Debat

Tillidsrepræsentanter: Vil indsatsen mod social dumping falde for regeringens sparekniv?

DEBAT: Arbejdet mod social dumping kræver en langsigtet indsats. Derfor er det paradoksalt, at midlerne til politiets, Skattestyrelsens og Arbejdstilsynets indsats tildeles midlertidigt, skriver tillidsrepræsentanter i fælles opråb.

Midlertidige bevillinger til kampen mod social dumping betyder, at myndighederne ikke kan planlægge en systematisk, langsigtet indsats, lyder det fra tre tillidsrepræsentanter.
Midlertidige bevillinger til kampen mod social dumping betyder, at myndighederne ikke kan planlægge en systematisk, langsigtet indsats, lyder det fra tre tillidsrepræsentanter.Foto: Colourbox
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Alexander Baadh, Erik Bjernemose og Frank Kellberg
Hhv. fællestillidsrepræsentant for medlemmer af Dansk Metal i Arbejdstilsynet; fællestillidsrepræsentant for medlemmer af Ergoterapeutforeningen og Danske Fysioterapeuter i Arbejdstilsynet og fællestillidsrepræsentant for medlemmer af Tekniske Landsforbund i Arbejdstilsynet.

På de danske byggepladser, i industrien og i landbruget ser man en udvikling af arbejdskraftens frie bevægelighed og en stigning i mængden af udenlandsk arbejdskraft. Om et øjeblik skal det besluttes, om politiet, Skattestyrelsen og Arbejdstilsynet skal fortsætte med deres fælles indsats over for social dumping.

Indsatsen har indtil nu været kortsigtet og midlertidig med årlig nervøsitet for, om den forlænges eller ej. Det har selvsagt haft betydning for indsatsens resultater. På trods af det har de tre instanser løst opgaven.

Medierne har skrevet om, at Skattestyrelsen som direkte konsekvens af indsatsen har fundet over 500 millioner danske kroner, som udenlandske virksomheder og arbejdstagere skylder den danske stat.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Politiet har fokuseret på at sikre Skattestyrelsens og Arbejdstilsynets arbejde, når de har stået over for personer, der ikke respekterer myndighederne. Herudover har de håndteret dem, der arbejder ulovligt i Danmark fra eksempelvis Ukraine og Georgien. Opgaven er en klar og nødvendig del af indsatsen.

Arbejdstilsynets arbejde er mere langsigtet. Arbejdstilsynet skal sikre en mere lige konkurrence og et forsvarligt arbejdsmiljø for de arbejdstagere, der udfører arbejde i Danmark. Det kræver et fortsat fokus på det arbejde, som udenlandsk arbejdskraft ofte løser på kanten af det etablerede arbejdsmarked. Ofte fordi virksomhederne tænker, de ikke kan finde etableret dansk arbejdskraft, eller de kan komme uden om reglerne ved at anvende udenlandsk arbejdskraft, der ikke kender deres egne rettigheder.

Hvorfor er det, at der ikke etableres en langsigtet indsats, som bliver en del af Arbejdstilsynets faste opgaver? Er det udelukkende, så der i de årlige finanslovsforhandlinger kan drysses lidt velfærd ud over arbejdsmarkedet?

Alexander Baadh, Erik Bjernemose og Frank Kellberg

En midlertidig indsats
De mange midlertidige bevillinger betyder, at myndighederne ikke planlægger en systematisk, langsigtet tilgang. Det betyder simpelthen, at vi får mindre for pengene, fordi politikerne år efter år foretrækker at ”redde” den midlertidige indsats fremfor at sikre nogle ordentlige rammer, som myndighederne kan planlægge efter.

En af de udfordringer, der opstår ved en midlertidig indsats, er, at de omkostninger, som ville være med til at etablere en mere systematisk tilgang, ikke findes anvendelige, da omkostningerne ved at etablere en mere systematisk tilgang ikke står mål med en midlertidig indsats.

Den gode historie om politiets, Skattestyrelsens og Arbejdstilsynets arbejde har i medierne primært handlet om Skattestyrelsens indkrævninger for flere hundrede millioner af kroner. Og det er jo dejligt, at samfundet får en øget andel af opsvinget. Men hvordan er det, Skattestyrelsen finder disse virksomheder og arbejdstagere? Er det deres eget opsøgende arbejde, eller er det samarbejde, som instanserne har brugt store ressourcer på at gøre effektivt, for at alle tre myndigheder kan udføre deres udfylde sammen.

Drys af velfærd
Der opstår et paradoks i den politiske stillingtagen til kampen mod social dumping. For der er umiddelbart ikke udsigt til, at udenlandske virksomheder stopper med at udstationere deres medarbejdere i Danmark, og der er umiddelbart ikke nogen regeringspartier eller støttepartier, der ønsker en langsigtet indsats, som i udgangspunktet har til formål at sikre lige konkurrence og sunde og sikre arbejdspladser i Danmark.

Så hvorfor er det, at der ikke etableres en langsigtet indsats, som bliver en del af Arbejdstilsynets faste opgaver? Er det udelukkende, så der i de årlige finanslovsforhandlinger kan drysses lidt velfærd ud over arbejdsmarkedet?

Vi skal som borgere i Danmark være længere tid på arbejdsmarkedet. Det kræver, at virksomhederne og deres ansatte bliver bedre til deres egen arbejdsmiljøindsats. Samtidig kræver det, at der sikres en kontrol med de udenlandske virksomheder og udstationerede arbejdstagere, således at disse konkurrerer på lignende vilkår som danske virksomheder, og at deres arbejdskraft ligeledes vil kunne være længe på arbejdsmarkedet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00