Sundhedsvæsnet hjælper ikke folk tilbage på job

For hver gang fem danskere forlader arbejdsmarkedet, skal de erstattes af fire, sådan lyder det fra politikerne, når det skal begrundes, hvorfor det ikke er holdbart med efterløn og lav pensionsalder.

Ikke at der er noget forkert i udsagnet, problemet er på mange måder større, da forskellen mellem afgang og tilgang på arbejdsmarkedet fortsætter i så lang tid, at balancen mellem de der er i den arbejdsduelige alder, og de der står udenfor, vil forrykke sig ganske markant de næste 30 år.

Så jo, med mindre vi ændrer denne ubalance, så er det vanskeligt at se, hvordan udgifter og indtægter i velfærdsstaten skal hænge sammen fremover.

Det er beskrevet ganske udmærket i for eksempel velfærdskommissionens rapport fra 2010 og i arbejdsmarkedskommissionens rapport fra 2009.

I stedet for at sundhedsvæsenet fokuserer på, hvordan personer bedst hjælpes tilbage på arbejdsmarkedet, fungerer sundhedsvæsenet ofte som diagnoseudsteder og gatekeeper til sociale ydelser, som i praksis betyder en exit fra arbejdsmarkedet.

Jakob Kjellberg
Sundhedsøkonom og seniorprojektleder, DSI

Danskere uden for arbejdsmarkedet på grund af sygdom
Som økonom er jeg ikke i tvivl om, at der næppe er nogen vej uden om at se på pensionsalder, efterløn, dagpenge mv., men måske man også burde interessere sig mere for de ganske mange danskere i den erhvervsaktive alder, der ikke er på arbejde på grund af sygdom.

Jf. Danmarks Statistik er der ca. 245.000 førtidspensionister, 20.000 på revalidering. 140.000 er på kontanthjælp, hvoraf mange formodentlig har helbredsmæssige problemer. Ca 100.000 personer (omregnet til fuld tid) er i støttet beskæftigelse, hvoraf ca. halvdelen er i fleksjobs, altså personer som ofte af helbredsmæssige årsager ikke kan varetage ustøttet arbejde. En del af de ca. 120.000 efterlønsmodtagere skyldes formodentlig også sygdom og nedslidelse, og endelig er ca. hver 20. dagligt sygemeldt fra arbejdet.

Altså ikke nok med, at der bliver færre og færre i den arbejdsduelige alder, så er en ganske betydelig del sat uden for arbejdsmarkedet.

Inden for en overskuelig fremtid vil vi næppe formå at udrydde sygdom, hvorfor det jo i praksis handler om, hvordan vi kan håndtere sygdom på en fornuftig måde.

Problematisk sammenhæng mellem sundhedsvæsenet og arbejdsmarkedet
Arbejdsmarkedets stigende krav om produktivitet synes, sammen med stammere regler fra for at kunne modtage sociale ydelser, at have ledt til en problematisk sammenhæng mellem sundhedsvæsenet og arbejdsmarkedet.

I stedet for at sundhedsvæsenet fokuserer på, hvordan personer bedst hjælpes tilbage på arbejdsmarkedet, fungerer sundhedsvæsenet ofte som diagnoseudsteder og gatekeeper til sociale ydelser, som i praksis betyder en exit fra arbejdsmarkedet.

Folk, der er for syge til at arbejde, skal selvfølgelig ikke arbejde, men spørgsmålet er, om vi gør nok for, at sundhedsvæsenet som succesparameter inkluderer, at folk kommer tilbage på arbejdsmarkedet.

Behov for samarbejde
En række analyser af neurologiske sygdomme, som bl.a. Poul Jennum og jeg har gennemført, synes ikke umiddelbart at kunne finde en sammenhæng mellem behandling og fastholdelse på arbejdsmarkedet, snarere tværtom.

Det kan have mange årsager, men det stiller i hvert fald standard argumentationen om, at hvis vi gennemfører den eller hint behandling, giver diverse hjælpemidler mv., så vil det tjene sig ind mange gange, når personen så bliver en del af arbejdsmarkedet i et noget kritisk lys.

Der synes at være behov for, at de, der arbejder med sundhedsydelser, og de, der arbejder med arbejdsmarkedet, i fremtiden arbejder tættere sammen.

Herunder at forskning i større omfang bliver fokuseret på at finde positiv synergi mellem sundhedsvæsenet og arbejdsmarkedet.

Alternativet, hvor de, der er på arbejdsmarkedet, bare skal arbejde længere og længere, mens en større og større gruppe står udenfor, synes altså ikke hensigtsmæssigt.