Fagbevægelsen bør trække en streg, når statsministeren vakler om forhøjelsen af pensionsalderen 

Arbejdsudbud er blevet Folketingets mirakelkur, der kurerer alle samfundsøkonomiske dårligdomme, skaber finansiering af fremtidens velfærd og på det seneste også løser al mangel på arbejdskraft. Intet mindre end et Christiansborg-kinderæg. Tre ting på én gang.

Teorierne om arbejdsudbud indebærer også en antagelse om, at flere arbejdstimer, der tilbydes arbejdsgiverne, automatisk skaber flere jobs.

Den antagelse fik imidlertid et afgørende skud for boven, da Mette Frederiksen (S) som beskæftigelsesminister i 2013 gennemførte de borgerlige partiers forlig om halveringen af dagpengeperioden. Her måtte hun igen og igen forhøje skønnet for, hvor mange langtidsledige, som ville miste retten til dagpenge, fordi jobbene ikke var dér.

Den første prognose, da forliget blev indgået, sagde, at 2.000 til 4.000 ledige det første år ville miste retten til dagpenge uden at komme i jobs. Det endelige antal nåede op på 34.000 ledige.

I den offentlige sektor er Claus Hjort Frederiksens påstand om, at "højere arbejdsstyrke fører til en omtrentlig tilsvarende stigning i beskæftigelsen", tilmed helt i skoven.

Her reguleres antallet af ansatte af en benhård økonomistyring, som ikke lægger sig på maven for regnearkenes teoretiske arbejdsudbud.

Arbejdsudbud er blevet Folketingets mirakelkur

Dennis Kristensen
Fhv. forbundsformand, FOA

Det blev tydeligt dokumenteret, da Socialdemokratiet i 2011 til FOA udleverede beregninger bag de 12 minutters længere arbejde om dagen i oplægget "Fair Løsning". Når de 12 minutter trådte ind ad hoveddøren, skulle personale svarende til 25.000 heltidsansatte lukkes ud af bagdøren.

Velfærdsvinden skiftede atter, da Mette Frederiksen mod alle odds i 2020 fik gennemført Arne-pensionen, så de, der startede tidligst på arbejdsmarkedet, kan vælge at starte tidligere på pension.

Er der så hold i kinderæggets magiske løsninger?

Otte bidragsydere med tilknytning til Socialdemokratiet og fagbevægelsen spørger i en ny debatbog: "Er generel mangel på arbejdskraft virkelig en krise for samfundet?"

Og giver selv et svar: "I virkeligheden er manglen på arbejdskraft en helt forventelig situation, som vel at mærke under normale omstændigheder vil løse sig selv, hvis lønnen får lov til at stige. Lønstigningerne vil nemlig sikre, at der igen bliver overensstemmelse mellem udbuddet og efterspørgslen efter arbejdskraft."

De erkender dog, at arbejdskraftmangel i den offentlige velfærd er et emne for politikerne.

Dernæst holder den økonomiske fremtidssikring af velfærden heller ikke vand. Vi har ikke med den stigende pensionsalder fået et system, der "vil sikre finansiering af det danske velfærdssamfund mange årtier frem og give plads til større udgifter til sundhed og pleje, når der bliver flere ældre", som partierne aftalte dengang.

Tværtimod er de mange klager over nutidens velfærd forståelige, når man opgør, hvad vi i dag skulle bruge på velfærden, hvis besparelserne ved den forhøjede pensionsalder i stedet for skattelettelser var brugt på et uændret serviceniveau for flere ældre. Og det er ikke småpenge, der er kanaliseret fra uændret velfærd til skattelettelser.

Alene i tiåret fra 2010 til 2020 er velfærden underfinansieret med 17 milliarder kroner, hvis vi med flere brugere skulle bruges det samme på den enkelte: "Skulle man have holdt den offentlige serviceudgift per bruger uændret, skulle vi have haft en vækst i det offentlige forbrug på cirka 28 milliarder" i stedet for den faktiske forhøjelse på 11 milliarder kroner.

Og kinderæggets tredje del - pisken med højere pensionsalder - har en begrænset effekt i forhold til brugen af gulerødder.

Ældre peger selv på mere fleksibilitet, nedsat tid, seniorfridage og feriedage, som gulerødder, der for alvor lokker.

Dennis Kristensen
Fhv. forbundsformand, FOA

Antallet af 67+-årige på arbejdsmarkedet er blevet mere end fordoblet siden indgåelse af Velfærdsforliget, og andelen af de 67- til 69-årige, der er i arbejde efter pensionsalderen, har passeret 25 procent.

Det er ikke mindst gulerødder, der har lokket ældre til at fortsætte.

Og de ældre peger selv på mere fleksibilitet, nedsat tid, seniorfridage og feriedage, som gulerødder, der for alvor lokker.

Arbejdsmarkedsreformer har siden 2013 betydet en teoretisk forøgelse af arbejdsstyrken med 25.000, men i samme periode står udenlandske statsborgere for 40 procent af stigningen i arbejdsstyrken svarende til 392.500 personer.

Mette Frederiksen må lidt overraskende for mig have sikret sig fagbevægelsens opbakning til en fortsat forhøjelse af pensionsalderen med en ny mekanisme.

I hvert tilfælde har FH netop spillet ud med sit bud på fremtidens pensionssystem, hvori man foreslår en langsommere stigningstakt i forhøjelsen af pensionsalderen.

Mette Frederiksen har tilkendegivet, at Socialdemokratiet vil stemme for den næste forhøjelse til 70 år.

Dér burde fagbevægelsen i mine øjne have trukket en streg. 70 år med gulerødder uden pisk må de næste mange, mange år være tilstrækkeligt.

Og begrundelsen er, med en omskrivning af et reklameslogan om min barndoms kaffetilsætninger Rich's og Danmark, enkel: Det er arbejdsudbud, der brug's, men det er gulerødder, der dur.