Tekniq til Sass: Erhvervsuddannelser virker, det gør stereotype påstande ikke

REPLIK: Henrik Sass Larsen må droppe 1700-tallets stereotype påstande og fordomme om erhvervsuddannelserne, der ikke har noget at gøre med virkeligheden. De erhvervsfaglige uddannelser virker nemlig, skriver Troels Blicher Danielsen.

Af Troels Blicher Danielsen
Administrerende direktør, Tekniq Arbejdsgiverne

Man kan blive så træt, når alle erhvervsfaglige uddannelse skæres over én kam, og når billeder, som er milevidt fra virkeligheden, hives frem.

Det skete i torsdags på Altinget.dk, hvor tidligere folketingspolitiker Henrik Sass Larsen kom med en stribe stereotype påstande og anekdoter, som intet har at gøre med den virkelighed, vi kender fra el-, vvs- og metalbrancherne. 

Hammeren og ambolten er for længst skiftet ud med avancerede CNC-maskiner, 3D-tegninger og avancerede svejserobotter. Og i stedet for rør og stikkontakter, er det i dag programmering, intelligente installationer, Internet of Things og energieffektivisering, der fylder hverdagen både på skolerne og ude virksomhederne.

Men lad os tage påstandene én for én:

Elever skal ikke trille tommelfingre
Første Sass-påstand: Praktikpladserne er lunefulde.

Virkelighed: Vi oplever, at vores medlemsvirksomheder er yderst ansvarlige i forhold til at uddanne fremtidens arbejdskraft og gør alt, hvad de kan, for at tilbyde så mange af eleverne som muligt en praktikplads.

Det lykkes ikke altid med det samme, men det er forkert at bebrejde praktik-konceptet og erhvervsuddannelserne. Vi uddanner unge til virkeligheden ved at være tæt på den – ikke ved at eleverne sidder og triller tommelfingre på skolebænken.

Antallet af uddannelsesaftaler er højt
Anden Sass-påstand: Antallet af uddannelsesaftaler er ikke højt nok.

Virkelighed: Det ligger højt. For eksempel har der på elektrikeruddannelsen været en stigning i indgåede uddannelsesaftaler på 70 procent siden 2015. Selv her under coronakrisen stiger det.

De nyeste tal fra Undervisningsministeriet viser, at installationsbranchen som helhed har indgået 0,2 procent flere uddannelsesaftaler i første halvdel af 2020 sammenlignet med samme periode sidste år – trods krisen. Også vores metalindustrivirksomheder tager deres uddannelsesansvar alvorligt.

Uddannelser er blevet moderniseret
Tredje Sass-påstand: Erhvervsuddannelserne har ikke ændret sig siden 1700-tallet.

Virkelighed: Øh… hvor kommer det lige fra? Det arbejde, som for eksempel nutidens industriteknikere udfører ved CNC-fræseren og det integrerede produktionsanlæg, eksisterede slet ikke dengang.

Men både de uddannelser, som eksisterede, og dem, der siden er kommet til, er løbende blevet moderniseret, og elevernes kompetencer er blevet styrket, så de hele tiden er på forkant med den teknologiske og grønne udvikling.

For eksempel udviklede vi i 2015 vvs-energiuddannelsens fire specialer med fremtidens nye kompetencer indenfor vedvarende energiløsninger, og her i år har vi igen opdateret uddannelsen med nye digitale kompetencer og certifikatprøver.

Fagligheden er ikke lav
Fjerde Sass-påstand: Fagligheden er lav.

Virkelighed: Det er den ikke. Selvfølgelig bliver der indimellem begået fejl, men det bliver der i lige så høj grad af psykologer, advokater og politikere som dig selv. 

Du siger, at fejlene sker, fordi byggepladserne fyldes op af udenlandsk arbejdskraft.

For det første er langt de fleste af de elektrikere og vvs’ere, der arbejder på de danske byggepladser, uddannet i Danmark. Og hvad skulle der i øvrigt være galt med en dygtig elektriker, som er uddannet i for eksempel Tyskland eller Polen, og i øvrigt arbejder under danske overenskomstforhold?

Onde mestre er en forældet stereotyp
Femte Sass-påstand: Mestrene er onde

Virkelighed: Det er en forældet og stereotyp tangegang at sige, at der er en stor chance for, at en svend råber lærlingene i hovedet. At lærlingene arbejder for mange timer. Og at erhvervsuddannelserne ikke virker.

Derimod har vi mange gode eksempler på lærlinge, som trives. Faktisk nævner du selv, at din vens søn nu er blevet en stolt ung mand, efter at han er startet i lære.

Drop 1700-tallets fordomme
Henrik Sass Larsen, det er på tide, du selv giver slip på 1700-tallets fordomme om erhvervsuddannelserne.

I Tekniq Arbejdsgiverne inviterer vi gerne dig og andre politikere på besøg hos vores medlemsvirksomheder, der gør et kæmpe arbejde for at uddanne fremtidens industriteknikere, smede, skibsmontører, elektrikere og vvs’ere, hvis I er klar til at få korrigeret jeres virkelighedsbillede.

Erhvervsuddannelserne virker, og sammen med fagforbundene tager vi samfundsansvar for at sikre gode tidssvarende uddannelser og praktikpladser. Vi er lydhøre over for rimelig og konstruktiv kritik, men lad os drøfte på et sagligt grundlag – og ikke ud fra stereotype postulater, tak.

Forrige artikel KL, HK og socialrådgivere: Sæt samtaleformen fri på jobcentrene KL, HK og socialrådgivere: Sæt samtaleformen fri på jobcentrene Næste artikel Det Faglige Hus: Nej til Nordsø-olie er hasardspil med arbejdspladser Det Faglige Hus: Nej til Nordsø-olie er hasardspil med arbejdspladser