Store bededags-krisen kan ødelægge alt for regeringen

Men vi er såmænd også en del borgerlige, der på mange måder finder eksperimentet spændende, sympatisk, ja måske endog nødvendigt og ansvarligt. Og også højlydt vil anerkende det mod – ikke mindst hos Venstres leder – som kommer til udtryk ved at bryde den blokpolitik, der normalt kommer til udtryk ved regeringsdannelser. 

Men, men, men, når nu regeringsdannelsen i sig selv rejser børster hos mange, og de fleste godt ved, at sammenholdet hurtigt kan blive sat på prøve i forbindelse med overenskomstfornyelsen til foråret, hvorfor så komme med det kontroversielle forslag om at afskaffe store bededag? 

Det er faktisk synd for regeringsprojektet, hvis det allerede nu i forhold til vælgerne kommer til at lide skibbrud som følge af den sag

John Wagner

Er det fordi, at det er designet til at flytte fokus fra andre elementer i regeringsgrundlaget? Fordi det skulle være velegnet til at manifestere de tre partiers sammenhold?

Eller fordi det på forhånd er fremsat med henblik på at skabe det postyr, som vi nu oplever – også meget markant fra fagbevægelsen – med henblik på, at det så kan opgives, når overenskomstforhandlingerne får brug for lidt smørelse?

Som den konservative leder, Søren Pape Poulsen, gjorde opmærksom på så sent som på weekendens radikale nytårsstævne, så varer det jo nogle år, før Forsvaret for alvor kan absorbere de merbevillinger, som er nødvendiggjort at den nye sikkerhedspolitiske situation i Europa.

"Krydsningen" er altså hverken logisk eller nødvendig. Den er og bliver politisk spin af værste skuffe, og det er faktisk synd for regeringsprojektet, hvis det allerede nu i forhold til vælgerne kommer til at lide skibbrud som følge af den sag. Projektet havde fortjent bedre.

Men om fire år, når regeringen skal stå til ansvar over for vælgerne – så lang tid vil der ifølge Lars Løkke Rasmussen gå, medens oppositions-repræsentanterne på det radikale nytårsstævne kun gav regeringen den halve levetid – vil alt være glemt. Eller vil det? Ja, det afhænger af fortsættelsen.

Tiden burde være inde til at sige, at det var en fejl at sammenkæde store bededag og forsvar

John Wagner

Der er i hvert fald to – sikkert flere – muligheder:

Regeringen kan fastlåse den skæve start med at lægge gift for overenskomstforhandlingerne og efterfølgende også umuliggøre fornuftige forsvarsforligs-forhandlinger ved som adgangsbillet at kræve, at andre forsvarsvenlige partier skal acceptere afskaffelse af store bededag for at sidde med i forhandlinger om, hvorvidt Forsvaret skal styrkes med forlænget værnepligt, flere fly eller ubåde. Hermed forlænges "store bededags-krisen" med adskillige år.

Regeringen kan i stedet – og så kan det ikke gå hurtigt nok – opgive "krydsningen" og dermed på én gang hjælpe overenskomstparterne og samtidig den ellers stakkels forsvarsminister positivt i gang med forsvarsforhandlingerne.

Statsministeren har tidligere, da de første coronarestriktioner blev indført, sagt, at regeringen – også hun selv – kunne komme til at begå fejl. Det skete, hvad der så efterfølgende var lidt vanskeligt at indrømme.

Belært af dette burde tiden nu være inde til at sige, at det var en fejl at sammenkæde store bededag og forsvar. Og at denne sten i skoen hermed fjernes fra de i forvejen yderst vanskelige overenskomstforhandlinger.

Herefter kan forsvarsforhandlingerne også indledes med udgangspunkt i, hvad der er brug for af økonomiske midler af hensyn til landets sikkerhed – og at partierne bag en sådan aftale så samtidig hos finansministeren må forhandle sig til den nødvendige finansiering ud fra, hvad der mest hensigtsmæssigt på kommende finanslove.

Som tillægsgevinst vil store bededag også i fremtiden kunne være den helt store konfirmationsdag, hvad Mette Frederiksen så kan tage æren for om to eller fire år. Medmindre hun altså selv har født tanken om dens afskaffelse – og ikke vil indrømme en fejl.