Pelle Dragsted: Skyhøje direktørlønninger er en opvisning i skamløs grådighed

Fredag 6. januar sluttede den første arbejdsuge for de fleste lønmodtagere i det nye år. Men det er også Direktørens Sidste Arbejdsdag. Danmarks bedst betalte direktører har nemlig allerede efter seks dage i et nyt år tjent det samme, som en gennemsnitsdansker får i løn for et helt års arbejde.

Fra år til år tager det stadigt færre dage for topdirektøren at tjene en gennemsnitlig årsløn. Det er udtryk for den stigende ulighed i samfundet. En afstand mellem toppen og det store flertal, som vil forsætte med at vokse, medmindre der tages politisk ansvar for udviklingen.

Det er også en ulighed, der er voksende internt i det enkelte firma. En almindelige medarbejder i Carlsberg-bryggeriet skal således arbejde 173 år for at tjene de 46,6 millioner kroner, som bryggeriets direktør Cees’t Hart skraber ind på et enkelt år.

Dette års højdespringerpris går dog til Danfoss’ direktør, der sætter ny dansk lønrekord på 66 millioner kroner, imod 38 millioner kroner året forinden. Direktøren i cementfabrikken Aalborg Portland, Danmarks største CO2-udleder, fejrer samtidig det sidste års lønstigning på intet mindre end 429 pct.

Disse lønpakker i toppen er en opvisning i skamløs grådighed. Særligt når man tænker på, at samfundets lønmodtagere, reformramte og prekært ansatte atter kan se frem til forringelser af sikkerhedsnettet og den fælles velfærd.

Lønpakker i toppen er en opvisning i skamløs grådighed

Pelle Dragsted (EL)

Når vi ser hvordan topdirektørens lønninger fortsat kan skyde i vejret, fremstår det som en ren klagesang, når de store selskaber gør bekymrede miner og opfordrer til løntilbageholdenhed for flertallet af lønmodtagere. De verserende overenskomstforhandlinger i år er derfor en kærkommen mulighed for tage et opgør med den skæve belønningsstruktur i virksomhederne, og kræve en mere retfærdig fordeling af arbejdets frugter og samfundets goder. De allerede forgyldte direktører og aktionærer må leve med lidt mindre, så medarbejderne på gulvet kan få lidt mere.

Ejere og direktører har til alle tider tilranet sig en større andel af overskuddet end hvad der er rimeligt, men den himmelvide lønkløft er vokset vildt de sidste år. For 20 år siden var direktionslønningerne i store virksomheder i gennemsnit otte gange så store som medarbejderlønnen. Det er allerede en pæn lønkløft mellem gulv og direktionsgang. I de 15 år der fulgte frem til 2016 voksede løngabet sig næsten tre gange større. En udvikling meget tyder på er fortsat.

Hvorfor?

De eksorbitante belønninger henføres ofte til direktørernes ”ledelsestalent”. For eksempel når virksomheden oplever forbedringer i vækst, lønsomhed og produktivitet. Men det er en bekvem forsimpling, der herliggør topledelsen, og ser stort på medarbejdernes bidrag til værditilvæksten. Direktørerne er ikke pludselig blevet 60 gange så produktive som deres medarbejdere. Undersøgelser peger i øvrigt på en svag kobling mellem cheflønninger og resultater.

Uligheden er først og fremmest et resultat af politiske prioriteter og beslutninger. Det er på høje tid at vende udviklingen

Pelle Dragsted (EL)

Direktørernes lønstigninger er desuden fortsat på trods af aftagende produktivitetsvækst, og de danske direktørlønninger fik for først for alvor vind under vingerne i årene efter finanskrisen og den globale recession, hvor der ikke var nævneværdige opsving i produktivitet eller omsætningerne.

Det er endnu et argument mod, at direktørernes lønstigninger skyldes deres øgede produktivitet.

Forklaringen på direktørlønningernes himmelflugt skal i stedet findes i den stigende brug af aktieløn, og i det forhold at direktørerne har langt bedre lønforhandlingsvilkår, end dem der gælder for medarbejderne.

Fra politisk hold kan vi gribe til forskellige foranstaltninger for at mindske konsekvenserne ved de galoperende topdirektørlønninger.

En helt oplagt måde er via skatten, eksempelvis opkrævning af mangemillionærskatter, formueskat og en øget skat på arbejdsfri indtægter såsom aktie- og kapitalgevinster. På den måde sørger vi for, at den økonomiske elite bidrager med en mere rimelig andel til fællesskabets udgifter til velfærd og grøn omstilling.

Vi kunne også stille krav til leverandører ved offentlige udbud og indkøb, om en anstændig balance mellem løn til medarbejdere og direktion. Den såkaldte CEO-to-worker pay ratio.  

Ønsker vi i Danmark at gøre op med den tilstand, hvor de rige rager til sig, mens de svagest stillede må spænde livremmen yderligere ind, er der mange veje frem. Uligheden er nemlig først og fremmest et resultat af politiske prioriteter og beslutninger. Det er på høje tid at vende udviklingen.

Direktørerne klarer nok at arbejde et par dage, uger eller måneder mere for en gennemsnitlig danskers årsløn.