne i de enkelte lande, kunne derfor godt være vejen frem.

Hvis vi kan blive enige om nogle fælles retningslinjer for minimumsindkomst i Europa, vil det både betyde, at ingen europæere tvinges ud i bundløs fattigdom. Og vil det automatisk sætte et positivt aftryk på lønniveauet, fordi man i sagens natur ikke kan have lønninger, der ligger under minimumsindkomsten.

Der er ikke tale om en borgerløn eller en basisindkomst. Men ene og alene krav til medlemslandenes sociale ydelser, der kan sammenlignes med kontanthjælpen.  

Von der Leyen holder fast
Jeg spurgte derfor von der Leyen, hvorfor hun vil arbejde for minimumsløn frem for minimumsindkomst. Det gav hun ikke rigtig noget konkret svar på. Men hun gjorde det helt klart, at hun bestemt ikke bryder sig om idéen om en minimumsindkomst, og at hun vil arbejde for en mindsteløn.

Senere har hun skriftligt erklæret, at hun vil præsentere et forslag om en europæisk minimumsløn i løbet af sine første 100 dage som kommissionsformand.

Det må vi jo så forholde os til. Ud over at beskytte den danske model, der selvfølgelig bliver udfordret af sådan et forslag, vil jeg kæmpe for, at Kommissionsformandens forventede forslag om minimumsløn ikke skaber endnu flere fattige på og uden for det europæiske arbejdsmarked.